Minister sender lovforslag om besparelser i høring med frist på en uge – uacceptabelt, lyder det fra gul fagforening
Med frist på en uge har Beskæftigelsesministeriet sendt det lovforslag i høring, som slanker antallet af råd under ministeren. Urimeligt kort frist, mener den gule fagforening Krifa, der håber at få en plads ved bordet fremover.
Rikke Brøndum
Journalist og redaktør"Er hun egentlig interesseret i at høre, hvad vi mener?"
Sådan lyder spørgsmålet fra den såkaldt gule fagforening Krifa efter beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har sendt et lovforslag på knap 100 sider i høring med en uges frist.
Med lovforslaget vil regeringen skære i antallet af regionale arbejdsmarkedsråd og lægge Arbejdsmiljørådet sammen med Beskæftigelsesrådet for at spare 5,5 millioner kroner på administration.