Landsdommer vender tilbage som midlertidig ombudsmand
Folketinget indsætter igen Henrik Bloch Andersen som midlertidig ombudsmand. Det sker, efter at Niels Fenger er rykket til EU-domstolen.
Kathrine Østergaard
RedaktionsassistentFolketinget har netop valgt en midlertidig ombudsmand.
Det bliver landsdommer Henrik Bloch Andersen, der tiltræder stillingen, indtil en permanent ombudsmand er fundet.
Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.
Posten som ombudsmand blev ledig, efter at Niels Fenger rykkede til Luxembourg som dansk dommer ved EU-domstolen.
Det er ikke ukendt for Henrik Bloch Andersen at behandle klager som ombudsmand.
Grundet uenigheder i Folketingets Retsudvalg var Henrik Bloch Andersen indsat som midlertidig ombudsmand, inden Niels Fenger endeligt blev valgt til posten i 2019.
Henrik Bloch Andersen tiltræder igen den midlertidige stilling 11. oktober.