2 A'er: Ny bog om Danmarks kvindelige ministre drukner i enkeltsager og skandaler

I april 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang. Forfatterne Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Bille fejrer jubilæet ved at udgive bogen 'Alle Danmarks kvindelige ministre' på Gyldendal.

Udgivelsen er en rigtig god idé. Forventningerne skærpes med forlagets løfte om, at bogen giver "et nyt og enestående indblik i dansk politik de seneste 100 år".

Noget nyt og enestående, finder man imidlertid ikke. Bogens styrke er så afgjort, at fortællinger om samtlige 84 ministre er samlet.

Den beskedne plads til den enkelte fortælling, ofte halvanden side eller mindre, fordrer at væsentlighedskriteriet vægtes højest. Sådan er det ikke, og forfatterne lover alene historier "om forlig og lovforslag, om problemer og skandaler, udnævnelser og afskedigelser". Enkeltsager og skandaler står i kø i et omfang, at det daglige slid og vigtige milepæle drukner eller slet ikke nævnes.

For hver ministerhistorie er der en oversigt over de benyttede kilder, der mest udgøres af ministrenes egne fortællinger og gamle, kendte mediehistorier. Faktisk henvises der ofte til, at de såkaldt faktuelle oplysninger er hentet fra medierne, som om medierne udtrykker den højeste sandhed.

Kvinder får de laveste poster

Jeg læser forfatternes indledning, som en berettiget understregning af, hvor langsomt det er gået med ligestillingen.

De radikale og de konservative udnævnte ikke kvindelige ministre før i 1980'erne. Interessant er en oversigt bagerst i bogen, der viser hvilke ministerposter, der tildeles kvinderne.

Især ældre læsere vil hygge sig med de mange fortællinger, selvom skandaler og nederlag efter min smag fylder for meget.

Birthe Rønn Hornbech
Fhv. integrations- og kirkeminister (V)

Det er ikke uventet de ministerposter, der typisk i politisk anseelse rangerer lavest, nemlig social- kirke- kultur- og undervisningsområderne.

Men for egen regning tilføjer jeg, at den politiske rangorden er omvendt proportional med, hvad der er væsentligt i tilværelsen.

Forfatterne kritiserer, hvordan medier helt op til vore dage har omtalt kvindelige ministre på nedladende og forhånende måde. Det udløser spørgsmålet, om forfatterne i deres prioritering af skandaler og konflikter ikke selv bære ved til bålet.

Den første kvindelige minister, Nina Bang, som vi ynder at nævne som den første kvindelige minister i hele den demokratiske verden, afbildes i bogen med et fast greb om kaffekanden, som om hun lige har serveret for de øvrige – mandlige ministre.

Selve fortællingen om Nina Bang er et overflødighedshorn af uvæsentlige detaljer fra en i forestilling i Det Kongelige Teater.

Både blomsternes farver, repertoire, gæster og ordener optager pladsen for at nå frem til den kendte episode, da Nina Bang trækker en ministerkollega i frakkeskøderne for at forhindre ham i at rejse sig, da kongesangen afsynges af publikum.

Når dertil føjes nogle linjer om offentlig utilfredshed med Nina Bangs udnævnelse af en ateist som leder af Danmarks Lærerhøjskole og indførelse af faget seksualhygiejne som obligatorisk fag på samme institution, er der kun plads til i forbifarten at nævne Nina Bangs tanker om en mere rummelig skole. Det er mildest talt ikke retvisende for hendes virke og betydning for eftertidens kvinder.

Skandaler skygger for politisk evne 

Det er, som om Nina Bang slet ikke har efterladt sig spor. Men hun var en pioner, og utrolig forudseende.

Således gengav Kristeligt Dagblad på hundredeårsdagen for Nina Bangs udnævnelse, afdøde Ritt Bjerregaard, der har citeret Nina Bang fra en tale i Landstinget: "Hele den opvoksende Slægt skal opdrages og uddannes efter hver enkelts Evne og ønske, uden Hensyn til Forældrenes Formue, Stand eller Trosbekendelse". Så langt er vi stadig ikke nået.

Ritt Bjerregaard, der efter min mening selv er en af de mest markante politiske modstandere, også i en periode i vores fælles valgkreds, får i bogen ikke mere retfærdig behandling end Nina Bang. Hele affæren om de dyre hotelretninger fra Paris fylder for meget.

Ritt Bjerregaard var i mange år en politisk modstander, der ikke var til at komme uden om. Hun gennemførte folkeskolelov 1975 og lov om de erhvervsfaglige grunduddannelser 1977. Hun igangsatte projekt 'U90', en samlet uddannelsesplan med det formål at skabe lighed i samfundet, med en 12-årig enhedsskole.