Regeringen prædiker ansvarlig udenrigspolitik, men er slyngelstaternes ven ude i verden
Vores moralisering skriger af hykleri, når vi kritiserer Rusland og Kinas brutale udenrigspolitik, men samtidig samhandler med Saudi-Arabien, skriver Emil Samaras Eriksen.
Emil Samaras Eriksen
Medlem, Rød-Grøn Ungdom, bestyrelsesmedlem, Enhedslisten FrederiksbergSikkerhed, ansvarlighed, fællesskab! Sådan lød parolerne, som regeringspartierne brugte til at vinde valget om forsvarsforbeholdet sidste forår. Med alles øjne på Ukraine og de vigtige våbenleverancer og hjælpepakker, blev den øvrige udenrigspolitik gemt i glemmebogen.
Desværre rimer det på det modsatte af ansvarlighed, når Lars Løkke nu åbner døren for at genoptage våbenhandlen med Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Han vil øge eksporten af våben for at sikre Danmarks konkurrenceevne – men med våbnene snakker vi ikke om Ukraines legitime forsvar, men snarere udstyr til at tæppebombe uskyldige i Yemen.
Der tegner sig desværre et billede af den danske stat som samarbejdspartner med reelle slyngelstater. Med også stigende kritik af dansk våbenhandel med Israel, står vi med politikere, som tier, mens jurister og menneskeretsorganisationer flår fadæsen fra hinanden.
Men hvordan kom vi dertil, hvor sikkerhed blev synonymt med våbensalg?
Regeringens vigtige Ukraine-støtte har desværre haft den konsekvens, at Rwanda-skandalen og den øvrige udenrigspolitik er forsvundet fra fokus. Munden er også lukket hos magthaverne, når det graves frem, at et dansk firma har været underleverandør for Israels kampfly. Men hvorfor?
Dansk våbeneksport til despoter er at pege pistolen tilbage mod os selv
Emil Samaras Eriksen
Politikerne mener måske, at Danmark bør samhandle og profitere under barske omstændigheder. Måske tror nogle, at Danmark kan agere et humant alternativ med våbenhandlen.
Jeg tvivler på, at de børn, som blev dræbt i Gaza grundet F-35-fly med danske dele, ville se positivt på de positioner.
Lars Løkke taler om, hvordan det styrker Danmarks konkurrenceevne, når han foreslår mere militær samhandel. Det virker endnu mere kynisk: Det tegner et selvbillede, hvor verden, der mærker konsekvenserne, ikke eksisterer.
Vi står i en usikker tid, hvor autoritære systemer eksporteres til hele verden. Vi burde forsvare demokrati og stoppe eksporten af våben til slyngelstater, i stedet for åbne flere patroner og pengestrømme.
Desværre er det sigende, at dansk politik stadig hælder mere til at skrotte udviklingsbistanden end at kritisere våbenhandlen.
Men skal der virkelig en hel Ukraine-invasion til, for at slå slyngelstaternes gyldne håndtryk fra sig? Enhedslisten kritiserede afhængigheden af Ruslands gas for seksten år siden.
Dengang drak Lars Løkke som bekendt øl med Putin i Tivoli, og først længe efter har man brudt båndet. Nu er tiden altså i stedet til at drikke te og sælge våben til Saudi-Arabien.
Vi kender allerede resultatet af den slags studehandel. Vi så det med Rusland, og vi ser det med Yemen i dag, hvor bomberne regner med støtte fra saudierne – og dermed fra os.
Det virker faktisk til, at ikke engang åben krig kan påvirke regeringens samarbejde med slyngelstaterne. Medmindre krigen altså foregår i Europa.
Et argument, jeg ofte hører fra kynikerne, er, at stater ikke har moral: De har i stedet blot 'interesser'. Er det ikke bare et udtryk for 'naturlige interesser', når Danmark handler våben med Mellemøsten?
Kynikeren vil tilføje, at vores moralisering skriger af hykleri, når vi kritiserer Rusland og Kinas brutale udenrigspolitik, men samtidig samhandler med saudierne.
Med Danmarks nye eksporteventyr ser vi konsekvensen af det politiske paradigmeskifte
Emil Samaras Eriksen
Kynikeren har helt ret i hykleriet. Vi bør naturligvis afvise den simple fortælling om 'gode' eller 'onde' stater. For det er helt rigtigt, at også vores regering er hyklerisk: Når vi nu hjælper Ukraine, burde vi faktisk gøre det samme andre steder – uden at forfalde til kynismen.
For intet ville glæde en slyngelstat mere, end at deres vold og våben kan retfærdiggøres som et simpelt spørgsmål om 'naturlige interesser'.
Vi bør afvise den slags værdirelativisme, som selvretfærdigt hævder, at alle er lige dårlige: I stedet skal vi gøre op med kynismen og bygge en bedre udenrigspolitik, som former ægte forandring. Lige nu er vi i stedet klar til at sælge ud til netop de slyngelstater, vi burde forsvare os mod.
Da forsvarsforbeholdet blev afskaffet af et bredt flertal i befolkningen, opstod et nyt fællesskab i dansk politik på forsvarsområdet. Samtidig blev de få nej-sigere stemplet som alarmister, der massivt overdrev faren ved militær udvikling.
Med Danmarks nye eksporteventyr ser vi konsekvensen af det politiske paradigmeskifte: Alle partier til højre for Enhedslisten tier tilsyneladende, når skandalerne begynder at rulle.
Det er i sig selv deprimerende, at våbenhandlen vil rulle med blandt andet stiltiende støtte fra socialisterne i SF. Men reelt er der for få, som kritiserer den komplekse udvikling i EU's militære dimension, som Danmark nu løber med på.
Overalt i verden opruster og udbygger verdens despoter. En udvikling af Danmarks forsvar og cybersikkerhed er længe tiltrængt. Men våbenlobbyen står klar på sidelinjen til at øge salget: Og øget våbeneksport til despoterne er at pege pistolen tilbage mod os selv.
Der er ingen grund til, at den danske regering blindt skal samhandle med slyngelstaterne: Medmindre vi oprigtigt tror, at kortsigtet konkurrenceevne bør byttes for en mere usikker verden.
Jeg mener, at den danske regering og partierne i forsvarsforliget burde tage sine egne ord om sikkerhed og ansvar alvorligt. Lige nu gør de det modsatte.