Kroatien optages i Schengen – Bulgarien og Rumænien får lang næse
Schengen-zonen er nu blevet udvidet med Kroatien. Det har EU-landene besluttet på et møde torsdag. Bulgarien og Rumænien måtte dog skyde en hvid pil efter ønsket om at blive optaget i grænsesamarbejdet.
![EU-kommissær Ylva Johansson er glad for, at Schengen-området udvides, men ærgrer sig over, at EU-landene ikke kunne blive enige om at optage Bulgarien og Rumænien i grænsesamarbejdet.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/264552/104311.jpg)
![Peter Ingemann Nielsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/5388-peter-ingemann-nielsen-2-48.jpg)
Peter Ingemann Nielsen
JournalistFra 2023 kan Kroatien kalde sig Schengen-land.
Det er samtlige af EU-landenes indenrigsministre torsdag blevet enige om.
Det betyder, at Kroatien tilslutter sig den zone, hvori EU-borgere kan bevæge sig frit uden at skulle tænke på hverken pas eller grænsekontrol.
Også Bulgarien og Rumænien havde håbet på en optagelse i Schengen-zonen, men de to østeuropæiske lande måtte gå skuffet fra ministerrådsmødet i Bruxelles.
På grund af modstand fra Østrig og til dels Holland var der nemlig ikke enighed om at imødekomme Bulgariens og Rumæniens ønsker, og beslutningen om at optage nye lande i Schengen-zonen kræver nemlig opbakning fra samtlige medlemslande.
Fire EU-stater er ikke med i Schengen
Beslutningen ærgrer EU’s kommissær for indenrigsanliggender, svenske Ylva Johansson, som efter mødet sagde, at de to lande efter hendes mening ”opfylder alle krav”, og at det derfor i hendes øjne var en ”skuffelsens dag”.
"De har ventet længe. Borgerne i Bulgarien og Rumænien fortjener fuldt ud at være at være en del af Schengen-området," sagde hun efter mødet.
Østrigs modstand mod de to østeuropæiske landes ansøgninger bunder ifølge mediet Euronews i en frygt for ny tilstrømning af uregistrerede migranter.
Efter Kroatiens optagelse består Schengen nu af 27 lande, hvoraf 23 af disse er EU-medlemslande. De fire ikke-EU-lande er Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.
I EU er det nu kun Bulgarien, Rumænien, Irland og Cypern, der ikke er medlem af Schengen.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/19521/ylva-johansson-.jpg)