Om  
Kjeld Andersen

Dødsfald: Fondsstifter, feriehusudlejer Kjeld Andersen (82)

Medstifter af Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld og grundlægger af Sol og Strand Feriehusudlejning Kjeld Andersen, Brovst, er død, 82 år. I den anledning skriver formanden Jens Stadum mindeord.

Kjeld Andersen var en dygtig forretningsmand, som sammen med sin hustru Margit grundlagde en af landets største virksomheder for udlejning af danske feriehuse – Sol og Strand Feriehusudlejning A/S – i 1979. 

Han var født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Trods små kår på det lille husmandssted med cirka 25 tønder land, ”Mathildesminde”, var det en tryg og kærlig barndom. Opvæksten i det himmerlandske kom til at definere ham som menneske resten af livet. Han var nøjsom, arbejdsom, gavmild og havde blik for mennesker, der havde det svært.

Allerede som barn erfarede han, at uddannelse var vigtig, og efter eget ønske begyndte han på en nærliggende realskole. Han afsluttede uddannelsen med topkarakter, hvilket skaffede ham en studieplads på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Gymnasiet var en kostskole, hvor unge fra mindrebemidlede familier kunne få en uddannelse, kost og logi, og som 16-årig flyttede Kjeld Andersen til Tarm.

I 1961 blev han matematisk student og valgte at læse videre til agronom på Landbohøjskolen i København. Herefter fik han ansættelse som landbrugskonsulent i nordsjællandske landboorganisationer.  I 1975 blev han ansat som konsulent hos Landboorganisationernes Faglige Landscenter i Aarhus. Året forinden havde han mødt Margit, og det blev begyndelsen på et 49-årigt langt ægteskab og et 50 år langt arbejdsfællesskab omkring udlejning af feriehuse.

Den første grund
Margit Andersen havde inden mødet med Kjeld købt en sommerhusgrund i Lyngsaa, hvor der blev opført et sommerhus. Parrets bryllup i 1975 blev holdt i det nybyggede sommerhus, og i forbindelse med deres bryllupsrejse, som foregik i telt i Lapland i Finland, blev sommerhuset udlejet. På den måde kunne der tjenes lidt håndører, men hvad parret dog ikke vidste på daværende tidspunkt var, at det blev startskuddet til Sol og Strand Feriehusudlejning.

I 1978 var der blevet opført yderligere fire sommerhuse i Lyngsaa, og dem fik Margit Andersen til opgave at udleje, mens Kjeld Andersen passede sit konsulentjob i Aarhus.

I 1979 besluttede ægteparret, at feriehusudlejningen skulle være deres levevej, og de startede med udlejning af godt 50 huse.

I dag varetager virksomheden udlejning af cirka 7.000 feriehuse, beskæftiger omkring 150 fuldtidsansatte og 1.200 timelønsansatte i sæsonen. Hovedkontoret ligger i Hune i Nordjylland, men den lokale tilstedeværelse i kystområderne har altid været en del af virksomhedens strategi, og Sol og Strand Feriehusudlejning har i dag 27 lokalbureauer rundt omkring i Danmark. 

Hovedregning
Kjeld Andersen var visionær, havde internationalt udsyn, næse for en god forretning, og så var han god til tal. Han mestrede hovedregning og benyttede sig aldrig af en regnemaskine eller en computer for den sags skyld.

Kjeld Andersen var uhøjtidelig og en ener, der gik sine egne veje. Der er ingen tvivl om, at Sol og Strand med Kjeld Andersen som spydspids har sat sit præg i feriehusudlejningsbranchen. 

Kjeld Andersen var optaget af verden omkring sig og havde en iboende nysgerrighed på andre kulturer. Alt i alt har ægteparret besøgt 107 lande.

Fond
I 2019 besluttede de at overdrage ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørende og humanitære formål. Med fonden har ægteparret sikret sig, at den virksomhed, som de altid har betegnet som deres "tredje barn", kan bestå og udvikle sig på danske hænder – også når de engang ikke er mere. 

Indtil det sidste var Kjeld Andersen optaget af Sol og Strand Feriehusudlejning og Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld. Fra ejendommen i Brovst fulgte han nøje med i virksomhedens drift, ve og vel, og tog aktiv del, hver gang der skulle uddeles midler fra fonden.

Nu er Kjeld Andersen ikke mere, men hans og hustruens livsværk lever videre. Han efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn.

Æret være Kjeld Andersens minde.

 

Fakta:

Fonden er stiftet i 2019 med en grundkapital på 61,7 millioner kroner. Den har til formål at "tilgodese almennyttige formål indenfor primært sociale områder, særlig i relation til humanitært og/eller socialt økonomisk arbejde."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kjeld Andersen

Stifter af og fhv. direktør for Sol og Strand Feriehusudlejning, Blokhus (1979-2019)
Agronom (Landbohøjskolen KVL)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024