Debat

Eva Smith til Jørn Vestergaard: Nej, den voldsomme kritik af Minkkommissionen er ikke berettiget

Juraprofessor tager helt og aldeles fejl, når han i Altinget skriver, at kritikken mod Minkkommissionens beretning er berettiget, skriver Eva Smith. 

Jørn Vestergaards opfattelse fører til den konklusion, at statsministeren har overbragt en ulovlig regeringsbeslutning til befolkningen – men ingen af statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den alvorlige fejl. Kan det virkelig være rigtigt, spørger Eva Smith.
Jørn Vestergaards opfattelse fører til den konklusion, at statsministeren har overbragt en ulovlig regeringsbeslutning til befolkningen – men ingen af statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den alvorlige fejl. Kan det virkelig være rigtigt, spørger Eva Smith.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Eva Smith
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søndag 14. maj havde professor emeritus Jørn Vestergaard et indlæg i Altinget, som blandt andet indeholder en voldsom kritik af Minkkommissionens redegørelse. Som han selv så smagfuldt udtrykker det, har han i skarpe vendinger "hældt kommissionens beretning ned ad brættet". 

Nu var jeg selv på en båd i Norge, da Minkkommissionens redegørelse kom, så jeg fulgte ikke reaktionerne så tæt – men jeg erindrer ikke en skarp reaktion på kommissionens beretning.  

Den er til gengæld kommet, efter at forhørsledelsens beretning om frifindelsen af Fogde kom, hvor forhørsledelsen vurderer, at statsministerens pressemøde 4. november ikke var udtryk for en klart ulovlig instruks til myndighederne, men at der var tale om en "overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning om, at alle mink skulle aflives". 

Dette blev startskuddet til en voldsom kritik af kommissionsberetningen: "Hjemmestrikkede kriterier", "begreber opfundet til lejligheden som for eksempel udtrykket "grov vildledning", som det hedder i Vestergaards artikel. 

Voldsom kritik

Naturligvis må vi lægge forhørsledelsens opfattelse til grund, men jeg forstår ikke helt, hvorfor det skal føre til så voldsom en kritik af Minkkommissionen.

Vestergaard gør ikke noget forsøg på at forklare, hvorledes den konkrete frifindelse i Fogdes sag kan føre til, at personer, der sidder helt andre steder i systemet og har helt andre ansvarsområder, nu heller ikke kan pålægges et ansvar. 

Eva Smith

Til syvende og sidst fremstod pressemødet i høj grad som de pressemøder, vi havde vænnet os til i løbet af corona-tiden. Statsministeren stod frem assisteret af andre ministre og meget ofte Thorkild Fogde og kundgjorde, at nu skulle alle bære mundbind på offentlige steder, skoler og restauranter skulle lukke og så videre. 

Jeg synes ikke, at det er mærkeligt, at langt de fleste herunder minkejerne, embedsfolket og tilsyneladende også Politiet – opfattede budskabet som en instruks, som der øjeblikkeligt blev handlet på. 

Det samme gjorde Minkkommissionen, men forhørsledelsen viste sig at have en anden opfattelse, hvilket langt fra er usædvanligt, når det drejer sig om jura. 

Hvad, der er usædvanligt, er, at man kaster sig så voldsomt over den, der har en anden opfattelse. Det er således ikke almindeligt, at man kaster sig over by- eller landsret, hvis en afgørelse ændres ved højere instans. 

I Tamilsagen blev der på foranledning af højesteretsdommer Hornsleths beretning rejst tjenestemandssag mod fire personer, hvoraf tre blev frifundet, men det førte ikke til kritik af Hornsleths beretning. 

Legitimeringen undrer

Mest forbløffende er det, at Vestergaard legitimerer sin voldsomme kritik med den senere tilbagekaldelse af tjenstlige sanktioner til blandt andet Statsministeriets og Justitsministeriets departementschef.

Han skriver, at med den efterfølgende tilbagekaldelse af en række disciplinære sanktioner "foreligger nu et utvetydigt bevis på, at kritikken (læs: af minkkommissionen) har været berettiget". 

Læs også

Et utvetydigt bevis? Politikkerne greb chancen til at få tilbagekaldt sanktioner, de var uenige i, men var det egentlig berettiget? 

Vestergaard gør ikke noget forsøg på at forklare, hvorledes den konkrete frifindelse i Fogdes sag kan føre til, at personer, der sidder helt andre steder i systemet og har helt andre ansvarsområder, nu heller ikke kan pålægges et ansvar. 

Selvom man mener, at der er tale om en "orientering af offentligheden om en politisk beslutning", bærer statsministerens nærmeste embedsmænd vel fortsat et ansvar for, at beslutningen er lovlig?  

Rigspolitichefen er jo ikke tæt på Christiansborg. Han har ikke været med til møde i koordinationsudvalget og må antage, at embedsmændene tæt på statsministeren har sikret sig, at der var hjemmel.  

Det kan vel ikke være sådan i et demokratisk land, at statsministeren kan orientere offentligheden om regeringsbeslutninger, uden at nogen har ansvar for, om der er hjemmel til den pågældende beslutning.

Antaget uenighed

Resultatet er blevet, at vi står med en ulovlig beslutning om aflivning af alle mink, der har kostet skatteyderne et milliardbeløb – men ingen af Statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den. De eneste, der ikke har fået trukket deres sanktioner tilbage, er nogle embedsmænd i Fødevareministeriet, der forgæves søgte at advare Justitsministeriet.  

Min endelige konklusion er, at den voldsomme kritik af minkkommissionens beretning på ingen måde er berettiget.

Eva Smith

Jeg forstår ikke, at Vestergaard kan mene, at tilbagekaldelsen af sanktionerne legitimerer hans egen opfattelse af Minkkommissionens uduelighed uden overhovedet at overveje, om det var rimeligt at trække sanktionerne tilbage. 

Ligeledes nævner Vestergaard, at kommissionens vurderinger ikke er i overensstemmelse med sædvanlig teori og praksis, hvor det bærende princip for tværgående samarbejde er, at ansvaret ligger hos ressortministeriet.  

Det er naturligvis fuldstændig korrekt, men Vestergaard glemmer at nævne, at Statsministeriets departementschef før mødet i koordinationsudvalget flyttede kompetencen på det saglige område fra Fødevareministeriet til Justitsministeriet og dermed kørte Fødevareministeriet ud på et sidespor.  

Endvidere bebrejder Vestergaard kommissionen, at det fremgår af kommissionens redegørelse, at der var fuld enighed om alle vurderinger, og at de enkelte kommissionsmedlemmers tvivl, forbehold og meningsforskelle ikke klart er kommet til udtryk.  

Men hvordan ved Vestergaard, at der var uenighed i kommissionen? Det ved han tilsyneladende heller ikke. Han antager blot, at "efter alt foreliggende" var der næppe fuld enighed om alle vurderinger.  Det synes ærlig talt at være et spinkelt grundlag for kritik.

Uforenelige synspunkter

Vestergaard understreger, at kommissionens vurdering er foreløbig, og at den ikke indeholder den retssikkerhed for enkeltpersoner, som en dom eller et tjenstligt forhør. Det er jo helt korrekt, og det er netop derfor, at kommissionen kun kommer med vurderinger af ansvar og lader det være op til andre at bestemme, hvilke konsekvenser ansvarsbedømmelsen skal have. 

Læs også

Senere i artiklen mener Vestergaard imidlertid, at det er uhensigtsmæssigt, at kommissionen kun udtaler sig i generelle vendinger om ansvaret, men ikke om, hvor vidt og i givet fald hvordan – ansvaret skal gøres gældende over for enkeltpersoner. 

For mig at se er det svært at forene de to synspunkter.  

Min endelige konklusion er, at den voldsomme kritik af minkkommissionens beretning på ingen måde er berettiget, og særligt uheldigt er det, når man tager i betragtning, at Minkkommissionen hverken har mulighed for at forklare sig eller forsvare sig. 

Dertil kommer, at Jørn Vestergaards opfattelse fører til den konklusion, at statsministeren har overbragt en ulovlig regeringsbeslutning til befolkningen – men ingen af statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den alvorlige fejl. Kan det virkelig være rigtigt?   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Smith

Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Uni., æresdoktor ved Lunds Uni.
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), dr.jur. (Københavns Uni. 1986)

Thorkild Fogde

Rigspolitichef
cand.jur. (Aarhus Uni. 1991)

Jørn Vestergaard

Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, Advokatrådets strafferetsudvalg
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), lic.jur. (Københavns Uni. 1987)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024