Sådan sendte den forkerte golfmatch EU’s handelskommissær til tælling
ANALYSE: Kommissionsformand Ursula von der Leyen kunne ikke frede sin handelskommissær uden at miste troværdighed, efter han havde brudt coronarestriktioner. Nu har han selv valgt at gå, så hun ikke behøver at fyre ham.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørBRUXELLES: Hvis Ursula von der Leyen havde håbet på en fredelig tilbagevenden til den politiske sæson efter den traditionelle august-sommerferie i Bruxelles, er hun blevet slemt skuffet.
Næppe er hendes folk mødt ind efter ferien, før hun har måttet håndtere en voksende skandale omkring én af sine vigtigste EU-kommissærer. Den irske handelskommissær, Phil Hogan, brød sit hjemlands coronaregler flere gange under sin sommerferie, herunder ved at deltage i en gallamiddag med over 80 mennesker efter en golfturnering og bryde lokale karantæneregler på flere leder og kanter.
Efter massivt pres fra den irske regering, inklusive både premierminister Micheál Martin og Hogans egen partiformand og vicepremierminister, Leo Varadkar, har han nu indleveret sin opsigelse.