Lektor til Tesfaye: Du risikerer at gøre arbejderklassen illitterær og historieløs

Altså at for eksempel læsning af skønlitteratur kun hører til på det kommende elitegymnasium? Eller mener han, at det helt skal væk fra uddannelserne?

Er regeringens vision, at alle andre end eliten primært har som mål i livet at skulle arbejde enten i erhvervslivet eller i velfærdsstaten, og så kan de ellers i deres fritid nøjes med dårlige serier på Netflix og opslag på sociale medier som TikTok og Instagram?

Skal arbejderklassen ikke kende deres historie?

Kåre Blinkenberg
Forperson, Uddannelsesudvalget, Gymnasieskolernes Lærerforening og lektor, Aarhus HF og VUC

Mens kun elitens børn skal alment dannes og lære, at der findes andre kulturfænomener? Er dette hierarki – som vi kender helt tilbage fra Platons samfundsutopi om en skarp opdeling mellem arbejdere og filosoffer – virkelig en socialdemokratisk vision?

Jeg ser selv underholdning, så pointen er ikke, at det i sig selv er skidt i mindre doser. Mit anliggende er udelukkende at spørge til, hvor meget det skal fylde i samfundet, og altså om det er det eneste, en stor del af befolkningen skal præsenteres for?

Og sat på spidsen: Er det virkelig synd for arbejderklassens børn, at de lærer andet at kende?

En historieløs arbejderklasse

Mit spørgsmål til ministeren skyldes også følgende formulering om det nye erhvervsgymnasium: "med formålet om at forberede eleverne til erhvervsuddannelser, erhvervsakademier eller professionsuddannelser."

Bemærk "formålet" i ental. Skal den nye uddannelse ligesom de nuværende gymnasiale uddannelser også være alment dannende eller udelukkende have et formål, der er rettet mod økonomi, arbejde og erhvervsliv? Skal almendannelsen fremover kun være for de fine og ikke for den almene befolkning?

Uklarheden forstærkes, fordi ministeren så tydeligt angiver, at målet med elitegymnasiet nu kun skal være universitetet.

Men selv om læsning af for eksempel Lykke-Per og viden om Romerriget (og vel også for eksempel den danske jernalder) godt kan være gavnligt for en del universitetsuddannelser, så kan jeg også forestille mig en hel del (for eksempel naturvidenskabelige og økonomiske uddannelser), hvor det er lige så langt fra fagligheden, som det er fra en sygeplejerskes eller ejendomsmæglers faglighed.

Ministerens skarpe opdeling af uddannelserne ud fra fagligt niveau begrunder derfor på ingen måde en opdeling af dannelsesindholdet i uddannelserne.

Og dermed må man spørge: Hvorfor nævner ministeren så for eksempel Romerriget alene i sammenhæng med stx? Skal arbejderklassen ikke kende deres historie, og forstå at de er både historieskabte og historieskabende væsner?

Litteraturen bør være almen

Jeg hilser med andre ord indholdsdiskussionen velkommen.

Især hvis vi kan få ministeren til lidt tydeligere at formulere en klar vision for almendannelse – og især hvis vi kan adskille diskussionen om indholdet fra den hierarkiske opdeling af befolkningen i klasser.

Det er netop en dybere menneskelig forståelse, der er afgørende i en tid, hvor kunstig intelligens fylder mere.

Kåre Blinkenberg
Forperson, Uddannelsesudvalget, Gymnasieskolernes Lærerforening og lektor, Aarhus HF og VUC

Det kan sagtens være, at der er behov for at lære mere om lykkepiller og klimaløsninger – men betyder det, at der er mindre behov for at læse stor litteratur i fremtiden?

I parentes bemærket er Lykke-Per mange hundrede sider lang og ikke noget, jeg læste før lang tid efter, at jeg tog stx (men formentlig kun noget jeg læste, fordi jeg var blevet forberedt til det af gode gymnasielærere).

Og jeg ved, at diskussioner om lykkepiller og klimaløsninger allerede tematiseres i for eksempel samfundsfag og den naturvidenskabelige faggruppe på hf for bare at nævne nogle eksempler.

Hvis ministeren ønsker mere fokus på det, kan han i stedet for nye uddannelser overveje at se på stoftrængslen i de nuværende uddannelser.

Det er glimrende, at der allerede nu findes forskellige gymnasiale uddannelser – men selve idéen om, at vi igennem litteratur bliver klogere på os selv, andre mennesker, vores samtid og historie, er almen.

Det er netop en sådan dybere menneskelig forståelse, der er afgørende i en tid, hvor kunstig intelligens fylder mere og mere.

Ligeledes må man spørge hvor overfladisk en historisk og naturvidenskabelig dannelse, der er brug for i en tid med en fragmenteret mediestruktur, højrepopulistiske politiske strømninger i fremmarch og en syndflod af falsk viden på nettet.