Løkke til FN's klimatopmøde i New York
![Oliver de Mylius](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/oliver-2-48.jpg)
Oliver de Mylius
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøger New York 21.-24. september 2009, oplyser Statsministeriet.
Tirsdag deltager statsministeren i FN's klimatopmøde. Dagen efter deltager statsministeren i åbningen af FN's generalforsamling.
Klimatopmødet, der er indkaldt af FN's generalsekretær Ban Ki-moon, vil fokusere på indgåelse af en global klimaaftale på klimatopmødet i København til december.
Stats- og regeringslederne vil bl.a. drøfte hovedelementer i klimaforhandlingerne, herunder udledningsreduktioner og økonomisk og teknologisk støtte til ulandenes klimaindsatser.
Statsministeren vil som kommende vært for COP15 tale ved såvel frokostdrøftelsen som ved topmødets afsluttende plenarforsamling. Ligeledes vil statsministeren deltage i et antal klima-arbejdsmøder med udvalgte grupper af stats- og regeringschefer.
Under besøget vil statsministeren desuden gennemføre en række bilaterale samtaler med vægt på COP15 og aktuelle udenrigspolitiske emner. Statsministeren vil desuden deltage i et højniveaumøde om Pakistan, oplyser altså Statsministeriet.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/142/lars-loekke-rasmussen.jpg)