Poul Nielson: Det skader rådgivningen af ministeren, når fagligheden rykkes ud i styrelserne

Det var imidlertid ikke kun forholdet til deres politiske chefer, der var en vigtig del af undervisningen. Selve ledelsesrollen og personlig udvikling var noget af svaret på udfordringerne i en virkelighed, hvor det ikke længere var nok bare som chef at henvise til hierarkiet for at kunne fungere meningsfuldt.

Det stillede krav om synlighed både indadtil og udadtil og kommunikative evner ud over den substansmæssige faglighed.

Særlige rådgivere komplicerer samspillet

I min lille bog "Politikere og embedsmænd" lagde jeg som det vigtigste vægt på, at gensidig loyalitet var afgørende for kvaliteten af samspillet. Embedsmanden skulle ud af den snævert definerede rolle som en aktør, der veg tilbage fra at kunne være til nytte i politikerens strategiske overvejelser.

Men samtidig var det med stor kraft formuleret, at der i alle sammenhænge ville være en særlig forpligtelse for embedsmanden: "Ministeren skal betjenes med skånselsløs saglighed".

Siden da har vi ikke manglet sager, som på forskellige baggrunde har givet næring til den ene dybsindige udredning efter den anden.

Det er interessant, at det er et gennemgående træk, at alle ser ud til at være enige om lovprisningen af den klassiske danske tradition med et upolitisk - eller upolitiseret - embedsværk.

Samtidig er det også klart, at institutionen i stigende grad er kommet under pres. Væksten i pressefolk og ikke mindst særlige, politisk udpegede rådgivere tæt på ministeren har kompliceret samspillet mellem embedsværket og dets politiske chef, skabt en svækkelse af det fortrolighedsmonopol mellem minister og departementschef, som er en afgørende forudsætning for en velfungerende gensidig loyalitet.

Væksten i pressefolk og ikke mindst særlige, politisk udpegede rådgivere tæt på ministeren har kompliceret samspillet mellem embedsværket og dets politiske chef.

Poul Nielson
Forhenværende EU-kommissær og minister (S)

Men det er også værd at bemærke, at departementschefens autoritet indadtil i systemet ikke kan have godt af tilstedeværelsen af flere og flere rådgivere omkring ministeren. Skal disse have direkte adgang til sagsbehandlingen - ikke kun i departementet, men også i styrelser og andet?

Gælder deres tavshedspligt også efter et ministerskifte, hvor rådgiverne forsvinder ud til nye spændende opgaver som konsulenter og kommentatorer i løsdrift?

Det er i øvrigt et overset aspekt af væksten af ministrenes politiske rådgivere, at de også skaber en barriere mellem ministeren og hans eller hendes gruppefæller i Folketinget, som må finde sig i en slags konkurrencesituation med ikke-valgte politikere om relationen til ministeren. Dette gælder i endnu højere grad relationen til partiernes forskellige stående udvalg og deres mulighed for en velfungerende dialog.

Ingen grund til statssekretærer eller juniorministre 

I et forsøg på at skabe lidt struktur i oprustningen af politisk ministerbetjening har diskussionen mest drejet sig om indførelse af statssekretærer, eller juniorministre, i det danske system.

Idéen har ikke rigtigt fået medløb, og det er da også værd at notere, at statssekretærordningen i vore nordiske nabolande på ingen måde har fungeret som en klar afgrænsning i forhold til en praksis med udskiftninger - også et stykke ned i embedsværket i forbindelse med regeringsskifter.

Det har også været ført frem, at EU-Kommissionens system med et egentligt politisk udvalgt kabinet til hver kommissær kunne være en interessant model. Men i en dansk sammenhæng ville dette være ødelæggende for opretholdelsen af det traditionelle embedsværks funktionsduelighed.

Det skal også holdes i erindring, at kabinetterne fungerer som forhandlingsaktører på kommissærernes vegne i forberedelsen af Kommissionens ugentlige møder, og at generaldirektoraterne udfylder en klart defineret rolle som ekspertinstitutioner og tænketanke ud over deres administrative funktioner.

Faglig viden købes ude i byen

Det er efter min opfattelse først og fremmest kvaliteten af fagligheden i departementerne, der er det mest interessante og kritiske punkt at fokusere på.

Uanset, at generel ledelseserfaring selvsagt er essentiel, så kan dette ikke substituere den særlige rolle, der ligger i at kunne levere toppen af faglig indsigt.

Jo mere departementscheferne som generalister bliver sovset ind i spillet med relationerne til pressen, rådgiverne og lobbyisterne, jo mindre autoritet kan de udøve i deres ultimative rådgivning til ministrene.

I min førnævnte bog hed det: "Tavsheden er magtens pris". Men det har også betydning indadtil og nedadtil i systemet, om en departementschef er respekteret for sin faglige autoritet, og her kan tendensen til stadigt hyppigere chefskifter i departementerne ikke andet end vække en vis bekymring.

En god departementschef skal naturligvis kunne begge dele. Det er balancen mellem de to aspekter - det rent juridiske og det substansmæssigt faglige - der er værd at diskutere.

Væksten i konsulentbranchen på stort set alle områder er måske udtryk for en forestilling om, at essentiel viden lige så godt kan købes ude i byen.

Poul Nielson
Forhenværende EU-kommissær og minister (S)

Flytningen af faglige kompetencer til styrelser kan være både nødvendige og nyttige, men kan - stillet skarpt op - også erodere departementernes rolle som troværdige bærere af den ypperste faglighed og risikere at transformere dem til politiske sekretariater, hvilket svækker selvtilliden i betjeningen af ministeren med "skånselsløs saglighed".

Væksten i konsulentbranchen på stort set alle områder er måske udtryk for en forestilling om, at essentiel viden lige så godt kan købes ude i byen i stedet for at se det som en strategisk nødvendighed at investere i at udvikle og opretholde kvaliteten internt i statens egen formåen.

Det faglige tyndgepunkt er flyttet væk

Der er naturligvis væsentlige forskelle fra det ene ministerområde til det andet. Stats- og Udenrigsministeriet skiller sig ud ved i særlig grad at skulle kunne fungere som generelle politiske ledelsesstrukturer og tænketanke, hvorimod eksempelvis Skatteministeriet og Klima,- Energi,- og Forsyningsministeriet er eksempler på, at det faglige tyngdepunkt er flyttet væk fra departementerne.

Men dette kikkertsyn får begrebet faglighed til at handle mest om forståelsen af gældende ret.

Poul Nielson
Forhenværende EU-kommissær og minister (S)

Det har været bemærkelsesværdigt, at stort set alle professorerne og de mange kommentatorer alene har skrevet om fagligheden, som om dette alene handler om det juridiske. Muligvis fordi denne vinkel leder direkte i retning af ansvarsplacering, mulige lovbrud blandt andre ting.

Men dette kikkertsyn får begrebet faglighed til at handle mest om forståelsen af gældende ret, som om der heri ligger alt, hvad der er brug for som nærmeste rådgiver for ministeren.

Det har i hvert fald tilsyneladende ikke hjulpet den ene skatteminister efter den anden, og den tidligere klimaminister manglede at give billedet med hockeystaven et skær af troværdighed, fordi vejen hen mod de fine runde årstal og procenter ikke blev gjort farbar i form af den enorme udbygning af elnettet, der er en forudsætning for fremtidens orgie i elforbruget.

Pointen er, at departementerne enten selv eller med en tættere udnyttelse af styrelser med videre skal kunne levere den ypperste ekspertise på deres fagområder, og at denne pointe burde fylde noget mere i den aktuelle debat om embedsværkets udfordringer i samspillet med politikerne.