Borgmester: Flyt uddannelser ud af universitetsbyerne
DEBAT: Udflytning skal ikke ske for enhver pris. Modtagerbyer er nødt til at kunne garantere gode faciliteter og høj faglighed. Derfor bør politikere skabe attraktive uddannelsesmiljøer andre steder end i universitetsbyerne, skriver Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg.
Christoffer Miguel Frendesen
RedaktionsassistentAf Ulrik Wilbek (V)
Borgmester i Viborg Kommune
Som med de fleste ting her i livet findes der ikke en entydig sandhed, når der skal diskuteres udflytning af statslige arbejdspladser.
Der kan stilles mange relevante spørgsmål om udflytning. Hvad er succesdefinitionen for udflytning? Effektivitet, kvalitet, økonomi eller balance i Danmark?
Udflytning fra universitetsbyer
Kan udflytning også foregå fra andre byer end København? Kunne man forestille sig, at de øvrige universitetsbyer også havde potentiale til udflytning?
Skriv til [email protected]
Kan udflytning også foregå fra andre byer end København? Kunne man forestille sig, at de øvrige universitetsbyer også havde potentiale til udflytning?
Ulrik Wilbek
Borgmester i Viborg Kommune
Er det i orden at flytte afdelinger med gode resultater, hvis man ved, at medarbejderne ikke flytter med? Bør udflytningen foregå, hvis man på forhånd ved, at der ikke vil være tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft?
Helt overordnet synes jeg, det drejer sig om, hvorvidt udflytning af arbejdspladser giver mening.
Størstedelen af de unge bosætter sig i universitetsbyerne. Universiteterne er placeret, og det synes jeg ikke står til diskussion, men derfor kan der jo godt være attraktive uddannelsesmiljøer andre steder end i universitetsbyerne.
Ulrik Wilbek
Borgmester i Viborg Kommune
Den juridiske klynge i Midtjylland
I Viborg har vi for eksempel fået tilført Nævnenes Hus, der huser cirka 200 medarbejdere, og Civilstyrelsen, der har 110 medarbejdere.
Det giver rigtig god mening, fordi Viborg i forvejen havde mange juridiske arbejdspladser – blandt andet i Vestre Landsret.
Derfor udgør Viborg i dag en stor juridisk klynge. Faktisk den største uden for København, og det gør det samtidig muligt at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i lokalområdet. Det har medvirket til at gøre udflytningen til en succes. Og huslejen er altså noget billigere i provinsen.
Udflytning giver plads til unge mennesker
Der var ikke ret mange medarbejdere, der valgte at flytte med til Viborg, da udflytningen skete. Det betød selvfølgelig, at der gik en del viden og erfaring tabt. Til gengæld er der i dag et sprudlende miljø af fortrinsvis unge mennesker, der har bevirket, at man har kunnet lave de nødvendige forandringer uden modstand.
I kommunalt regi har vi fra dag et forsøgt at gøre en eventuel tilflytning attraktiv. Vi inviterede de ansatte fra København til Viborg Kommune for at se på potentielle boliger, og vi har sikret ungdomsboliggaranti til de unge studerende.
Samtidig har vi sørget for såvel byggegrunde, som sikret flere lejeboliger, så det til enhver tid vil være muligt for de ansatte at bosætte sig i kommunen.
Udflyt kun, når rammer står klar
Vi har haft stor glæde af de nye arbejdspladser. I begyndelsen var det kun cirka 10 procent af medarbejderne, der bosatte sig i kommunen – i dag er det omkring 45 procent. Det er alt sammen med til at løfte en kommune af Viborgs størrelse (97.000 indbyggere).
Det betyder dog – som tidligere nævnt – ikke, at der skal ske udflytning for enhver pris. Hvis ikke de kommuner, der flyttes til, har egnede faciliteter til at huse institutionerne, hvis ikke fagområdet hænger sammen med noget, der er der i forvejen, og hvis ikke lokalområdet er klar til at modtage medarbejderne, så synes jeg ikke, det giver mening at flytte.
Forlænget sagsbehandling var også hverdag før Viborg
Nævnenes Hus og Civilstyrelsen lever af at behandle sager. Nogle gange opstår der pukler, og så er retorikken ret klar: ”Det er på grund af udflytningen til Viborg”. Jeg hørte det så sent som i går i Radioavisen.
De ophobede sager var der altså også inden udflytningen. Dengang var der bare ingen, der sagde: ”Det er, fordi styrelsen ligger i København”.
Jeg tror, at vi for hele Danmarks skyld skal blive ved med at huske hinanden på, at der skal ske udflytninger for at sikre balancen i Danmark. København har jo allerede fået flere arbejdspladser tilbage end dem, man mistede, så de klarer sig nok.
Og jeg ved godt, at befolkningen flytter mod storbyerne. Men de kan jo heller ikke andet, hvis alle uddannelses- og arbejdspladser er der.
På den måde bliver landet trukket skævt, fordi størstedelen af de unge bosætter sig i universitetsbyerne.
Derfor bliver det også meget vigtigt at holde øje med uddannelsesområdet. Universiteterne er placeret, og det synes jeg ikke står til diskussion, men derfor kan der jo godt være attraktive uddannelsesmiljøer andre steder end i universitetsbyerne.