Her er fire områder, som statsministeren burde have nævnt, da hun talte om socialpolitik og civilsamfund

Det er en tale fra en magtposition i en flertalsregering. Og selv om ikke alle problemer for socialt udsatte er samfundsskabte, må sociale problemer jo også analyseres i forhold til den politik, Folketinget og skiftende regeringer har ført.

Og Mette Frederiksen har som bekendt været med rigtigt længe.  

Her derfor blot fire forhold vedrørende socialpolitikken og civilsamfundet, som ikke blev nævnt i Mette Frederiksens tale. Men som er helt afgørende for at finde bæredygtige løsninger. 

Civilsamfundet er ikke blot ramt af regler og systemer. Fra Dansk Erhverv til Frivilligrådet og Civilsamfundets Brancheforening er man enige, om at civilsamfundet i Danmark lider under uklar og fragmenteret statslig finansiering.

Det er på trods af, at organisationerne udfører en masser samfundsopgaver billigt og effektivt.

I årevis har man lovet en ny statslig model for grundfinansiering, og her i efteråret skal der forhandles igen.

Men gang på gang er organisationerne blevet skuffet, og samtidig har de set beskæringer i finansieringen af centrale organisationer som eksempelvis Center for Frivilligt Socialt Arbejde og Frivilligrådet.  

Man kan mene, at civilsamfundets finansiering er en detalje i forhold til Mette Frederiksens store ord.

Men sagen er jo, at civilsamfundets organisationer på det sociale område gennem de sidste mange år har fået større og større opgaver, fordi uligheden i det danske samfund er steget. Og fordi mange socialt udsatte har et stadig mere håbløst økonomisk liv.

Civilsamfundets organisationer på det sociale område har gennem de sidste mange år fået større og større opgaver.

Knud Vilby

Det handler ikke kun om, at organisationerne har langt flere ansøgninger om jule- og feriehjælp. Det handler også om dag-til-dag-økonomien for de socialt udsatte i alle årets måneder.  

I Mette Frederiksens tale lød det næsten som om, social udsathed alene handler om hjemløse og misbrugere. Og derfor kunne hun sige, at langt de fleste særligt socialt udsatte er mænd.  

Men uden at ty til statistik vil jeg hævde, at den største gruppe af socialt udsatte i Danmark er elendigt stillede familier.

Som oftest familier med enlige mødre – mange med forskellige fysiske eller psykiske diagnoser, som hindrer dem i at arbejde. 

I årevis har man med en lang række regler gjort økonomien dårligere for mennesker på overførselsindkomster.

Der har været en række konkrete reduktioner, og derudover er der en generel regel, om at overførselsindkomster reguleres procentvis dårligere end lønninger.

Det er en mekanisme, der udgør et selvstændigt bidrag til den voksende ulighed i Danmark. Og den låser en lang række familier i en umulig situation. 

Ofte er det som nævnt enlige forældre med en eller flere diagnoser, der rammes. Ofte har børnene også diagnoser. Og man kan som lægmand have en forfærdelig mistanke, om at en mors problemer på den måde overføres socialt til børnene. 

Politikernes mantra, om at "det skal kunne betale sig at arbejde", har medført, at man har straffet dem, der ikke er i stand til at arbejde. Og det har ramt socialt udsatte med socialt udsatte børn.  

Det er børn, der ofte får et dårligere liv, end vi kan være bekendt. Deres forældre tyr til civilsamfundet, når stat og kommuner svigter. Organisationer med en usikker økonomi skal klare langt mere end tidligere. 

Det store fokus på beskæftigelse og arbejdsudbud har ført til, at socialpolitikken systematisk er blevet nedprioriteret af de seneste mange års regeringer.

Hvor socialpolitik tidligere var et centralt politikområde ikke mindst for Socialdemokratiet, har vi i årtier set, at området har fået fjernet politisk faglighed og indflydelse.

Mange områder er blevet overflyttet til beskæftigelsesområdet netop ud fra en tankegang, om at det rigtige for alle mennesker er at få et arbejde.

Men i den proces er socialpolitisk tænkning og ideudvikling blevet svigtet – også af Socialdemokratiet. Men også i ganske høj grad af Mette Frederiksen som ansvarlig politisk leder. 

Civilsamfundets politiske indflydelse er også reduceret i de politiske processer. Det er fint med Mette Frederiksens erkendelse af, at regler og systemer kan spænde ben, og det er rigtigt.

Men strømlinede indsatser og politisk topstyring har også betydet, at dialogen og civilsamfundets indflydelse på politikudviklingen er svækket.

Når jeg ser på de socialt dårligt stilledes vilkår i Danmark, så fortæller disse vilkår, som Mette Frederiksen siger, rigtig meget om det danske samfund. Og det er ikke positivt. 

Fortællingen er ikke, at alt var bedre i gamle dage, men at socialpolitikken tidligere stod langt stærkere. Og at civilsamfundet i højere grad blev inddraget som en aktiv og innovativ aktør i politikplanlægningen.

Fortællingen er også, at man har svigtet en stor gruppe mennesker. 

Der er nok at komme efter. Forhåbentlig var Mette Frederiksens tale ikke bare en tale.