Kommentar af 
John Wagner

Det bør kulegraves, hvorfor toppolitikere stopper i utide

Flere politikere laver en exit før tid. Måske det danske folkestyre trænger til en opdatering, hvis ikke det skal ende med, at de bedste folkevalgte fravælger politik for tidligt, skriver John Wagner.

Tiden er inde til, at tilbageblevne politikere lytter til tidligere kolleger som Liv Signe Navarsete, Jacob Mark, Rasmus Jarlov, skriver John Wagner. 
Tiden er inde til, at tilbageblevne politikere lytter til tidligere kolleger som Liv Signe Navarsete, Jacob Mark, Rasmus Jarlov, skriver John Wagner. Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Måske hverken Århus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) eller folketingsmedlemmerne Jacob Mark (SF) og Rasmus Jarlov (K) havde meldt fra som folkevalgte efter næste valg, hvis vi satte lidt mere pris på deres indsats, og det politiske arbejde blev tilrettelagt mere hensigtsmæssigt og hensynsfuldt frem for gammeldags og konfliktskabende.

Måske socialdemokraterne, de radikale og Moderaterne havde undgået opslidende personalesager, hvis de i tide havde været opmærksomme på kulturudfordringerne i magtpartier.

Måske SF, Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti også havde været foruden drabelige ledelsesopgør, hvis der var mere politisk substans og mindre personlig prestige på spil.

Læs også

Det er ikke ”bare” dansk politik, som synes syg – præget af mange gode politikeres afgange i utide, af interne konflikter og krænkelser, af stress og sygemeldinger, skandalesager og en medievirkelighed, som ikke fremmer saglighed og resultatskabende adfærd.

Forhåbentlig får vi aldrig amerikanske tilstande – eller for den sags skyld tyske tilstande - hvor et bekymrende stort antal vælgere søger yderfløje på kant af demokratiet.

Men…

På en efterårsferie i Norge har jeg netop læst en erindringsbog ‘Eg veit kva eg snakkar om!’ om den tidligere leder af det norske Senterpartiet Liv Signe Navarsete, skrevet af journalisten Jens Kihl.

Og den har jeg svært ved at slippe – ihukommende opløsningstendenser i det danske folkestyre.

Folketingsformand Søren Gade har måske taget et skridt med sit forslag om færre folketingsudvalg, men det er og bliver et alt for lille skridt, nærmest et hop på stedet.

John Wagner

Meget få i Danmark vil have hørt om Liv Signe Navarsete, men i Norge er hun mere kendt end Jacob Mark og Rasmus Jarlov tilsammen i Danmark.

Kendt for både godt og skidt, for en forrygende karriere, hvor hun toppede som en af de mest populære, magtfulde partiledere og ministre i Norge.

Og en nedtur, hvor hun blev væltet af sine egne, fik konstateret posttraumatisk stressreaktion, PTSD, forlod landspolitikken, men siden kom tilbage som statsforvaltar i Vestlandet (altså en slags regionsdirektør).

Fra først til sidst i norsk politik – fra byrådet i Sogndal, fylket på Vestlandet til posterne som partileder for Senterpartiet og først samferdselsminister og siden kommunalminister i Jens Stoltenberg-regeringer – var Liv Signe Navarsete omstridt.

Respektindgydende flittig, dreven i forhandlinger og nærmest folkekær blandt sine tilhængere. Irriterende stædig blandt sine modstandere, både internt og eksternt.

Resultatsøgende, ja, men også kendt som en måske lidt for rapkæftet opkomling i det politiske Oslo-miljø, som altid har set skævt til distriktspolitikerne fra Vestlandet.

Måske ikke ulig, hvad der til tider kan skrives om danske ”provinspolitikere” og Christiansborg-miljøet.

Når jeg har svært ved at slippe bogen om Liv Signe Navarsete – også set i forhold til mange danske politikeres ofte blankpolerede erindringer – skyldes det hendes hudløst ærlige beskrivelser:

Af opvæksten ved Sognefjorden, et tidligt ægteskab med sin 11 år ældre, første ægtemand, som dør tidligt, hvorefter hun er alene med to døtre, indgangen i lokalpolitik, overgangen til landspolitik, et nyt lykkeligt ægteskab, men til gengæld et til tider dysfunktionelt regeringssamarbejde mellem Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti.

Kender vi også det?

Og så den store nedtur, hvor hun bliver både svigtet og underløbet af sine egne, udsat for krænkende opførsel af fremtrædende partifæller og en mediestorm – omhandlende alt fra påstande om nedladende opførsel over for kritikere til modtagelse af gaver i forbindelse med søsætningen af en ny klimavenlig fjordfærge til Vestlandet.

Læs også

Liv Signe Navarsete er ikke blind for egne fejl. Heller ikke selvhævdende i forhold til at opnå det, som for hende er det vigtigste af alt – bortset fra døtrene – nemlig reelle resultater i overensstemmelse med Senterpartiets distriktspolitik.

Med andre ord: Flere penge til veje og tunneller i Vestlandet, udflytning af statsinstitutioner fra Oslo, fastholdelse af uddannelser og sygehuse i de små samfund og ligeværdighede mellem nynorsk, som tales i Vestlandet, og bokmål, som er det mest brugte i Oslo (og mere ligner dansk).

Tiden er inde til, at tilbageblevne politikere lytter til tidligere kolleger som Liv Signe Navarsete, Jacob Mark, Rasmus Jarlov med flere og bruger deres refleksioner konstruktivt til en modernisering af det politiske arbejde.

Folketingsformand Søren Gade har måske taget et skridt med sit forslag om færre folketingsudvalg, men det er og bliver et alt for lille skridt, nærmest et hop på stedet.

Grundloven sætter sine begrænsninger for forandringer – og glem al snak om en grundlovsændring. Den kan vi ikke vente på.

John Wagner

Der skal meget mere til, og uden for Folketinget sidder tidligere medlemmer som Pernille Skipper, snart Jacob Mark, Pernille Black Hansen, Sofie Carsten Nielsen, Connie Hedegaard, Karsten Lauritsen, Kristian Thulesen Dahl og flere til, som kan bidrage med forklaringer på, hvorfor de forholdsvis tidligt i den politiske karriere stod af og foretrak andre udfordringer end dem, der burde være de fornemmeste af alle, nemlig indsatsen i folkestyrets tjeneste.

Grundloven sætter sine begrænsninger for forandringer – og glem al snak om en grundlovsændring. Den kan vi ikke vente på.

Men Folketingets arbejdsform, partigruppernes funktionalitet med både gruppens sekretariat og partiorganisation på Christiansborg, forholdet mellem regering og folketing og – det kommer vi heller ikke uden om – anvendelsen af de sociale medier, samarbejde og det modsatte med pressen må til diskussion.

Gerne i et hurtigt arbejdende udvalg af de forhenværende politikere – før der bliver endnu flere!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppeformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

Rasmus Jarlov

MF (K), formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

Jacob Bundsgaard

Afgående borgmester (S), Aarhus Kommune (6/11-24), fhv. næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024