Kommentar af 
Holger K. Nielsen

Holger K: Hvis Lars Findsen har ret, sendte vi danske soldater til Afghanistan på en gedigen løgn

Det blev bestemt af Folketinget, at Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen skulle udbrede demokrati og fred. Derfor er det mystisk, når Lars Findsen ikke nævner afghanerne med et ord i sin kommentar om krigen, men i stedet understreger vigtigheden af alliancetilhørsforhold, skriver Holger K. Nielsen (SF).

Som SF’s forsvarsordfører var jeg stærkt involveret i den danske krigsindsats i blandt andet Afghanistan.
Allerede dengang undrede det mig, at de mange dræbte ikke gav anledning til en større kritik, skriver Holger K. Nielsen.
Som SF’s forsvarsordfører var jeg stærkt involveret i den danske krigsindsats i blandt andet Afghanistan. Allerede dengang undrede det mig, at de mange dræbte ikke gav anledning til en større kritik, skriver Holger K. Nielsen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Holger K. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som SF’s forsvarsordfører i 00’erne var jeg stærkt involveret i de politiske diskussioner om den danske krigsindsats i blandt andet Afghanistan.

Allerede dengang undrede det mig, at de mange dræbte og de manglende fremskridt ikke gav anledning til en større kritik fra de hjemvendte veteraner og deres pårørende.

Hvad var den dybere mening med at sætte livet på spil i en krig i et fjerntliggende land med en kultur, det var umuligt at forstå, og som alle udenlandske besættelsesmagter – lige fra Storbritannien til Sovjetunionen – havde brændt fingrene på?

Men enhver kritik af krigen blev slået hen som en kritik af soldaterne, og blev nærmest betragtet som landsskadelig virksomhed. Man aner en gentagelse af den debatform, når man følger reaktionerne på DR’s stort anlagte serie, "Velkommen til fronten."

Senest i Lars Findsens kommentar i Altinget: "DR-dokumentar er en misvisende forsimpling af dansk krigsdeltagelse." Lars Findsen var i hele perioden departementschef i Forsvarsministeriet og ikke mindst på den baggrund må hans kommentar siges at være bemærkelsesværdig.

Læs også

I Lars Findsens optik handlede krigen kun i lille udstrækning om at eksportere demokrati og menneskerettigheder.

Langt vigtigere var vores alliancetilhørsforhold – læs: forholdet til USA og i forlængelse heraf, at vi kom ind i den inderste beslutningskerne i Nato, hvilket igen gav Lars Findsen en række fordele som efterretningschef.

Han lægger endvidere vægt på, at indsatsen i Afghanistan har gjort de danske soldater dygtigere og Forsvaret som helhed mere kompetent.

Endelig relancerer han den gamle traver om, at vi var i Afghanistan for at bekæmpe terrortruslen imod Danmark udenfor landets grænser.

Intet i kommentaren indikerer, at vi efter Lars Findsens opfattelse var i Afghanistan for at hjælpe afghanerne. De er ikke nævnt med et ord i kommentaren. 

Intet i hans kommentar indikerer, at vi efter Lars Findsens opfattelse var i Afghanistan for at hjælpe afghanerne.

Holger K. Nielsen
Forhenværende folketingsmedlem (SF), minister og partiformand

Men det er altså mystisk, når man tænker på, at Lars Findsen som departementschef var medansvarlig for de beslutningsforslag, som blev behandlet i Folketinget.

Det første blev fremsat 12. januar 2006, og allerede i andet afsnit af B64 står der følgende:

"Hovedformålet med ISAFs militære tilstedeværelse er at bistå den afghanske regering med at udbrede sin myndighedsudøvelse til hele Afghanistan. Der er tale om en langsigtet indsats. Ustabilitet i det sydlige og østlige Afghanistan er en af de væsentligste trusler mod genopbygnings- og demokratiseringsprocessen i Afghanistan." Forslaget fortsatte: 

"Udstrækning af sikkerhed til hele Afghanistan er en forudsætning for, at de internationale styrker på sigt kan trække sig ud af Afghanistan, og ydermere en forudsætning for at Al-Qaida og Taliban ikke igen får mulighed for at få fodfæste og benytte området til etablering af træningslejre for terrorister.”

Senere i beslutningsforslaget skriver man følgende:

"Fra afghansk side ventes man at forpligte sig til at fortsætte demokratiseringsprocessen, afvæbne ikke-statslige kombattanter, etablere et velfungerende retssystem, fortsætte bestræbelserne på at opbygge en effektiv administration nationalt og i provinserne, videreudvikle den nationale udviklingsstrategi, der blandt andet vil fokusere på alternativer til opiumsproduktion, gennemføre forfatningen i sin helhed herunder på menneskerettighedsområdet og fokusere på korruptionsbekæmpelse."

I beslutningsforslaget står der intet om, at vi skal til Afghanistan af hensyn til USA eller for at blive del af den inderste kerne i Nato. Det er derfor helt berettiget, at dokumentaren tester det oprindelige formål med den virkelighed, der udspillede sig, da vi trak os ud.

Og det er udtryk for betydelig civil courage, når Ole Kværnø og Jesper Helsø erkender, at indsatsen reelt var en fiasko. De får næppe mange julekort i år for de bemærkninger.

Læs også

Det kan selvsagt ikke udelukkes, at Lars Findsen har en pointe, når han hævder, at vi var i Afghanistan af hensyn til USA. Men det gør ikke sagen bedre – tværtimod.

For så sendte man – med ham som medansvarlig - soldaterne afsted på en gedigen løgn.

Jeg var selv i Helmand sammen med Søren Gade (V) i 2009 og talte i hele perioden med adskillige soldater. Og jeg kan garantere, at ingen ville sætte deres liv på spil af hensyn til vore udenrigspolitiske relationer til USA, og da slet ikke hvis formålet skulle være, at Lars Findsen som senere efterretningschef ville få bedre kontakter.

De fleste var idealister og troede på, at deres indsats bidrog til et bedre Afghanistan og en bedre verden. Men så meget desto mere skandaløst ville det være, hvis engagementet reelt handlede om noget helt andet.

Den diskussion er ikke afsluttet endnu. Og vi må indtil videre glæde os over en fremragende dokumentar, der forsøger at se krigen med soldaternes øjne.

Det kan selvsagt ikke udelukkes, at Lars Findsen har en pointe, når han hævder, at vi var i Afghanistan af hensyn til USA. Men det gør ikke sagen bedre – tværtimod.

Holger K. Nielsen
Forhenværende folketingsmedlem (SF), minister og partiformand

Alt er ikke perfekt i dokumentaren. Der er nogle mangler angående den rolle, som korruptionen spillede og de uformelle magtstrukturer med involvering af kriminelle bander, narkobaroner, politifolk og Taleban.

Det var uhyre svært at gennemskue de strukturer og undgå at blive nyttige idioter i konflikterne. Og Taleban var ikke en entydig størrelse med en hær i uniform – hvem som helst kunne være en fjende. Hvilket mildt sagt gør det vanskeligt at føre krig. Vi støttede Karzai-regeringen i Kabul, men denne var dybt korrupt og upopulær i Helmand.

Der er nogle ærgerlige unøjagtigheder, som blandt andet er påpeget af Rasmus Mariager i Altinget, men de kan ikke skjule, at der med dokumentaren er tale om et vægtigt bidrag til forståelsen af Danmarks krigsindsats.

Og det er utåleligt, når en kritisk reportage af krigen gøres til en kritik af soldaterne. Alle bør have en interesse i, at den fulde sandhed kommer frem.

Der var i sin tid lagt op til en egentlig kommissionsundersøgelse af Irak-krigen. Den blev desværre saboteret af forskellige ministre til fordel for en historisk undersøgelse af Danmarks krigsindsats i Kosovo, Irak og de første år i Afghanistan.

Denne historiske undersøgelse er på mange måder fremragende, men desværre er ISAF-beslutningen fra 2006 ikke med. Det er derfor positivt, at Folketinget har bedt en forskergruppe i regi af DIIS gennemføre en undersøgelse af denne epoke, som kostede flest danske soldater livet.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at diskussionen om den danske krigsindsats ikke stopper – heller ikke selvom folk som Lars Findsen mener, det er upassende i forhold til soldaterne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Findsen

Fhv. chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og departementschef i Forsvarsministeriet, kommentarskribent på Altinget
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Holger K. Nielsen

Fhv. MF (SF), minister og partiformand
cand.mag. i samfundsfag og dansk (Københavns Uni. 1979)

Rasmus Mølgaard Mariager

Professor i historie, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet
cand.mag. i historie og filosofi (Københavns Uni. 1997), ph.d. (Københavns Uni. 2003), dr.phil. (Københavns Uni. 2017)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024