Lederkriser præger Danmark, men for to antropologer er fortidens 'høvdingeledelse' svaret på vores problemer

Når der nu er 4.000 daginstitutioner eller 98 kommuner og et meget stort antal sygehuse i Danmark, og når ledelsesudfordringerne synes så store i den offentlige sektor, hvorfor vælger forfatterne ikke konkrete eksempler og analyser af mere typiske danske organisationer, virksomheder eller institutioner?

Forfatterne ender alt for ofte med at forfalde til anekdotiske fremstillinger eller mere eller mindre selvopfundne og banale modsætninger imellem yderpunkter.

Et særligt slemt eksempel er gennemgangen af magtens typer i kapitel to, hvor de vælger at bruge anekdoter fra filmselskabet Zentropa eller Donald Trump til at illustrere deres pointer.

På to punkter synes jeg, bogen svigter læserne alvorligt. Det første drejer sig om den manglende præcision og dybde i synet på det, som forfatterne kalder den angelsaksiske ledelsestradition.

Groes og Nørmark giver en række gode eksempler på den fuldstændige vanvittige glorificering og heltegørelse af virksomhedsledere, som har forfulgt os til i dag.

Knud Aarup

Det boost, som kom i 1980'erne med fokus på både en større helhedsorientering, i forhold til hvad ledelse omfatter, eksempelvis repræsenteret ved Tom Peter & Robert Watermans 'In search of Excellence' eller fokus på betydningen af lederes menneskeorientering, som er repræsenteret ved eksempelvis Ken Blanchards 'The one minute magager', er helt fraværende.

Begge disse retninger øgede kompleksiteten i tænkningen om ledelsesgerningen og flyttede dagligdagsledelse væk fra nogle af de karikaturer, som Groes og Nørmark gør brug af i kapitel to.

Man kunne bare have valgt at bruge nogle af de glimrende bidrag, som Steen Hildebrandt har beriget os med. Det andet drejer sig om magtbegrebet.

Jeg er ikke sikker på, at forfatterne yder Michel Focault retfærdighed i deres fremstilling af hans magtbegreb, og det er i øvrigt en meget summariske gennemgang af magtbegrebets teorihistorie, som helt overser den mangeårige tradition inden for eksempelvis politologien fra Weber til såkaldte elitister som Charles Wright Mills.

Her ville forfatterne have kunnet finde masser af bidrag til at nuancere sammenhængen mellem magt og ledelse.

Dårlig ledelse hærger det offentlige

Så meget for kritik. Når jeg alligevel synes om bogen, skyldes det for det første kritikken af ledelsestænkningen og ledelsesforherligelsen og den sammenhæng, forfatterne etablerer til New Public Managements fremkomst i 1990'erne.

New Public Management har i den grad hærget den offentlige sektor de seneste godt 40 år og har på rigtigt mange områder skadet tilgangen til ledelse. Groes og Nørmark giver en række gode eksempler på den fuldstændig vanvittige glorificering og heltegørelse af virksomhedsledere, som har forfulgt os til i dag.

Der er læring om ledelse at hente i fænomenet 'høvdingeledelse'.

Knud Aarup

De nævner, hvad der sker, når lederne får ekstreme lønninger. De helt urimelige eksempler fra den private sektor på direktørlønninger, som er 200 til 300 gange medarbejdernes løn, som topledere især i USA er kommet op på, taler for sig selv.

Forfatterne har helt ret i, at dét er med til at øge afstanden imellem lederen og de ansatte – i modsætning til, hvis lederen havde været en "høvding".

De viser i de sidste kapitler, hvordan man godt kan ændre tilgangen til ledelse, selvom det er svært og kræver ændring af kulturen i vores organisationer.

Der er måske lidt for meget "wishful-thinking" over deres forslag, men lad det være.

Den anden grund til, at jeg trods fejl og mangler er positiv, handler om selve ideen bag bogen: Hvorfor bruge en antropologiske tilgang til forståelse af, hvad ledelse er i dag?

De giver selv svaret på side 125:

"I en tid med klimakatastrofer og globale krige kan man næppe hævde at det moderne menneske har tilpasset sig efter bedste evne. (…) Hvis vi ikke gør noget for at ændre historiens gang, søge nye værdier og afvise alfahannner med dominerende træk, som lyver og bedrager deres befolkninger, kan vi ikke tilbyde nye generationer et håb. (…) Skal vi overleve, må vi tilpasse os og genfinde bæredygtige livsformer."

Det er derfor, at det er et forsøg værd at finde nye veje for fremtiden i de oprindelige folks levevis.

Der er læring om ledelse at hente i fænomenet 'høvdingeledelse', og forfatterne viser, at antropologiens blik for andre måder at lede på kan bruges i en nutidig sammenhæng. På trods af mangler, problemer og en lidt for lang bog giver jeg 'Gid min chef var høvding' fire A'er.