Debat

Alternativet: Ny finansieringsmodel skal give ngo'er ro til kernearbejde

SSA-reserven bør reformeres, da den skaber usikkerhed og økonomisk ulighed. Der er i stedet behov for en langsigtet og bæredygtig finansieringsmodel, som giver ro og stabilitet for civilsamfundet, skriver Helene Liliendahl Brydensholt og Christina Olumeko.

Hvis regeringen virkelig mener, at civilsamfundet er en central samfundsaktør, bør de levere på deres egne løfter, skriver Alternativet.
Hvis regeringen virkelig mener, at civilsamfundet er en central samfundsaktør, bør de levere på deres egne løfter, skriver Alternativet.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Helene Liliendahl Brydensholt
Christina Olumeko
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er et foreningsland. Civilsamfundet har historisk været en drivkraft for forandringer – fra oplysningstiden til industrialiseringen.

I dag står vi overfor nye kriser og udfordringer som klimaforandringer, demokratiske udfordringer, lavere trivsel og sociale problemer, der kræver, at vi styrker det civilsamfund, der i mange tilfælde står klar til at afhjælpe disse problemstillinger. 

Desværre ser vi, at regeringen endnu en gang vender ryggen til civilsamfundets bidrag.

I finanslovsforslaget for 2025 foreslås der markante nedskæringer på støtte til en række afgørende organisationer og initiativer – herunder lgbt+-Danmark, Aids-Fondet, Danner samt Frivilligrådet, Frivilligjob.dk og Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

Disse organisationer bidrager ikke blot til socialt og sundhedsmæssigt arbejde, men udgør en væsentlig del af den nødvendige infrastruktur, der understøtter resten af civilsamfundet. 

Forslag til ny finansieringsmodel 

Alternativet mener, at der er behov for en langsigtet og bæredygtig finansieringsmodel, der giver ro og stabilitet for civilsamfundsorganisationerne.

Der er behov for en langsigtet og bæredygtig finansieringsmodel.

Alternativet

Regeringens nuværende model med SSA-reserven skaber usikkerhed, uforudsigelighed og økonomisk ulighed.

Det gør den blandt andet, fordi midlerne kommer fra mennesker på overførselsindkomst, som pensionister og kontanthjælpsmodtagere og tildeles gennem mere eller mindre tilfældige projektuddelinger.

En model, der fremmer økonomisk ulighed, og som hverken er bæredygtig eller fair. Derfor bør SSA-reserven reformeres.  

Vi foreslår følgende konkrete tiltag i en civilsamfundspakke: 

1. Reform af SSA-reserven

Midlerne i SSA-reserven skal komme fra en stabil kilde, og pengene bør fordeles mere strategisk med langsigtede driftsaftaler, der giver civilsamfundet mulighed for at fokusere på kernearbejdet fremfor konstant at kæmpe for økonomisk overlevelse.

Vi ønsker gennemsigtige kriterier for tildeling af støtte med klare krav til formål og opnåede resultater.

2. Langsigtede og transparente finansieringsaftaler 

Flerårige driftsaftaler vil sikre, at civilsamfundsorganisationer kan planlægge og udvikle deres arbejde uden konstant at bekymre sig om deres eksistensgrundlag.

Det giver mulighed for at fokusere på indsatser, der gør en reel forskel for mennesker, fremfor kortsigtede projekter. 

3. En koordineret og arms-længde-fordeling 

Midlerne bør fordeles på tværs af ministerier gennem større puljer med inspiration fra forskningsreserven.

Her kan arms-længde-princip sikre, at det er fagligheden og det langsigtede perspektiv, der tæller, fremfor politiske beslutninger, som kan være styret af dagsordenssætning og særinteresser. 

Læs også

4. Matching-modeller for privat finansiering 

Vi kan fremme en økonomisk bæredygtig model ved at implementere matching-modeller, hvor privat eller lokalt rejste midler matches af staten.

Det vil gøre det muligt for organisationerne at tiltrække flere ressourcer og skabe et solidt økonomisk grundlag. 

5. Regionale støtteprogrammer 

Vi foreslår at oprette regionale støtteprogrammer, der sikrer balance mellem lokal forankring og centralisering af viden og ekspertise.

Vi skal skabe et system, hvor viden om rapportering og administration deles, så de mindre organisationer kan fokusere på deres arbejde i stedet for administrative byrder. 

Læs også

Vores forslag er ikke revolutioner, men pragmatiske og praktiske løsninger, der kan skabe stabilitet og udvikling i civilsamfundet.

Hvis regeringen virkelig mener, at civilsamfundet er en central samfundsaktør, bør de levere på deres egne løfter.

Derfor har Alternativet indkaldt til en forespørgselsdebat i Folketinget. Vi vil vide, om regeringen er klar til at handle på de smukke ord, de selv har skrevet i regeringsgrundlaget. 

Alternativet er klar. Er regeringen? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helene Liliendahl Brydensholt

MF (ALT), flygtninge- og integrationsordfører

Christina Olumeko

MF (ALT)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024