Det er de onde mod de onde. Ny bog om FE-sagen rejser vigtige spørgsmål om staten

Begge episoder rejser et meget centralt spørgsmål, nemlig om det egentlig var kilderne eller journalisten, der blev overvåget?

PET har forsikret, at man ikke aflytter journalister, men selv hvis det er sandt, er det værd at diskutere, om staten bør anvende sine magtmidler til at intimidere kilder, der taler med pressen.

Hensynet til statens hemmeligheder må selvfølgelig veje tungt, men der går en hårfin grænse mellem at beskytte hemmeligheder og undertrykkelse af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Set fra samfundets side er den måske alvorligste konsekvens af FE-sagen, at en hel generation af hæderlige og dygtige embedsfolk knap tør kommunikere med journalister.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Set fra samfundets side er det måske den alvorligste konsekvens af FE-sagen, at en hel generation af hæderlige og dygtige embedsfolk knap tør kommunikere med journalister, og da slet ikke på skrift – heller ikke om helt banale emner.

Den kilde, der blev anholdt efter et møde med Hans Davidsen-Nielsen i 2021, er en af de hidtil ukendte hovedpersoner i FE-sagen, hvis skæbne har stået i skyggen af de spektakulære sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

Det er en stor kvalitet ved 'De aflyttede', at den nøgternt beskriver, hvordan sagen er oplevet af folk langt nede i systemet, der på forskellig måde er kommet i klemme – og som for de flestes vedkommende ikke blev dømt for at have gjort noget ulovligt.

Jo hårdere systemet går til værks, jo mere afgørende er det, at retsvæsenet udfylder sin rolle som garant for, at borgeren – herunder den borger, der er embedsmand – ikke udsættes for ulovlige overgreb fra statsmagtens side.

Sagen begynder langt fra Christiansborg

Hans Davidsen-Nielsen beskriver, hvordan PET i sagen mod Lars Findsen fik ikke mindre end 297 kendelser i byretten om overvågning af Lars Findsen. Det besynderlige er, at ikke en eneste af dem blev kæret til landsretten.

Hvorfor er der ikke en advokat, der efter fire måneders aflytning forsøger at anfægte den fortsatte totalovervågning og -aflytning af en tidligere topembedsmand?

Det er er af de meget vigtige spørgsmål, bogen stiller, og som bør føre til et eftersyn af praksis omkring beskikkede advokater.

Findsen – offer eller skurk?

En af de – i mine øjne – besynderlige ting ved FE-sagen er, at den detroniserede FE-chef, Lars Findsen, af mange udelukkende betragtes som et offer i sagen, og ikke som den magtspiller, han uomtvisteligt også er.

Tilsvarende kan man i pressens dækning godt få det indtryk, at FE-sagen starter og slutter på Christiansborg. At den aldrig var opstået, hvis det ikke var for Trine Bramsen, Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.

Bogen bidrager med den vigtige kontekst, at sagen faktisk begynder for snart ti år siden langt væk fra Christiansborg. Den begynder med noget nær kaotiske tilstande i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor en skeptisk ansat – den såkaldte whistleblower – er så kritisk overfor det såkaldte kabelsamarbejde, at han til sidst begynder at foretage skjulte lydoptagelser af sine kolleger.

FE var med forfatterens ord "et spionvæsen, hvor intrigerne trivedes, hvor de forskellige afdelinger bagtalte hinanden og ledelsen, og hvor whistlebloweren med vekslende held forsøgte at dreje samtalerne ind på kabelsamarbejdet med NSA og forholdet til det uafhængige kontrolorgan. Særligt under Lars Findsens ledelse fra 2015 var der så højlydte skænderier på chefgangen, at medarbejdere i spøg døbte direktionen 'Game of Thrones' med henvisning til tv-serien om middelalderlige magtkampe i en fantasiverden."

Det er en svaghed ved denne og flere andre gennemgange af FE-sagen, at de politiske overvejelser er så dårligt belyst.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Bogen beskriver, hvordan regeringen på et tidspunkt beslutter at fjerne Lars Findsen for at skabe ro om tjenesten.

Den beskriver også, hvordan tillidsfolkene i FE advarer mod fyringen, men den glemmer at tilføje, at det var Lars Findsen selv, der havde informeret tillidsfolkene om den forestående fyring og på den måde faktisk anstiftede et oprør mod den minister, han skulle betjene.

Det nævnes heller ikke, at flere af tillidsfolkene trak deres klage tilbage, da de blev oplyst om sagens rette sammenhæng.

Det er en af de få mangler i en bog, der ellers bestræber sig på at belyse sagen fra flere sider og loyalt gengive de forskellige synsvinkler, hvorfra sagen kan betragtes.

De politiske overvejelser er dårligt belyst

I bogens sidste del bliver det temmelig tydeligt, hvor forfatterens egen sympati ligger.

Hans Davidsen-Nielsen vender igen og igen tilbage til formodningen om, at sagens centrale beslutninger må være truffet i Statsministeriet – og til tesen om, at meget skade kunne være undgået, hvis sagen var blevet dysset ned bag lukkede døre af hensyn til rigets sikkerhed og bevarelse af statens største hemmeligheder.

Samtidig lægger forfatteren ikke skjul på, at han lige som Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen er skeptisk overfor den kommissionsundersøgelse, der er nedsat. Problemet med den er angiveligt, at den ikke skal afdække fejl og forsømmelser, men kun om der er foretaget noget ulovligt.

"Intet tyder på, at der er truffet ulovlige beslutninger ved hverken hjemsendelsen af FE-ledelsen eller ved efterforskningen og retsforfølgelsen af Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen ud over muligvis omtalen af spionchefens mest intime liv til partiledere", som det hedder i bogen.

Det er lidt paradoksalt, at man på den ene side ønsker sig, at hele sagen var blevet lukket ved en politisk studehandel uden om hele det juridiske system – men at man samtidig drømmer om en kommissionsundersøgelse, der netop skal gå ind og vurdere, om der er blevet begået politiske fejlvurderinger undervejs.

Man kan nok spørge, om det ud fra et demokratisk synspunkt er klogt at lade tre landsdommere foretage den slags politiske vurderinger – eller om det netop er sundt, at man lader dommerne vurdere ulovligheder og lader de folkevalgte foretage de politiske vurderinger.

Når det er sagt, så er det en svaghed ved denne og flere andre gennemgange af FE-sagen, at de politiske overvejelser er så dårligt belyst. Det kan man dog ikke bebrejde forfatteren, men derimod de politikere og andre centrale kilder, der fortsat ikke vil bidrage til at oplyse forløbet.

Måske stillede politikerne sig bedre ved at spille med lidt mere åbne kort.

Realiteten er, at de stod med en sag, der bestemt ikke var nem at håndtere.

Spørgsmålene trænger sig på

Situationen i Forsvarets Efterretningstjeneste var som nævnt kaotisk, og tjenesten var ledet af en embedsmand med tiltagende storhedsvanvid og ulyst til at følge politiske ordrer.

Bogen tænder et lys i de rum, som mange ønsker at mørklægge.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Samtidig blev der lækket dybt fortrolige oplysninger i flere kontroversielle sager – og nogle af de mest detaljerede artikler i dagbladene var ovenikøbet skrevet af en journalist, der var privat ven med chefen for FE. Og pludselig lå der en omfattende rapport fra det uvildige tilsyn med efterretningstjenesterne, der advarede om en ulovlighedskultur i tjenesten.

Tanken om, at en regering blot skulle feje den slags problemer ind under gulvtæppet, forekommer måske en kende naivt.

Det ville klæde de centrale beslutningstagere, hvis de sørgede for at belyse sagen, som den så ud fra deres perspektiv.

For selv om bogens pointer både kan og skal diskuteres, ændrer det ikke ved, at en række vigtige spørgsmål fortsat trænger sig på. Det gælder behandlingen af hovedpersonerne, både Lars Findsen og de mere ukendte aktører, men det gælder i høj grad også det meget centrale spørgsmål om den frygtkultur, som hele FE-sagen har skabt blandt både embedsfolk og journalister.

Bogen 'De aflyttede' tænder et lys i de rum, som mange ønsker at mørklægge.

Det er netop pressens rolle, og vi bør alle være taknemmelige for, at en kapacitet som Hans Davidsen-Nielsen fortsætter med at udfylde rollen, selv om han de senere år netop selv har været en af dem, hvis møder og samtaler er blevet overvåget, fotograferet og aflyttet.