Debat

SF'er: Regeringen skuffer og fjerner Etisk Handel Danmark fra finanslovsforslag

Klimaforandringerne og naturødelæggelserne har store konsekvenser for den globale fødevareproduktion. Derfor er det skuffende, at Etisk Handel Danmark er taget af regeringens forslag til finanslov, skriver Marianne Bigum.

Regeringen bør øge samhandel, der også gavner befolkningen og naturen i de lande, vi ønsker at lave ligeværdige partnerskaber med, skriver Marianne Bigum.
Regeringen bør øge samhandel, der også gavner befolkningen og naturen i de lande, vi ønsker at lave ligeværdige partnerskaber med, skriver Marianne Bigum.Foto: Peter Kneffel/AP/Ritzau Scanpix
Marianne Bigum
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom en kop kaffe i Danmark nemt kan koste 50 kroner, mærker kvinderne, der plukker kaffen, intet til denne prisstigning.

Kaffebøndernes levevilkår er blevet forringet over de sidste 25 år, og klimaforandringerne betyder, at høsten ofte slår fejl, hvilket fører til faldende udbytte fra kaffebuskene.

Mange steder flyttes produktionen til nye skovområder, der fældes for at imødekomme efterspørgslen. Der findes andre og mere bæredygtige løsninger, som eksempelvis at gå fra monokultur til mere regenerative og vandbesparende dyrkningsmetoder og mere cirkulær anvendelse af hele kaffeplanten.

Men den omstilling kræver investeringer og langsigtet samarbejde på tværs af hele værdikæden.

Tidligere på året mødte jeg flere af de virksomheder, der er gået sammen i Den Danske Alliance for Ansvarlig Kaffe hos Etisk Handel Danmark.

Læs også

Her samarbejder risterier, importører, supermarkeder, grønne organisationer og myndigheder for at sikre afskovningsfri import og omstille kaffesektoren til gavn for klima, natur og mennesker.

Lignende alliancer findes for soja, palmeolie, fiskeri og energi, og det er klogt, da mange bæredygtighedsudfordringer er komplekse og kræver samarbejde på tværs af offentlige og private aktører.

EU-krav sikrer bæredygtig omstilling

Den nye ambitiøse bæredygtighedslovgivning fra EU kan forhåbentlig øge fokus på menneskerettigheder, klima og miljø i globale værdikæder.

De overskredne planetære grænser vidner om, at verden i den grad har brug for det. Men vi ser allerede nu, at den nye lovgivning gør det svært for mindre producenter i Etiopien og Kenya at sælge deres kaffe på det europæiske marked.

De kommende år bliver det helt afgørende at få klædt danske virksomheder og deres leverandører fra Kenya, Etiopien, Brasilien og Bangladesh på til de nye bæredygtighedskrav.

Marianne Bigum (SF)
Folketingsmedlem

Dette får sociale konsekvenser for kvinderne, der producerer kaffen, herunder tab af indtægter og børns skolegang, samtidig med at det opfattes som handelsbarrierer fra Danmark og EU.

De kommende år bliver det helt afgørende at få klædt danske virksomheder og deres leverandører fra Kenya, Etiopien, Brasilien og Bangladesh på til de nye bæredygtighedskrav, så vi sammen kan komme i mål med den grønne omstilling.

Her står eksempelvis Etisk Handel Danmark allerede klar med alliancerne, og deres Videncenter for Bæredygtige Værdikæder leverer praksisnære redskaber og træning i den nye EU-lovgivning, der er målrettet SMV'er inden for fødevarer, tekstil, elektronik og energi.

Branchefælles initiativer som disse – og også det store arbejde, som UN Global Compact laver – er vigtige, for at fremtidens handel og fødevareproduktion bliver bæredygtig og sker inden for de planetære grænser, så vi ikke bliver ved med at ødelægge vores miljø og natur.

For klimaforandringerne og naturødelæggelserne har store konsekvenser for den globale fødevareproduktion, og i vores familie, som hos så mange andre, mærker vi også de stigende fødevarepriser, både når vi handler ind, og når vi er ude. Jeg er personligt dybt bekymret for konsekvenserne og er pinligt opmærksom på, at jeg ikke selv er i stand til at brødføde min familie, men er dybt afhængig af et fødevarevaresystem, som fungerer.

Regeringen skuffer

Derfor er det skuffende, at Etisk Handel Danmark er taget af regeringens forslag til finanslov.

Det er en central støtte, der gavner mange danske virksomheder og organisationer rundt omkring i hele landet, i en tid, hvor mange bliver mødt med stigende og komplekse krav om bæredygtighed fra både forbrugere, kunder, medarbejdere og EU.

Læs også

I stedet bør vi handelspolitisk prioritere at støtte virksomheder og leverandører i det globale syd i den økonomiske, sociale og bæredygtige udvikling.

Erhvervsrettede krav til bæredygtighed er nødvendigt, og vi skal derfor i højere grad hjælpe virksomhederne og leverandørerne med at leve op til bæredygtighedskravene fra EU.

Af samme årsag bør regeringen politisk prioritere fortsættelsen af Videncenter for Bæredygtige Værdikæder og alliancerne, så øget samhandel også gavner befolkningen og naturen i de lande, vi ønsker at lave ligeværdige partnerskaber med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Bigum

MF (SF), formand for 2030-netværket, ordfører for bl.a. EU, global klimapolitik, natur og udvikling
cand.polyt. (DTU 2009), ph.d. (DTU 2014)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024