Vi skal redde Folkemødet for at redde os selv

Et par uger før dette års Folkemøde besøgte jeg Allinge. En af de store restauranter ved havnen var ryddet for indmad – den havde vist ikke overlevet coronakrisen. Andre butikker i centrum var enten til salg eller indtaget af loppemarkeder. Og ganske vist var der stillet et stort, hvidt telt op ved Kæmpestranden, men det var desværre hverken lobbyisternes eller civilsamfundets telt, der var ved at blive gjort klar til Folkemøde; det var et testcenter.

Symbolikken er næsten for oplagt: nøjagtig som et testcenter kun giver en flygtig sikkerhed i kampen mod Covid-19, så vil dette års Folkemøde ikke garantere, at den årlige fejring af demokratiet også lever næste år og året efter. Allerede i år ved vi, at mange organisationer tager chancen og dropper Folkemødet, hvilket de ikke kunne drømme om, før corona dukkede op.

De seneste år har lært os, at tingene faktisk kan ændre sig hurtigere og voldsommere, end de fleste af os gik rundt og troede

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Man kan sagtens forestille sig, hvordan et eller flere politiske partier kunne få samme idé. Hvordan publikum kunne begynde at sive, hvordan medieinteressen kunne dale, så Allinge til sidst kun har testcentret og de forladte butikker tilbage.

Personligt håber jeg bare, det går anderledes. For efter mange års deltagelse på Folkemødet har jeg lagt kynismen på hylden og overgivet mig til det, som arrangementet kan: nemlig sætte samtalen i gang.

Det kan lyde fattigt. Herregud, slås vi ikke med mere alvorlige problemer? Techselskaber og  polarisering, ulighed og immigration, globalisering og klimakrise. Fortsæt selv listen. Jo, udfordringerne er enorme, og ingen af dem bliver løst med en 20 minutters paneldebat på Folkemødet foran 25 deltagere i hvide havestole.

Men de seneste år begivenheder i USA, Storbritannien, Frankrig og mange andre lande har overbevist mig om, at Folkemødet tjener en ekstremt vigtig funktion i det danske demokrati. Det skaber nemlig den helt fundamentale tillid, som hele det moderne demokrati bygger på.

Tilliden til, at selv de politikere, vi er allermest uenige med, dybest set kæmper en retfærdig kamp for det, de anser for et bedre samfund. Tilliden til, at erhvervsorganisationer kæmper for noget, der er større end deres snævre egeninteresse. Og tilliden til, at civilsamfundet både kan og vil spille en rolle som dem, der hjælper med at binde danskerne sammen på tværs af alder, geografi og uddannelsesniveau.

På den måde er meget af det, der foregår i løbet af et Folkemøde i Allinge faktisk kun vigtigt på et metaplan. De fleste debatter overværes af meget få, er hurtigt glemt og bliver ikke omtalt i medierne. Men de sætter sig spor, fordi de sammen med alle de andre flygtige og flagrende diskussioner samler sig som symbolet på et samfund, hvor kynismen ikke har fået overtaget.

Det symbol rækker langt ud over Allinges bygrænse og sætter sig i os som en fælles bevidsthed om, hvem vi er.

Hvad ville der ske, hvis Folkemødet forsvandt? Måske ingenting – demokratiet ville ikke forsvinde hverken i dag eller i morgen. Men de seneste år har lært os, at tingene faktisk kan ændre sig hurtigere og voldsommere, end de fleste af os gik rundt og troede.

Derfor har jeg ikke lyst til at tage nogen chancer. På Altinget kæmper vi for, at Folkemødet kan leve videre. Og næste år håber jeg, at det hvide telt ved Kæmpestranden er fyldt med lobbyister i stedet for coronatest.