Debat

Klimarådet i replik: Danmark bør ikke satse på biogaslastbiler

Lastbilproducenten Iveco mener, at staten bør støtte omstilling til biogaslastbiler med henvisning til en rapport fra Klimarådet. Men det er ikke vejen at gå, skriver Klimarådet selv i en replik og fraråder direkte, at staten støtter brugen af biogas i lastbiler.

Hvis biogasproduktionen i Danmark kan øges på kort sigt, bør det gå til at reducere naturgasimporten og ikke til nyt gasforbrug i for eksempel gaslastbiler, skriver Niels Buus Kristensen.
Hvis biogasproduktionen i Danmark kan øges på kort sigt, bør det gå til at reducere naturgasimporten og ikke til nyt gasforbrug i for eksempel gaslastbiler, skriver Niels Buus Kristensen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Niels Buus Kristensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den grønne omstilling er i gang inden for transporten, hvor især elbiler fremstår som det primære redskab til at reducere udledningerne fra personbiler. For lastbilerne er omstillingen i sin spæde begyndelse, og her er der stadig debat om, hvad der skal erstatte dieselen.

I et indlæg mener lastbilproducenten Iveco, at staten bør støtte omstilling til biogaslastbiler og henviser til, at Klimarådet i en rapport har skrevet, at den grønne omstilling skal accelereres med kendte teknologier.

Dette gør sig dog ikke gældende specifikt for biogas til lastbiler, hvor Klimarådet i rapporten Veje til klimaneutral lastbiltransport fra oktober 2021 direkte fraråder, at staten støtter brugen af biogas i lastbiler.

Biogas i lastbiler kan på grund af ressourcebegrænsninger ikke spille en afgørende rolle i omstillingen på europæisk plan

Niels Buus Kristensen
Næstformand i Klimarådet

Vores modstand skyldes, at biogaspotentialet er begrænset. Danmark har et stort potentiale for at producere biogas, fordi vi har en stor animalsk produktion i landbruget. Dette er dog langt fra tilfældet i andre lande, og på europæisk plan er potentialet for produktion af biogas markant mindre end behovet for gas.

Biogas i lastbiler kan på grund af ressourcebegrænsninger ikke spille en afgørende rolle i omstillingen på europæisk plan, så den teknologiske udvikling går givetvis en anden vej. I Danmark er udbuddet af biogas først og fremmest bestemt af de statslige tilskudsordninger.

Et stort forbrug af biogas i lastbiler vil derfor mindske brugen af biogas andre steder, hvor det formentlig vil blive erstattet af naturgas, og dermed fører et øget biogasforbrug i lastbiler samlet set blot til et højere forbrug af naturgas.

Ønsket om at blive fri fra russisk gas
Danmark kan arbejde for at producere mere biogas, men det vil fortsat være bedre at udnytte biogassen til at reducere brugen af naturgas. Denne problemstilling er nærmere beskrevet i et tidligere indlæg.

Biogas er derudover samfundsøkonomisk dyrt sammenlignet med andre teknologiske løsninger til reduktion af CO2-udslippet fra godstransporten. Klimarådets beregninger peger på, at batterilastbiler bliver billigere end biogaslastbiler frem mod 2030, og derfor kan det vise sig at være dyrt at benytte gaslastbiler som en overgangsteknologi.

EU-reguleringen og udmeldinger fra en række store lastbilproducenter som for eksempel Scania, MAN, Volvo og Daimler peger også i retning af, at fremtidens lastbiler bliver elektriske enten via batterier eller indirekte via brint.

Læs også

Siden Klimarådets analyse kom ud i efteråret, er der kommet en yderligere grund til ikke at øge gasforbruget. Den russiske invasion af Ukraine og ønsket om at blive fri af russisk naturgas gør, at Danmark og EU bør fokusere på at mindske naturgasforbrug så meget og så hurtigt som mulig. Her kan biogas spille en rolle.

Hvis biogasproduktionen i Danmark kan øges på kort sigt, bør det gå til at reducere naturgasimporten og ikke til nyt gasforbrug i for eksempel gaslastbiler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Buus Kristensen

Forskningsleder, Transportøkonomisk Institut (Oslo), næstformand, Klimarådet, fhv. institutdirektør, DTU Transport
cand.polit. (Københavns Uni. 1987), ph.d. i økonomi (Københavns Uni. 1992)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024