S afviser en million elbiler: Med mindre velfærd mister vi den grønne førertrøje
INTERVIEW: Danmark er kun et grønt foregangsland, hvis omstillingen ikke sker på bekostning af velfærden, fordi det ellers vil skræmme nabolandene fra at følge vores eksempel, forklarer finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
Peter Pagh-Schlegel
JournalistRegeringen presses fra både højre og venstre på ambitionen om at få flere elbiler på de danske veje.
Men selvom både støttepartierne, Venstre og Konservative kræver en million elbiler i 2030, fastholder S-regeringen, at det vil blive for dyrt.
”Det skal hænge sammen økonomisk, så vi også i fremtiden kan finansiere velfærdssamfundet. Og det skal ske på en måde, så mennesker, der bor langt fra en S-togsstation, også kan komme på arbejde,” siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) op til de klimaforhandlinger på transport, som regeringen torsdag eftermiddag indkaldte til i Skatteministeriet.
Dagen inden havde Radikale indgået en bemærkelsesværdig alliance med V og K om at delvist finansiere en million elbiler i 2030 ved at hente penge fra råderummet, samt en effektivisering af jobcentrene. Partierne erkender dog, at det kun vil finansiere udskiftningen frem til 2025, hvorfra hele modellen skal evalueres.
Det er fuldstændig afgørende, at vi har velfærden med, hvis vi vil være et grønt foregangsland. For ellers taber vi både befolkningens opbakning og den grønne førertrøje, fordi vi skræmmer andre lande væk
Christian Rabjerg Madsen
Finansordfører, Socialdemokratiet
Rabjerg Madsen kalder VKR-udspillet for ”løs snak”.
”Det er fuldstændigt useriøst at pege på en million elbiler til næsten 10 milliarder, når man ikke tilnærmelsesvist kan pege på, hvordan det skal finansieres. Hvis man skal diskutere antallet af elbiler, skal man også kunne diskutere finansiering,” siger han.
I har været i stand til at finde milliarder fra råderummet til at finansiere Arne-reformen og en masse andre miliarder til coronahjælpepakker. Kommer elbiler og grøn dagsorden så i tredjerække?
"Vi har en meget klar ambition om, at vi skal have lavet en grøn omstilling af vores transportsektor, og nå vores 70 procentmålsætning. Men det skal ske med den rette økonomiske balance. Man kan ikke sammenligne finansiering af hjælpepakker med det forhold, at man år for år skal finansiere de grønne biler. Jeg tror ikke på, at et flertal i Folketinget vil bruge 10 milliarder på grønne biler i 2030. Det vil medføre betydelige nedskæringer i vores velfærdssamfund, som CO2-gevinsterne slet ikke står mål med," siger Christian Rabjerg Madsen.
Kunne man forestille sig, at I kunne bruge nogle af de 10 milliarder fra jeres "krigskasse" eller EU's genopretningspakke til at delvist imødekomme de andre partiers ønske om flere elbiler?
"Det spørgsmål tager vi ved forhandlingsbordet."
I kalder Danmark for et grønt foregangsland. Vil du stadig mene, at vi er det med ambitionen om 500.000 elbiler?
"Ja, det mener jeg så afgørende. Vi bliver kun et grønt foregangsland, hvis vi lykkes med vores meget ambitiøse klimamålsætning samtidig med, at vi vedbliver med at være et land, hvor der er råd til velfærd, og hvor folk kan komme til og fra deres arbejde. Det er ingen sag at skære ned på CO2-udledningen, hvis du ser bort fra økonomi og mobilitet. Det er balancen, der afgør, om man er et grønt foregangsland," siger han.
Så hvis et naboland har flere elbiler og færre fossilbiler, men dårligere vuggestuer, så er det stadig os og ikke dem, der er et grønt foregangsland? Er gode vuggestuer afgørende for at være et grønt foregangsland?
"Hvis de omkringliggende lande oplever, at vi reducerer vores klimabelastning, men samtidig kører vores økonomi i sænk, så tror jeg ikke, de andre lande vil forfølge os i hælene på den grønne march. Og så er vi ikke et foregangsland. Så det er fuldstændig afgørende, at vi har velfærden med, hvis vi vil være et grønt foregangsland. For ellers taber vi både befolkningens opbakning og den grønne førertrøje, fordi vi skræmmer andre lande væk fra at reducere deres klimabelastning," siger Rabjerg Madsen.
Mere end hver anden nykøbte bil i Norge er en elbil. Hvad er vi så bedre til end nordmændene, siden det er os, der er foregangslandet?
"Vi har lavet verdens mest ambitiøse klimamålsætning og har på allerede det første år nået en fjerdedel af den vej, vi skal på ti år med betydelige reduktioner på vores industri, energiforsyning og affald. Og nu går ind i et efterår, hvor vi skal finde reduktioner på landbrug og transport," siger han.
Med jeres transportudspil kommer transporten jo kun til at bidrage meget lidt til 70 procentsreduktionen?
"Transporten kommer også til at bidrage. Det vi har foreslået har en betydelig reduktion på mere end en million ton. Men primært fordi vi stiller krav til grønne brændstoffer. Så de ting skal ses i en sammenhæng."