Analyse af 
Rasmus Dahl Løppenthin
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Andreas Wind

Her er det, vi ved om de verserende forhandlinger om sundhedsreformen

Alle partier er fortsat med, og de bilateraler møder fortsætter i efterårsferien. Regeringen satser på at lande en aftale omkring 1. november. Men ny melding fra PLO kan øge presset på Sophie Løhde ved forhandlingsbordet.

Regeringen har fået en god start på forhandlingerne om sundhedsreformen. Men ny melding fra PLO kan øge presset på sundhedsminister Sophie Løhde.
Regeringen har fået en god start på forhandlingerne om sundhedsreformen. Men ny melding fra PLO kan øge presset på sundhedsminister Sophie Løhde.Foto: Arthur Cammelbeeck
Rasmus Dahl LøppenthinOle Nikolaj Møbjerg ToftAndreas Wind

Efter sidste uges sættemøde er der nu så småt taget hul på realitetsforhandlingerne om regeringens sundhedsreform. 

Og foreløbig peger Altingets oplysninger på, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) fortsat har overhånden. 

Under forårets tumultariske forhandlinger om ældreaftalen lykkedes det i mange uger oppostionen at blokere for bilaterale møder. De koordinerede på tvært af fløje og forhandlede i samlet flok til stor frustration for ældreminister Mette Kierkgaard (M), der samtidig var udstyret med et snævert mandat fra regeringstoppen. 

Ældreministeren gjorde heller ikke stemningen bedre ved at sende flere partier ud af forhandlingslokalet, før de havde nået at præsentere deres krav.

Den rutinerede minister og parlamentariker Sophie Løhde er kommet anderledes fredsommeligt fra start, og hun har allerede taget hul på en til en møderne med partierne. 

Ifølge Altingets oplysninger tegner der sig endnu ikke et præcis billede af, hvem der kommer med i den endelige aftale. Man fortsætter de bilaterale forhandlinger i efterårsferien, og her er alle partier fortsat indbudt.

Regeringen skulle have gjort det klart, at sundhedsrådene er kommet for at blive. Og man ikke vil ændre afgørende på magtbalancen mellem kommunerne og regionerne.  

Ingen kæmper for KL's mærkesag

Uden for Christiansborg har KL brokket sig højlydt over, at regionerne står til at få flertal i de nye sundhedsråd. Men inde ved forhandlingsbordet har det indtiltil videre ikke været det store stridpunkt.

Det skyldes formentlig også, at regeringen skulle have gjort det klart, at man ikke vil ændre afgørende på magtbalancen mellem kommunerne og regionerne i sundhedsrådene.

Det skal partierne uden for regeringen æde, hvis de vil være med i aftalen.

Til gengæld kan oppositionen ifølge Altingets oplysninger få indflydelse på, hvor mange sundhedsråd, der skal etableres, hvor mange medlemmer, de skal have, og hvordan man skal skære de geografiske grænser for rådene. 

En anden urokkelig søjle for regeringen er, at Region Sjælland og Region Øst skal lægges sammen i en mega-region.

Heller ikke det, har indtil nu fået nogle partier til at forlade forhandlingerne.  

Det skyldes muligvis også, at regeringen har efterladt et forhandlingsrum for at afklare, hvordan man sikrer den rette geografiske repræsentation, ligesom antallet af regionsmedlemmer heller ikke er skåret i granit. 

Ny PLO-melding kan øge presset på Løhde

Reformen af almen praksis er en hjørnesten i regeringens reform, og partierne til højre og venstre for regeringen har ønsker, som trækker i hver sin retning.

Regeringen lægger i sit udspil op til en til en stærkere offentlig styring af almen praksis, hvilket især de konservative ventes at ville forsøge at lempe.

Omvendt så lægger regeringen op til at begrænse private aktører som Alles Lægehus' og Nordic Medicares muligheder for at drive klinikker, hvilket skaber modstand hos Liberal Alliance, der som det eneste parti har haft partileder Alex Vanopslagh med til forhandlingsbordet.

Og så lægger regeringen op til at bryde med PLO’s monopol på at levere almenmedicinske tilbud. 

Man træder nok ikke nogen over tæerne ved at konstatere, at PLO ikke har for vane at gå stille med dørene, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved deres rammevilkår. Men de praktiserende læger har været bemærkelsesværdigt fåmælte omkring udspillet.

Indtil nu.

Meget få partier vil vånde sig eller frygte massiv kritik fra baglandet, hvis de går med i aftalen. Der er formentlig heller ikke den store vælgergevinst ved at stille sig udenfor og kritisere den.

Fredag har organisationen har PLO-formanden taget bladet for munden i Altinget og ventileret sin utilfredshed med dele af regeringens udspil.

Det interessante bliver, om der er andre partier end de Konservative, som vil kæmpe for at man imødekommer PLO's kritik af reformen.

På længere sigt skal Sophie Løhde og de kommende forligspartier sikre sig, at man ikke ender med en aftale, der sætter gang i en massiv lægeflugt fra almen praksis, hvilket vil være stik mod intentionen.

Og samtidig tyder intet på, at regeringen ønsker at gennemføre så stor en aftale med et snævert flertal. Ifølge Altingets oplysninger går man efter at få minimum et parti med fra hver sin side af regeringen.  

Det er et ædrueligt bud, at det lykkes. Udspillet er ikke ideologisk sprængfarligt som forårets ældreudspil, der rummede en så markant styrkelse af de private aktører, at det nok især var ønsket om at udvise regeringsduelighed, der fik SF til at gå med.

Udspillet til en sundhedsreform er mere teknokratisk i sin essens. Selvfølgelig er det også politisk. Men man kan hverken skabe eller ødelægge en politisk karriere ved at være for eller imod en fusion af to regioner. Det er noget mere borgernært, der optager vælgerne.  

Det gør til gengæld, at meget få partier vil vånde sig eller frygte massiv kritik fra baglandet, hvis de går med i aftalen. Der er formentlig heller ikke den store vælgergevinst ved at stille sig udenfor og kritisere den.

Regeringen har også kunnet konstatere at partierne uden for regeringen ikke har stået i kø for at levere alternative bud på omfattende reformer af sundhedsvæsenet.

Derfor tyder alt ifølge Altingets oplysninger på, at det bliver en bred aftale, som til forveksling vil ligne regeringens udspil.

Og som Sophie Løhde bestræber sig på falder på plads omkring 1. november. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024