6 A'er: Topadvokat René Offersen skildrer tidens største retssager med en tiltrængt kritik af mediernes dækning

René Offersens hæderlige person skinner også igennem i hans tilgang til sine klienter.

Han kæmper for dem, som var han deres sværd, og det går hverken uinteressant eller ubemærket hen, når han beskriver Peter Brixtofte som et helt menneske, frem for blot Brixtofte som kriminel.

Offersens metaforiske ekvilibrisme er et fremragende værktøj til underholdende læsning.

Nima Zamani
Kommentarskribent

Dette gør sig også gældende i hans repræsentation for Inger Støjberg.

Ved deres første møde gør han klart over for hende, at hun, inden sin beslutning om, hvorvidt hun ønsker ham som advokat, skal vide, at han er og har været politisk uenig med hende.

Men samtidig forsikrer han hende om, at hvis hun vælger ham, vil han være sin advokatgerning trofast ved at arbejde dag og nat for en retfærdig rettergang.

Denne tilgang viser Offersens integritet og dedikation over for sine klienter, uanset deres politiske tilhørsforhold eller uretmæssigheder, de måtte have begået. Han formår altså at adskille sine personlige holdninger fra sit professionelle ansvar som advokat.

Læseren er med hele vejen

Bogen er skrevet i samarbejde med David Trads, og sammen formår de at proportionere indholdet på en måde, der fastholder læserens interesse.

Nuvel er det - for at forstå René Offersens virke som topadvokat og ideolog, herunder retssikkerhedens vogter – nødvendigt med en form for forhistorie om hans opvækst, tiden som jurastuderende samt de første år som nyuddannet i advokatbranchen.

Men denne del fylder akkurat nok til, at man som læser ikke når at blive utålmodig, før han for alvor tager hul på de største og mest kendte sager, han som advokat, herunder forsvarsadvokat, har stået i spidsen for.

Derudover er det nærliggende at formode, at David Trads, der som bekendt er fortaler for MeToo-bevægelsen, har haft en finger med i spillet, når Offersen prioriterer spalteplads til problematikken, at advokatbranchen gennem det meste af hans karriere har været særligt afvisende over for kvinder.

Han lægger endda hovedet på blokken ved at beskrive, hvordan han som ung advokat erfarede, at mere magtfulde mænd ytrede sig nedladende om kvinder i branchen, hvortil han ikke vidste bedre eller i øvrigt ikke var i en position til at kunne gøre andet end at smile skævt til det overhørte.

Beslutningen om at skrive bogen i samarbejde med David Trads kan med andre ord antages at være medvirkende til, at fingeren er på pulsen.

Nye perspektiver på kendte mediesager

René Offersen bidrager med sine erindringer fra flere mediekendte sager med et nødvendigt og tiltrængt budskab om mediernes ansvar i dækningen af retssager.

Medierne kan bidrage negativt ved at gøre alvorlige sager som rigsretssagen til fredagsunderholdning.

Dette eksemplificeres med en erindring fra Inger Støjbergs møde med journalisterne, umiddelbart efter hun blev kendt skyldig.

Offersens historie er en kraftfuld påmindelse.

Nima Zamani
Kommentarskribent

Her spurgte en journalist fordummende, hvilken farve hendes fodlænke skulle have.

Modsat kan medierne også bidrage positivt i alvorlige sager, hvilket eksemplificeres med erindringer fra FE-sagen, hvor seriøs graverjournalistik havde indflydelse på den helt rimelige konklusion, at alle tiltaler mod Claus Hjort og Lars Findsen blev droppet.

Offersen selv kalder hele miseren omkring FE-sagen for "et ubehageligt indblik i, hvordan det må være at bo i et autoritært samfund", og videre en sag, som "endte med at falde sammen som en ostesoufflé".

Hertil skal det i øvrigt noteres, at Offersens metaforiske ekvilibrisme er et fremragende værktøj til underholdende læsning – uden at der gås på kompromis med seriøsiteten.

Juridisk jargon kræver viden om systemet

Blandt negativerne skal det nævnes, at 'Den Uventede Advokat' til tider kan virke mindre tilgængelig for læsere uden juridisk baggrund. Tekniske detaljer og juridisk jargon kan for nogle læsere være en barriere og kræve en vis forståelse af retssystemet.

Særligt mærkes dette knap halvvejs i bogen, i forbindelse med voldgiftssagerne, hvor sproget pludseligt skifter markant og tenderer til en lærebog fra jurastudiet. Men en bog skal - efter min mening som anmelder – hovedsageligt vurderes ud fra dens deklarerede målgruppe.

'Den Uventede Advokat' kan til tider virke mindre tilgængelig for læsere uden juridisk baggrund.

Nima Zamani
Kommentarskribent

I dette tilfælde er den deklarerede målgruppe "enhver med samfundsmæssig interesse og nysgerrighed over for retsvæsenet".

Således må dette siges at være et kritikpunkt i den lettere ende.

Offersens historie er en kraftfuld påmindelse om, at ambition, hårdt arbejde og vedholdenhed kan overvinde selv de mest udfordrende omstændigheder.

Refleksionsniveauet er højt, væsentlige samfundsproblemer skildres med forfriskende og vigtige vinkler, og samtidig er der plads til både selvironi og selvkritik i beretningen om en så glorværdig karriere, at de fleste – måske endda retfærdigvis – ville forfalde til en eller anden form for arrogance.

Det ligger tydeligvis til René Offersens natur, at stræben efter perfektion har været årsagen til, at han har opnået status som en uundgåelig aktør for demokratiet og dermed retsstaten, Danmark.

Denne perfektion går igen i 'Den Uventede Advokat', hvorfor det uden større tvivl skal belønnes med seks ud af seks A'er.