Rekordstor valgdækning i alle medier
Thea Christina Thusgaard Gregersen
Da Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen, var medierne mere end parate med dækningen af den forestående valgkamp.
DR har i en pressemeddelse givet udtryk for, at deres dækning af det kommende valg er den mest massive nogensinde. Hver aften fra mandag til torsdag lukker kanalen ned for de almindelige nyhedsmagasiner efter 21-TV-Avisen, og DR1 byder på valgmagasinet 'Kandidaterne' i stedet. Her analyseres partiernes taktik af tidligere politiske rådgivere, og Ask Rostrup kigger på statistikker. Desuden følger et fast reporterhold spidskandidaterne fra morgen til aften med GPS og liveopdateringer på dr.dk.
Hos konkurrenterne på TV 2 er hele sendefladen på NEWS sat af til at dække valget. Desuden udvider 22-Nyhederne og lokalnyhederne sendetiden hver dag. På nettet er der bl.a. valg-app, og kandidatdatabase, hvor egne politiske standpunkter kan testes mod kandidaternes - i samarbejde med Altinget.
Også aviserne udvider deres dækning med store portrætter af partiledere samt valgtillæg søndag i både Berlingske og Politiken.