Kunstig intelligens i klasselokalerne kræver et æreskodeks mellem elever og lærere

Det lyder umiddelbart som et konstruktivt og progressivt fokus – altså, at man appellerer til en åben og ærlig dialog om de potentielle faldgruber ved de nye hjælpemidler.

At man italesætter, at disse teknologier findes og at de kan bruges og misbruges. At man gør det klart, at der findes situationer, hvor ChatGPT er som sendt fra himlen (kedelige oversættelsesopgaver), og at der findes situationer, hvor ChatGPT er inde og pille ved noget fundamental dannelsesmæssig læring (argumenterende essays).

Det er unægtelig en mere bæredygtig og langsigtet løsning at operere med en slags æreskodeks, hvor tilliden mellem underviser og elever er i fokus, end blot at give sig til at forbyde, blokere og sanktionere.

Men det kræver ressourcer, og at man omstrukturerer store dele af den hidtidige undervisning.

Det kræver blandt andet, at man afsætter meget mere tid til arbejdet med progression og vejen hen til løsningen, frem for selve løsningen – i denne kontekst store skriftlige opgaver eller afsluttende eksamener.

For med de nye ’hjælpemidler’ er en skriftlig aflevering så godt som intet værd. Den er højst et udtryk for elevens moralske habitus (om de har brugt ChatGPT) eller elevens redigeringsevner (har de læst opgaven igennem inden aflevering).

Det kræver, at man arbejder endnu mere målrettet med elevernes evner til kildekritik, men det lægger også op til nogle etiske og principielle diskussioner, såsom ophavsret og kritisk tænkning.

Hvordan kan jeg retfærdiggøre, at mine elever skal bruge deres i forvejen sparsomme tid på at skrive essays og finde kilder?

Hana Hasanbegovic
Gymnasielærer

Men det er noget, som tager tid og fordybelse, og som skal tænkes ind i semesterplaner lige fra starten, og ikke bare noget, man nævner lige op til eksamensperioden.

Sådan kan man måske stille og roligt begynde at opbygge nogle spilleregler for brugen af kunstig intelligens.

Men den måske største faldgrube ved AI-værktøjerne er, at underviserne selv på de respektive lærerværelser, skal nå til enighed om, hvad denne teknologi betyder, og vigtigere endnu; hvad den betyder for deres fag.

Som underviser på de mere humanistiske fag har jeg en næsten iboende tendens til at være imod alt det, som ikke fordrer selvstændig og kreativ tænkning. Og det gør mig inhabil til netop at have den føromtalte åbne og ærlige dialog.

For hvordan kan jeg retfærdiggøre, at mine elever skal bruge deres i forvejen sparsomme tid på at skrive essays og finde kilder, hvis de står overfor en fremtid, hvor denne kompetence slet ikke bliver nødvendig at have?

Siden OpenAI blev lanceret og nærmest månedligt udkommer med nye features, har den ene branche efter den anden frygtet, hvad det ville betyde for dem.

Journalister og forfattere, filmskabere og fotografer, musikere og producere, de fleste, som har arbejdet indenfor disse felter, har med garanti overvejet, hvordan kunstig intelligens vil påvirke deres fremtidige profession.

Derfor er det både snæversynet og uærligt ikke at indrømme, at mange af min ’branches’ opgaver – det vil sige tilrettelægning af semesterplaner og eksamensopgaver – fint kan udliciteres til ChatGPT.

Det samme gør sig gældende for en hel række kompetencemål, som eleverne skal opnå.

På samme måde som lommeregneren og stavekontrollen har haft en indvirkning på læringsprocessen, er denne teknologi også kommet for at blive og skal finde sin plads i undervisningslokalet.

Så tilbage står spørgsmålet; hvordan opbygger man et meningsfuldt æreskodeks mellem lærer og elev, hvor funktioner som ChatGPT indgår som led i undervisningen?

Jeg har naturligvis ikke noget svar, men jeg har spurgt ChatGPT, som har givet mig seks interessante bud, som jeg kan forklæde som mine egne påfund til næstkommende faggruppemøde.