KORA-bestyrelse overlever fusion med SFI
FORSKNING: Det bliver bestyrelsen for KORA, som skal stå bag det nye forskningscenter, der skabes ved fusionen mellem KORA og SFI. Kendt økonomiprofessor bliver dermed formand for landets tungeste forskningsinstitution på velfærdsområdet.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Journalist - sundhedspolitisk analytikerKim Rosenkilde
RedaktørKORA’s bestyrelse skal lede det forskningscenter, som opstår ved fusionen mellem forskningsinstitutionerne KORA og SFI. Det står klart, efter regeringen, LA, K og DF i forbindelse med finanslovsaftalen for 2017 er blevet enige om, at de to forskningsinstitutioner skal fusioneres.
Fra fusionen blev kendt, har der været spænding om, hvem der skal have bestyrelsesansvaret for den nye forskningsinstitution, der formentlig bliver landets mest indflydelsesrige af sin slags på velfærdsområdet.
I en mail til Altinget oplyser Social- og Indenrigsministeriet, at der lægges op til, at: ”KORAs bestyrelse vil fungere som den fortsættende for de fusionerede institutioner.”
Valget af bestyrelsesform er interessant, fordi SFI’s bestyrelse er udpeget af social- og indenrigsministeren.
Det er det formelt set også hos KORA. Men det sker efter indstilling fra henholdsvis Danske Regioner og KL samt videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner samt medarbejderne.
KL er positive
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Danske Regioner omkring den valgte bestyrelsesform, men hos KL er man positiv over for fusionen.
”Vi tror på, at det kan give et solidt fagligt grundlag for det fremtidige arbejde, og vi er tilfredse med bestyrelseskonstruktionen," siger Kristian Wendelboe, der er administrerende direktør i KL.
Det er i dag økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet, som er formand for KORA. Hun bliver formand for centeret med navnet Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Stillingen som direktør for det nye center bliver slået op. Dermed er det ikke afklaret, om KORA’s og SFI’s nuværende direktører, Mikael Bech og Agi Csonka, eventuelt bliver ledere af det nye center.
Oprettelsen af det nye center kræver en lovændring, som skal vedtages i det nuværende Folketingsår.
KORA's bestyrelse
- Professor Nina Smith (formand), Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
- Direktør Kristian Heunicke (næstformand), KL
- Afdelingschef Rikke Margrethe Friis (næstformand), Danske Regioner
- Afdelingschef Martin Ulrik Jensen, Social- og Indenrigsministeriet
- Afdelingschef Søren Hartmann Hede, Finansministeriet
- Afdelingschef Dorthe Eberhardt Søndergaard, Sundheds- og Ældreministeriet
- Professor Jens Blom-Hansen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
- Institutleder Lotte Jensen, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS
- Professor Jan Erik Askildsen, Institutt for Økonomi, Universitetet i Bergen
- Projektchef Christina Holm-Petersen (medarbejderrepræsentant), KORA
Bestyrelsen i SFI:
- Professor Peter Nannestad, Institut for statskundskab, Aarhus Universitet (formand)
- Professor Bo Sandemann Rasmussen, Institut for økonomi, Aarhus Universitet
- Professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
- Direktør Kåre Hagen, NOVA, Norge
- Direktør for Voksen og Sundhed Karin Julie Holland, Horsens Kommune
- Professor Torben M. Andersen, Institut for økonomi, Aarhus Universitet
- Senior Vice President, Mette Vestergaard, LEO Pharma
- Seniorforsker Anika Liversage (medarbejdervalgt), SFI
- Seniorforsker Steen Bengtsson (medarbejdervalgt), SFI
- Afdelingschef Martin Ulrik Jensen (tilforordnet), Social- og Indenrigsministeriet
- Afdelingschef Jakob Jensen (tilforordnet), Beskæftigelsesministeriet