Lars Olsen: Nina Smith og co. fremprovokerer splittelsen i SVM-partiernes vælgerkorps

På rygtebørsen forlyder det, at kommissionen lægger op til det første institutionelle nybrud, siden oprettelsen af HF for over 50 år siden. Den vil åbne en helt ny to-årig ungdomsuddannelse: højere praktisk eksamen (HPX).

Den nye uddannelse skal erstatte det 10. skoleår og kombinere dele af erhvervsuddannelsernes grundforløb, HF og praktikophold. Den nye uddannelse skal – som gymnasiet – have et tiltrækkende ungdomsmiljø, men i højere grad pege frem mod erhvervsuddannelserne.

Konsekvensen er, at 10. klasse på efterskole indskrænkes, og at et år på efterskole i højere grad bliver i 8. eller 9.klasse. Og dette har allerede udløst stærk modstand.

Forslaget passer fint i den socialdemokratiske omprioritering. Efterskolerne er i stigende grad blevet et tilløbsstykke for den højere middelklasse – at ressourcerne i stedet bruges på praktisk uddannelse har en tydelig social profil.

En hel stribe partier – SF, Radikale, DF og Danmarksdemokraterne – har imidlertid allerede taget afstand. Spørgsmålet er, om Venstre gør det samme, efterskolerne har solide bånd til partiets jyske bagland.

Men uanset hvad der sker med Reformkommissionens konkrete forslag, så er bolden nu givet op til en politisk debat – om hvordan vi skaber en mere praktisk folkeskole og overgang til ungdomsuddannelserne.

De seneste måneder har ellers især haft fokus på universiteterne. Det erkendes bredt, at manglen på faglærte og professionsuddannede pædagoger, lærere m.v. er ved at udvikle sig til en regulær krise.

Moderaterne har ikke behov for et opgør med akademisering og opsvulmede universiteter – og slet ikke for at italesætte det. Helt anderledes er det med Socialdemokratiet

Lars Olsen

At styrke disse uddannelser kræver ikke kun øgede investeringer, men også omprioritering af uddannelsesmilliarderne. Der må flyttes midler – og unge – fra universiteterne og de mange år på SU på lange uddannelser.

Universiteterne oplever det med rette som et stort eksperiment, at regeringen i ét hug vil forkorte halvdelen af alle kandidatuddannelser. Meget tyder da også på, at de igangværende forhandlinger på Christiansborg fører til en ny model, hvor beskæringen omfatter færre kandidatuddannelser, mens der i højere grad dimensioneres, så optaget begrænses på "brødløse" fag.

Dette vil også frigøre midler fra universiteter og SU, som politikerne kan bruge andre steder i uddannelsesverdenen.

Socialdemokratiet er imidlertid havnet i en paradoksal situation. Indgrebet mod universiteterne sorterer under uddannelsesminister Christina Egelund fra Moderaterne, som har en anden uddannelsespolitik. Mens børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye gang på gang advarer mod "akademiseringen" af folkeskole og læreruddannelse, lyder der ganske andre toner fra ministerkollegaen:

"Jeg mener ikke, at vi samlet set som folk kan blive for dygtige, vidende eller for den sags skyld akademiske," sagde Christina Egelund for nylig til Information.

Forskellen bunder også i de to partiers vidt forskellige vælgerkorps. Moderaterne har mange storbyvælgere med længere uddannelse, de har ikke behov for et opgør med akademisering og opsvulmede universiteter – og slet ikke for at italesætte det.

Helt anderledes er det med Socialdemokratiet. En omprioritering til fordel for erhvervs- og professionsuddannelser er led i en kulturændring, der genskaber respekt for praktisk arbejde og uddannelse. Dette taler direkte ind i Socialdemokratiets kernevælgere: ufaglærte, faglærte og velfærdens frontpersonale.

Af samme grund bruger ministrene 1. maj på at fremhæve mere praktisk skole og uddannelse som regeringens mærkesag. For den nye generation i S-toppen er dette et vigtigt socialdemokratisk fingeraftryk, der skal flytte ideologiske hegnspæle.