2 A’er: Stoklunds nye bog er ikke bare fuld af fejl, den underminerer også det internationale retssystem

For eksempel må han tilbage til 2001 for at finde eksempler på gruppevoldtægter begået af udlændinge i Danmark. Misforstå mig ikke: Enhver voldtægt er en frygtelig forbrydelse, men hvor er forargelsen over de anslåede 15.000 kvinder, der hvert år udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg i Danmark? Spiller forbryderens etnicitet en rolle?

Stoklund forklarer, at hvis Domstolen holdt sig til “snævert at gribe ind over for alvorlige krænkelser af den menneskelige værdighed, som ethvert menneske har ret til,” ville der ikke være grund til kritik. Men hvem bestemmer, hvad der udgør alvorlige krænkelser? Hvis det ikke er dommerne, hvem er det så?

Stoklund besvarer aldrig dette spørgsmål, men mellem linjerne fornemmer man, at han mener, at det burde være de folkevalgte.

Den danske ”værdiboble”

Generelt afspejler bogen en demokratiforståelse, som er særegen for Danmark.

Professor Marlene Wind kalder det en “værdiboble” og forklarer, at man i andre europæiske lande efter Anden Verdenskrig sørgede for at adskille parlamenterne fra den udøvende og dømmende magt. Det skete ikke i Danmark, hvor demokrati som flertalsstyre i stedet blev “sakrosankt.”

Professor Wind nævnes ikke i bogen, ligesom andre, der har forsøgt at nuancere kritikken af Domstolen, heller ikke kommer til orde. I stedet citeres kritikerne igen og igen, hvilket gør diskussionen ensidig.

Stoklunds forslag underminerer hele det internationale retssystem. For hvis Danmark kan vælge og vrage, hvilke domme det vil følge, hvorfor skulle andre lande så ikke gøre det samme?

Jacques Hartmann
Professor i international jura, University of Dundee

Stoklunds særegne demokratiforståelse er mest tydelig i hans kritik af Robert Spano, tidligere præsident for Domstolen. Spano har udtalt, at “Menneskerettighedsdomstolen per definition skal indføre begrænsninger for flertallets synspunkt.”

Stoklund fortolker dette, som om “flertallet som udgangspunkt må forventes at handle på en måde, der krænker mindretallet.” Han betegner det som en “underlødig påstand,” idet han påpeger, at det er “usandt, at et flertal i Danmark ønsker, at individer krænkes.”

Det har Stoklund naturligvis ret i, men han misforstår samtidig udtalelsen. De fleste menneskerettighedsovertrædelser sker ikke, fordi et flertal ønsker det, men snarere på grund af fejl eller forsømmelser.

Dette kan bedst illustreres med et eksempel: I 2020 fandt Menneskerettighedsdomstolen, at Danmark havde overtrådt forbuddet mod umenneskelig behandling, ved at bæltefiksering blev brugt på en patient i næsten 23 timer. Overtrædelsen skete ikke, fordi Folketinget havde ønsket at krænke psykiatripatienters rettigheder, men fordi staten ikke kunne forklare, hvorfor fikseringen i så lang tid var nødvendig.

Dommen blev fulgt af en afgørelse fra den danske Højesteret, som i 2021 fastslog, at bæltefiksering i 281 dage var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen.

Disse sager er eksempler på, at også Danmark kan overtræde menneskerettigheder. Det skete, selvom der havde været fokus på at reducere brugen af tvang på psykiatriske institutioner siden 2014.

Det er derfor måske ikke så paradoksalt, som Stoklund skriver, at “Domstolen bruger kræfter og energi på de lande, der er kendetegnet ved at være demokratiske retsstater, og som ikke har tradition for at krænke borgernes menneskerettigheder, eksempelvis Danmark.”

Underminerer det internationale retssystem

Stoklund foreslår, at Danmark kan “undlade at efterkomme domfældelser ved Domstolen, som findes illegitime.” Han bemærker samtidig, at konsekvenserne “ved ikke at følge afgørelser ved Domstolen må generelt siges at være meget begrænsede.”

Det kan være korrekt for staten, men det er ikke korrekt for den person, der blev bundet til en seng i 281 dage.

Stoklunds forslag underminerer desuden hele det internationale retssystem. For hvis Danmark kan vælge og vrage, hvilke domme det vil følge, hvorfor skulle andre lande så ikke gøre det samme?

Og hvorfor begrænse dette "tombolasystem" til Menneskerettighedsdomstolen? Hvorfor ikke også anvende det på andre internationale domstole? Stoklund besvarer aldrig disse spørgsmål.

Danske skybriller

At Stoklund ikke forstår, at hans syn på demokrati og menneskerettigheder er unikt, kommer blandt andet til udtryk i hans undren over, at andre europæiske lande ikke har den samme kritiske diskussion af Domstolen som herhjemme.

Han bemærker, at det primært er i Storbritannien og Schweiz, at “diskussionen reelt fylder i den offentlige debat,” og tilføjer, at man fra tid til anden også hører kritiske røster i Norge og Holland.

Men på intet tidspunkt diskuterer Stoklund, om Danmarks særegne position kunne skyldes, at den danske opfattelse af demokrati er ude af trit med resten af Europa, eller om meget af kritikken er forsimplet.

Den ensidige præsentation af uigennemtænkte argumenter efterlader læseren uden den nødvendige indsigt eller forståelse for emnets kompleksitet.

Jacques Hartmann
Professor i international jura, University of Dundee

At Danmarks syn på Domstolen er ude af trit med resten af Europa blev bekræftet under formandskabet at Europarådet i 2017-18, hvor det ikke lykkedes Danmark at begrænse Domstolens uafhængighed. Det er også værd at nævne, at den nye Labour-regering i Storbritannien har erklæret, at landet “aldrig” vil forlade Menneskerettighedskonventionen.

Konsekvenserne er heller ikke overvejet

Bogens manglende diskussion af de svære spørgsmål og modvilje mod at overveje begge sider af de fremsatte argumenter er en skam.

For Stoklund har ret i, at “Danmark er et land, der vinder på globaliseringen, på internationalt samarbejde og på, at udlændinge har lyst til at komme hertil for at arbejde, investere og leve.” Han har ligeledes ret i, at “der er brug for et opgør med menneskesmuglernes usmagelige forretningsmodel…”

Som politiker er det Stoklunds ansvar at finde løsninger på disse problemer. Uden tvivl er det komplekse problemer, der kræver en dyb forståelse af svære emner. Det er derfor fristende at placere skylden på en international domstol, som ikke svarer igen.

Stoklund mener, at “tiden er inde til en konfrontation med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,” men hans argumentation peger implicit mod et opgør med hele det internationale retssystem, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig. Konsekvenserne kunne være fatale, men er end ikke overvejet.

Der er behov for en nuanceret og saglig diskussion af bogens emner. Det bør være en diskussion, der ikke blot gentager forsimplede synspunkter.

En sådan diskussion kræver mod til at udfordre eksisterende argumenter, viljen til at lytte til begge sider og evnen til at dykke ned i de komplekse problemstillinger.

Desværre lykkes dette ikke i denne bog, hvor den ensidige præsentation af uigennemtænkte argumenter efterlader læseren uden den nødvendige indsigt eller forståelse for emnets kompleksitet.