EU-eksamener på pause efter ny dom
PRØVELSE: Der er sået tvivl om de adgangsprøver, som giver billet til en karriere som EU-embedsmand, efter at Retten i Luxembourg har fundet det diskriminerende, at dele af prøverne er begrænset til at foregå på fransk, tysk eller engelsk.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørBRUXELLES: Europæere med en EU-embedsmand i maven må væbne sig med tålmodighed, efter en dom ved Retten i Luxembourg i sidste uge gjorde det klart, at det er forskelsbehandling, at ansøgere til EU-systemet kun har lov til at bruge fransk, tysk eller engelsk i dele af deres ansøgningsproces.
Som konsekvens har EU’s rekrutteringsservice, EPSO, udskudt alle kommende adgangsprøver til EU-systemet, til EU-Kommissionen har fundet en løsning, der er juridisk holdbar. Det bekræfter Kommissionen, som nu er i gang med at nærstudere dommen for at kunne drage de nødvendige konklusioner.
EU-Kommissionen har også mulighed for at appellere dommen fra EU-Domstolens første instans, hvilket i så fald skal ske inden for to måneder med risiko for at skyde kommende EU-optagelsesprøver endnu længere ud i fremtiden.