Debat

Danish Export: Et godt netværk kan forberede virksomhederne på USA-valgets udfald

Der kan blive markante forskelle i tilgangen til global samhandel afhængig af, om Kamala Harris eller Donald Trump bliver USA’s næste præsident. Derfor er det vigtigt, at eksportører følger med i den politiske udvikling, skriver Anette Galskjøt.

Kamala Harris vil fortsætte Joe Bidens arbejde med 'Inflation Reduction Act', som Harris var med til at præsentere på billedet. Derfor kan grønne virksomheder i forberede sig på øgede muligheder for bæredygtige løsninger, skriver Anette Galskjøt.
Kamala Harris vil fortsætte Joe Bidens arbejde med 'Inflation Reduction Act', som Harris var med til at præsentere på billedet. Derfor kan grønne virksomheder i forberede sig på øgede muligheder for bæredygtige løsninger, skriver Anette Galskjøt.Foto: Andrew Harnik/AP/Ritzau Scanpix
Anette Galskjøt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

USA er ikke til at komme uden om, når vi taler om dansk eksport. Mere end 1800 danske virksomheder er aktive på vores absolut største eksportmarked, og i 2023 lød den danske eksport til USA på 292 milliarder kroner.

Fordi USA har en så markant og vigtig plads i dansk eksport, er det heller ikke ligegyldigt, hvilke politiske vinde, der blæser over staterne.

Men hvilken betydning har det så, om det bliver Kamala Harris eller Donald Trump, der bliver USA’s 47. Præsident?

Det korte svar: It depends. Det kan nemlig både komme til at betyde ganske meget eller meget lidt. Vi ved det først, når støvet fra valgkampen har lagt sig, og den kommende administration har fået fodfæste.

Læs også

Selvom kampen om præsidentposten er tættere end nogensinde før, får valget ikke de danske eksportører til at ligge søvnløse om natten.

I den seneste udgave af Eksportbarometer, en kvartalsmæssig rundspørge foretaget af Danish Export og Jyske Bank, svarer 90 procent af de adspurgte virksomheder, at deres eksport til USA enten er stigende eller uændret og dermed upåvirket af det forestående valg.

Samtidig er mange danske eksportører meget lokalt til stede.

Især de mindre virksomheder fokuserer ofte – og meget klogt - deres eksport meget snævert på en enkelt delstat. Det betyder, at man som virksomhed ofte primært orienterer sig i den lokale lovgivning og regulativer.

Nøglen til eksportsucces i USA ligger dog i en kombination af politisk forståelse og strategisk planlægning. Det handler ikke kun om at være til stede på det amerikanske marked, men også om at kunne forudse og tilpasse sig de politiske rammer, som bliver udstukket fra Washington D.C.

Virksomheder skal stole på dansk kvalitet

Hvis Kamala Harris vinder valget, bør danske virksomheder i grønne sektorer forberede sig på øgede muligheder og investeringer i bæredygtige løsninger, mens de bør være opmærksomme på potentielle øgede reguleringer.

Hvis Trump vinder, kan der komme flere barrierer, og virksomheder bør have en risikoplan.

Anette Galskjøt
Administrerende direktør, Danish Export Association

Det så vi med Joe Bidens 'Inflation Reduction Act', som støttede grønne investeringer i amerikansk teknologi. For danske virksomheder handler det om at finde vejen til at få en bid af kagen. Enten ved at etablere sig i USA eller ved at have de rette samarbejdspartnere på markedet.

I en tv-optræden 8. oktober sagde Kamala Harris, at hun ikke kan komme i tanke om noget, hun ville have gjort anderledes end Joe Biden i løbet af de seneste fire år. En periode med Harris ved roret byder derfor næppe på revolutioner, men snarere stabilitet og forudsigelighed.

Hvis Trump vinder, kan vi forvente en tilbagevenden til en mere protektionistisk tilgang med en restriktiv handelspolitik. Virksomheder bør derfor have en risikoplan, der tager højde for potentielle ændringer i toldsatser og reguleringer.

For danske virksomheder kan det blive en stor udfordring, hvis USA lægger højere told på udenlandske varer. Heldigvis er pris sjældent det største konkurrenceparameter for os.

Vi kan bryste os af, at danske teknologier holder længere, sænker energi- og driftsomkostninger og minimerer nedetid. Det er argumenter, som taler til den amerikanske pengepung, uanset hvad den politiske linje ellers måtte være.

Hold øje med Huset og Senatet

Det næste store spørgsmål bliver, om den kommende præsident får flertal i begge kongressens kamre. Lige nu er det meget tæt mellem de to lejre, og ingen af de to præsidentkandidater kan vide sig sikre på at få Huset og Senatet med sig.

Især for mindre virksomheder kan det være en stor opgave at holde sig orienteret i det amerikanske politiske landskab.

Anette Galskjøt
Administrerende direktør, Danish Export Association

En republikansk domineret kongres vil sandsynligvis søge at begrænse den føderale regulering. Det kan være positivt for de virksomheder, der allerede er etableret på det amerikanske marked, men samtidig skabe usikkerhed for dem, der planlægger at ekspandere.

For danske eksportører handler det om at være forberedt på et skiftende landskab og have en fleksibel strategi, som kan tilpasses afhængigt af, hvem der har flertallet i de to kamre.

Derfor er det vigtigt at holde øje med både de nationale og de lokale valg, da delstatsregeringer ofte har stor indflydelse på, hvordan regler og rammebetingelser implementeres.

Især for mindre virksomheder kan det være en stor opgave at holde sig orienteret i det amerikanske politiske landskab.

Har man ikke selv ressourcer til at følge det politiske game, er ambassaden og eksterne konsulenter et godt sted at starte, ligesom virksomhedernes amerikanske forretningspartnere formentlig også har en stor viden om, hvad man skal holde øje med, og hvordan man skal agere.

Netværk bliver afgørende

Uanset valgets udfald er der en fællesnævner, som alle danske virksomheder bør have fokus på: Netværksopbygning.

At have stærke relationer til både lokale og nationale aktører i USA kan være afgørende for at sikre en stabil tilstedeværelse.

For eksempel kan et tæt samarbejde med lokale organisationer og deltagelse i branchemøder åbne døre og skabe en buffer mod politiske skift.

Ser vi ind i et scenarie med deciderede toldbarrierer, statsstøtteordninger eller andre mere eller mindre åbenlyst protektionistiske tiltag, vil det selvfølgelig påvirke de danske eksportørers konkurrenceevne.

I givet fald må vi, som vi er dygtige til, konkurrere på kvalitet, grøn omstilling og energieffektive løsninger til amerikanerne.

Det behov bliver ved med at være der, uanset om præsidenten lige om lidt hedder Harris eller Trump.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anette Galskjøt

Direktør, Danish Export Association
cand.jur. (Københavns Universitet 1993)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Kamala Harris

Vicepræsident, USA, præsidentkandidat (Demokraterne)
Howard University (1986), University of California, Hastings College of The Law (1989)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024