Analyse af 
Erik Holstein

Stoklunds angreb på Domstolen afspejler 25 års politisk frustration på Borgen

Menneskerettighedsdomstolens hindringer for at udvise kriminelle udlændinge har skabt en retstilstand, som et stort flertal i Folketinget er imod. Men særligt ét forhold får toppolitikerne til at tøve med et tage et frontalt opgør med domstolen i Strasbourg.

Dommerne i Strasbourg er selvbevidste herrer og damer, der ikke uden videre ændrer kurs på grund af politiske signaler
Dommerne i Strasbourg er selvbevidste herrer og damer, der ikke uden videre ændrer kurs på grund af politiske signaler
Erik Holstein

Det første slag stod for præcis 25 år siden.
Et stort flertal I Folketinget havde vedtaget, at udenlandske narkopushere konsekvent skulle udvises af Danmark, hvis de blev idømt ubetinget fængsel. 

Men i sommeren 1999 annullerede Højesteret seks ud af syv domme over narkohandlere, der i mange år havde plaget Vesterbro. Højesteret vurderede, at udvisningen ville være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det skulle viste sig kun at være starten på en konflikt mellem Folketingets flertal på den ene side og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg på den anden side, en konflikt der foreløbig har varet i et kvart århundrede.

I den sammenhæng er Rasmus Stoklunds angreb på Domstolen i Strasbourg i debatbogen "Intet over Domstolen" kun den sidste slagudveksling. Stoklund var Socialdemokratiets udlændingeordfører i sidste valgperiode og blev her opmærksom en række udvisningssager.

Danmark er ellers et af de lande, der bakker mest energisk op om menneskerettighederne og det internationale retssystem, og langt størstedelen af de danske politikeres kritik af Domstolen i Strasbourg centrerer sig om dette ene punkt: Udvisning af kriminelle udlændinge.

Stridigheder mellem danske politikere og Domstolen i Strasbourg handler næsten altid om udvisning af kriminelle.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Stridspunktet
Helt præcist er det konventionens artikel 8 om retten til familieliv - eller rettere Domstolens fortolkning af artikel 8 - der er det afgørende stridspunkt.

Artikel 8 fastslår, at "enhver har ret til respekt for sit privatliv og sit familieliv". Det er netop denne sentens, der forhindrer udvisning af en række udenlandske kriminelle, hvis de har familiemæssig tilknytning til Danmark.

Men artikel 8 fortsætter: Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret - med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro og forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andre rettigheder og friheder."

Der er altså en hel stribe af grunde til, en stat alligevel kan "gøre indgreb i retten til familieliv", herunder et samfunds pligt til at beskytte borgerne mod forbrydelse eller for at beskytte ofrenes rettigheder og friheder. 

Ordlyden i artikel 8 lægger op til en afvejning af den enkelte (kriminelles) rettigheder over for samfundets og ofrenes rettigheder, men set fra de danske politikeres synsvinkel lægger Domstolen i Strasbourg alt for meget vægt på de kriminelles rettigheder frem for at se på samfundets interesser.

Læs også

Overforsigtige domstole
Konflikten er blevet forstærket af, at de danske domstole ofte har lagt sig på den forsigtige side af konventionen og været endnu mere tilbageholdende med at udvise kriminelle end EMD i Strasbourg.

Derfor har det politiske flertal i Folketinget ad flere omgange strammet lovgivningen. Således skal kriminelle udlændinge, der får en ubetinget fængselsstraf, udvises med mindre "det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser".

Ikke desto mindre kunne den daværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, i 2017 konkludere, at danske domstole sagtens kunne udvise flere kriminelle - uden at komme i konflikt med menneskerettighederne.

Christoffersen havde undersøgt en række af de danske domme, og han var decideret rystet over, at den seriekriminelle "sigøjner-boss", Gimi Levakovic ikke var blevet udvist af Danmark.

Problemet er altså ikke kun relateret til Domstolen i Strasbourg, som Stoklund skyder på. Det har i lange perioder også været et dansk problem, om end de danske domstole fik strammet lidt op i kølvandet på Christoffersens undersøgelse. 

Få domme mod Danmark
I praksis er det meget få udvisningsdomme, der går Danmark imod ved EMD, og så sent som i foråret fik Danmark medhold ved flere domme i Strasbourg.

Men det argument bider sig selv i halen. Netop fordi de hjemlige domstole ofte selv undlader af udvise af hensyn til konventionen - og i visse tilfælde har overimplementeret - er det i sagens natur meget få danske udvisningsdomme, der ender i Strasbourg.   

Problemets omfang kan derfor ikke aflæses af, hvor mange udvisningssager Danmark taber i Strasbourg.

Læs også

Demokratisk problem
Når det gælder udvisning af kriminelle, er der opstået en retstilstand, som et stort flertal i Folketinget er imod. 
 
Det ser Stoklund som "et demokratisk problem", fordi dommere uden noget folkeligt mandat kan trumfe medlemsstaterne demokratisk vedtagne lovgivning. Et spørgsmål, som også Jonas Christoffersen, har berørt i bogen "Menneskeret - en demokratisk udfordring?"

Det er således en vigtig principiel diskussion Stoklund rejser. Spørgsmålet er bare, hvad Folketingets flertal kan gøre ved den retstilstand, man er så utilfreds med.

Folketinget kan til enhver tid ændre retspraksis hos Højesteret med en ny national lovgivning, men det er noget mere kompliceret, når man er uenig med retspraksis hos Domstolen i Strasbourg.

Det er en vigtig principiel diskussion Stoklund rejser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Urealistisk
Stoklund har selv to bud:

Allerhelst ser han, at medlemsstaterne i Europarådet vedtager en erklæring, der opfordrer EMD til at "droppe den aktivistiske linje og vende tilbage til det oprindelige formål". 

Her må man køligt konstatere, at den model næppe er realistisk. Medlemsstaterne er ikke enige - og for flere lande er det en selvstændig pointe, at EMD optræder selvstændigt uden at tage hensyn til politisk pres.

Man kan måske med god vilje se små tegn på, at Menneskerettighedsdomstolen de senere år har tilladt de enkelte lande et lidt større spillerum, men det er marginalt.

I bogen citerer Stoklund selv den daværende præsident for Domstolen, Robert Spano, for i 2021 at svare klart nej til spørgsmålet om, det er blevet lettere at udvise kriminelle udlændinge. Selvom netop dét var målet for den danske regering. 

Oprør mod Domstolen
Ud fra en vis desperation foreslår Stoklund så, at Danmark meddeler Domstolen, at vi undlader at følge visse domme. Som eksempelvis briterne gør.

Forslaget er meget kontroversielt, og Stoklund erkender selv, at det ikke er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde. Rent juridisk er det noget rod at have inkorporeret menneskerettighedskonventionen i dansk lov - og så alligevel ikke følge afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen.

I givet fald skal lovgiverne gå mere systematisk til værks. Så skal de først slå fast i den danske lovgivning, at lige når det gælder udvisning af kriminelle, skal danske domstole ikke følge EMD, men udelukkende følge dansk lov. Så der er fast rettesnor og ikke en ad hoc stillingtagen til hver enkelt dom.

Det danske omdømme
Den model vil også være kontroversiel, men næppe føre til sanktioner mod Danmark.

Det er ikke sandsynligt at Europarådet vil investere politisk kapital i et opgør med et land, der selv vil bestemme praksis for udvisning af kriminelle.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Sanktioner mod medlemslandene bruges kun i meget grove tilfælde, og det er ikke sandsynligt at Europarådet vil investere politisk kapital i et opgør med et land, der selv vil bestemme praksis for udvisning af kriminelle.

Alligevel kommer heller ikke det til at ske foreløbig, i hvert fald ikke i SVM-regeringens levetid.

Der er stor modstand i Løkkes (M) Udenrigsministerium mod alt, hvad der kan rokke ved de internationale institutioner, og Danmark har hidtil været klassens duks.

Når det kommer til stykket, vejer bekymringen for Danmarks internationale omdømme tungest.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Når det kommer til stykket, vejer bekymringen for Danmarks internationale omdømme tungest for de fleste toppolitikere.

Undtagelsen var den stramme danske udlændingelov i 2002, der vakte ramaskrig mange steder i Europa. Det valgte Fogh-regeringen at stå igennem, indtil den danske politik en dag blev mainstream.

Men ikke engang i de 14 år, hvor Dansk Folkeparti var støtteparti for borgerlige regeringer, blev der taget et opgør med de internationale konventioner eller Domstolen i Strasbourg. 

Det kommer heller ikke til at ske denne gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024