Klima, sikkerhed og global konkurrence har fjernet fokus fra klassisk udviklingspolitik

Samarbejdet med modtagerlandene blev bragt mere i overensstemmelse med de principper om ligeværdighed og bredere anlagte programmer, som havde kendetegnet reformerne af bistanden i de mere progressive donorlande, og som Danmark sammen med gruppen af like minded fik blåstemplet i DAC, OECD's udviklingsbistandskomité.

Kommissionens syn på samarbejdet med FN, Verdensbanken og andre multilaterale aktører blev også ændret.

Traditionelt havde Kommissionen vogtet dens særlige identitet meget omhyggeligt. Det var en reaktion på, at den ikke som aktør havde en status på linje med staterne.

Dette kunne skabe lidt forkrampede blokeringer for et effektivt samarbejde, men der var – og er – også en vis jalousi i medlemslandene. 

For Kommissionen er det væsentligt at fastholde dens autoritet som forvalteren af fællesskabets engagement i udviklingssamarbejdet og at fastholde den kvalitet i samarbejdet.

Poul Nielson
Fhv. EU-kommissær

Men i takt med, at Kommissionens udviklingsarbejde blev mere main stream, blev der åbnet for et bedre og meget nødvendigt samarbejde. 

Ikke mindst angående humanitær bistand har Kommissionen udviklet sig til at være en helt central aktør. Det er både, fordi den er den største yder, og fordi den bidrager positivt til en styrkelse af koordinationen af indsatserne gennem et godt samarbejde med FN-systemet.

For Kommissionen er det væsentligt at fastholde dens autoritet som forvalteren af fællesskabets engagement i udviklingssamarbejdet og at fastholde den kvalitet i samarbejdet, der er frugten af reformerne. Det har hverken altid eller alle steder været lige nemt.

Historiske bånd, eller skygger, fra kolonitiden er en faktor, der ikke mindst i Afrika netop kan betyde, at Kommissionen fungerer som en mere neutral og tillidvækkende partner. 

Det store spørgsmål er så efter alle disse år, om hvorvidt konsolideringen og statusforbedringen af EU's egentlige udviklingssamarbejde efter reformerne har kunnet fastholdes, set i lyset af intensiveringen og den organisatoriske udbygning af det udenrigs-og sikkerhedspolitiske samarbejde i EU.

Rådet af udviklingsministre blev nedlagt allerede i 2004, hvilket var en svækkelse af den særlige "klub", som disse ministre udgjorde, og som var en kilde til gensidig inspiration.

Man kan også se udvidelserne med nye medlemslande som noget, der helt naturligt har bidraget til et bredere perspektiv end den klassiske udviklingsbistand, uanset at de også fik deres debut som donorlande. 

Mange års uafklaret diskussion om at flytte finansieringen af Den Europæiske Udviklingsfond fra frivillige bidrag til at være en obligatorisk del af EU's budget blev nok også skubbet i retning af, at det ville være bedre helt at integrere finansieringen af samarbejdet med landene i ACP-landene i budgettet samtidig med Cotonou-aftalens planlagte udløb i 2020.

Forhandlingerne mellem EU og ACP-landene om Post-Cotonou blev konkluderet 15. april 2021 i et 187 sider ganske ordrigt dokument, som løfter samarbejdet ind i EU's generelle udenrigsrelationer, samtidig med at den traditionelle samarbejdsstruktur videreføres i en tilpasset geografisk form.

I Kommissionen blev relationen til ACP-landene placeret i generaldirektoratet for internationale partnerskaber.

Overordnet har Kommissionen organiseret sig på en måde, der bygger på globale og ret generelt formulerede strategiske programmer, der er egnede som implementerende værktøjer i dialogen med medlemslandene i Udenrigsministerrådet, men som også i deres kompleksitet gør det til en krævende opgave at skabe sig både overblik og indblik i aktiviteterne.

Hertil kommer, at EU's positive og konstruktive holdning til multilaterale engagementer heller ikke gør dette lettere.

For Danmark vil det være vigtigt hurtigt at skabe en tæt relation til Sikela.

Poul Nielson
Fhv. EU-kommissær

Den naturlige indgang for en forståelse af rollen af den designerede tjekkiske kommissær for udviklingspolitik og humanitær bistand, Jozef Sikela, er at se det mission letter, som han har fået af Kommissionensformand Ursula von der Leyen.

Det er et konkret arbejdsprogram med følgende afsluttende punkter:

"I want you to support the High Representative/Vice-President (Kaja Kallas) in ensuring that the EU continues playing a leading role in reforming the international system, including the United Nations and the Multilateral development Banks, making it more inclusive and more effective and promoting effective multilateralism. As a rule, you will work under the guidance of the High Representative/Vice-President. The Directorate General for International Partnerships will support you in your work."

Sikela's titel er ikke udviklingskommissær, men 'Commissioner for International Partnerships'. Han skal ikke arbejde i et samarbejde med Kallas, men under hendes lederskab og vejledning.

Formelt set er alle kommissærerne jo ligestillet. Men Ursula von der Leyen har lidt tydeligere end traditionelt lagt op til en vis strukturering, som vil vise sig i de gruppedannelser for beslægtede sagsområder, der etableres, når Kommissionen er endeligt godkendt i Europa-Parlamentet, og som vil have vicepræsidenterne som ledende koordinatorer.

For Danmark vil det være vigtigt hurtigt at skabe en tæt relation til Sikela og medlemmerne af hans kabinet i lys af vores kommende formandskab i Rådet og medlemskab af FN's sikkerhedsråd.

Afslutningsvis er det lidt tankevækkende, at det, der lykkedes med reformeringen af EU's udviklingspolitik for 20 år siden, godt nok har bidraget til styrkelsen af EU's status som operatør i det internationale samfund.

Men at alt, hvad EU har skullet stille op over for udfordringer som klima, sikkerhed, global konkurrence og lignende, har presset den klassiske udviklingspolitik i baggrunden. Men Danmark er jo også selv gået den vej.