5 A'er: Sofi Oksanen har skrevet en harmdirrende bog om Putins krig mod kvinder

Misogyni som magtredskab

Frøene til bogen blev sået i foråret 2023, da den finsk-estiske forfatter holdt en forelæsning hos 'Svenska Akademien', som handlede om, hvordan Rusland har gjort misogyni til et centralt magtredskab.

Det er den forelæsning, som Oksanen nu har skrevet om til en debatbog, som kapitel for kapitel udstiller, hvordan Putins underminerer kvinders rettigheder.

Jeg havde høje forventninger til bogen, for Oksanen er en vidunderlig forfatter, måske mest kendt for bøger som 'Stalins køer' og 'Renselse', mens hendes skønlitterære bedrift 'Norma' er lige så politisk skarp, som den er undervurderet: Her suges læseren ind i et magisk univers, som gemmer en sønderlemmende kritik af skønhedsindustrien og de interesser, der skaber kvindeundertrykkelse.

I 'Samme flod to gange' viser Oksanen, at hun er lige så stærk, når hun skriver en debatbog

I 'Samme flod to gange' viser Oksanen, at hun er lige så stærk, når hun skriver en debatbog. Eksempel for eksempel og med reference efter reference underbygger hun sit argument om, at målet med misogynien er, at kvinder skal miste deres stemme, så magthaverne kan forblive på magten.

Det var netop hvad der skete for hendes egen grandtante fra Estland, som stoppede med at tale, efter hun blev tortureret seksuelt i begyndelsen af Estlands anden sovjetiske besættelse.

"(…) Da hun vendte hjem om morgenen, så alt udadtil ud til at være i orden, men hun sagde aldrig siden andet end: "Jah, ära." Uanset hvad hun blev spurgt om, var svaret det samme: "Jah, ära." Hun blev aldrig gift, fik ikke børn, havde ingen romantiske forhold. Hun boede resten af sit liv alene sammen med sin aldrende mor (…)", skriver Oksanen.

Der er eksempler nok at vælge mellem, når man får behov for at gengive bogens pointer. Jeg tror, at ordsproget "hvis en mand ikke slår, så elsker han ikke" gjorde et særligt stort indtryk, fordi det for alvor viser, hvordan misogynien ikke kun er et våben, Putin bruger i erobringskrige, så Rusland kan ekspandere og genvinde sin "mytologiske storhed", men også er indlejret i det russiske sprog og ifølge Oksanen bruges som et indenrigspolitisk redskab, som fastholder kvindeundertrykkelse.

Når Vesten vender blikket bort

Hvert kapitel er en forklaring på noget, som Oksanen mener, at er uforståeligt for mange i Vesten. "Hvorfor de russsiske soldater stjæler kvindelingeri” er for eksempel titlen på ét kapitel, mens "Hvordan man får kvinder til at støtte op om krig” er navnet på et andet.

Det med at bygge bogen op med en række forklaringer på fænomener, som ifølge Oksanen for mange østeuropæere er åbenlyse, er en af bogens styrker, og den er ikke tilfældig.

Bogen bærer nemlig en massiv kritik af Vesten, som Oksanen mener har "fortiet fortidens forbrydelser", blandt andet ved ikke at give plads til østeuropæiske stemmer og erfaringer: "Problemerne opstår, når man udviser ligegyldighed, vender blikket bort og underkender den østeuropæiske ruslandsforståelse (…)", som hun skriver i indledningen.

Hun mener, dén fortielse er grunden til, at vi blev overraskede, da Putin i 2022 angreb Ukraine.

Bogen bærer en massiv kritik af vesten

Hendes kritikpunkter er mange og konkrete, og hun stiller i løbet af bogen en række spørgsmål:

Hvorfor tager techgiganterne ikke ansvar for, at ukrainske soldaters kontaktoplysninger deles på de sociale medier, og kvinderne i deres familie opfordres til at blive voldtaget?

Hvorfor er der ikke mere politisk vilje til at retsforfølge udøvere af seksuel vold i krige, når det er et redskab, der kan forebygge forekomsten af det?

Og hvorfor fokuserer journalisterne udelukkende på dødstal i deres krigsdækning? Hvorfor fortæller de ikke, hvor mange kvinder, "(…) der mister deres stemme, som min grandtante (…)?"

Det manglende ansvar fra journalister, politikere, techgiganter, kulturinstitutioner og andre magthavere, er med til at muliggøre misogynien, argumenterer Oksanen:

"(…) Det er lettere at vende blikket bort. Derfor er seksuel vold stadig mulig – ligesom det er muligt at udøve den uden straf (…)", skriver hun.

Jeg kunne blive ved med at skrive og gengive pointer, og hvis andre har det ligesom mig, må det være det klareste bevis på, at Oksanens harme smitter, og at hun er kommet i mål med netop det, hun vil have os til: ikke at blive tavse som hendes bedstemor.