Værdikampen mellem Christiansborg og danske muslimer er mere uforudsigelig end nogensinde

Dén invitation tog Kaare Dybvad og Morten Dahlin ikke imod.

"Jeg kan ikke huske, at en hel gruppe af organisationer har nægtet at møde folkevalgte repræsentanter for den danske regering, men det siger desværre en del om, at nogle danske muslimer har svært ved at erkende problemerne med antisemitisme og radikalisering," sagde Kaare Dybvad.

Morten Dahlin var tilsvarende skarp: "Det er jo helt uden for diskussion, at der er problemer med antisemitisme i visse muslimske miljøer, men det vælger man så at lukke øjnene for og i stedet forsøge at gøre sig selv til offer," sagde han.

De to ministre står ikke alene med deres kritik af, at muslimske organisationer efter deres mening ikke har gjort nok for at tage afstand fra det jødehad, som er eksploderet i kølvandet på terrororganisationen Hamas' angreb mod Israel 7. oktober sidste år og Israels modangreb på Gaza.

Stribevis af politikere har udtrykt undren og kritik af, at man i muslimske miljøer ikke har fordømt Hamas' angreb mere direkte eller har slået ned på slagord og paroler, som lægger op til, at Israel skal udslettes.

I modsætning til, hvad en del politiske kommentatorer og iagttagere ofte konkluderer, er udlændingepolitikken alt andet end død. Tværtimod, må man sige.

Thomas Larsen

Eftervirkningerne af den dramatiske konflikt i Mellemøsten udgør imidlertid kun ét element i det aktuelle politiske opgør, hvor også håndhævelsen af islamiske værdier og regler udløser frustration i både regeringen og oppositionspartierne.

I den seneste tid har medier kunnet fortælle, at kriminelle bandemedlemmer har forhandlet om at betale blodpenge efter et skuddrab, og at forhandlingerne skete i en moske i København. Dermed forsøgte de kriminelle at kortslutte det danske retssystem til fordel for et islamisk.

Flere medier har også bragt historier om, hvordan kvinder i islamiske ægteskaber har haft ekstremt svært ved at blive skilt og komme væk fra eksempelvis voldelige ægtemænd.

Det har givet genlyd på Christiansborg, at Jyllands-Posten har bragt målinger, der blandt andet har vist, at lidt flere end hver tredje af de adspurgte danske muslimer mener, at terrorangrebet 7. oktober mod Israel var berettiget. En tredjedel erklærer ligeledes sympati med Hamas, og mange anerkender ikke, at Israel har ret til at eksistere.

Derudover viser tallene, at det fortsat er kontroversielt for danske muslimer, hvis deres børn – og især deres døtre – gifter sig med en ikke-muslim, og at modviljen mod homoseksualitet er udtalt.

Oven i dette har der været nye afsløringer af forbindelsen mellem den shiamuslimske Imam Ali Moské i København og præstestyret i Iran, der blandt andet er kendt for at støtte Hamas og Hizbollah, som Israel ligger i krig med.

Historierne har udløst skarpe reaktioner på Borgen.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil have undersøgt, hvordan man kan slå hårdere ned på imamer og bandefolk, som undgår det danske retssystem og i stedet ordner deres sager med islamisk retspraksis.

DF-formand Morten Messerschmidt vil have indført et regulært forbud mod sharia, og han vil fremlægge et forslag, der skal gøre det strafbart at følge sharialov frem for danske love.

Det Konservative Folkeparti har med partiformand Mona Juul i spidsen fremlagt et nyt bandeudspil. Under overskriften "Nej til svenske tilstande" lægges der blandt andet op til skærpede straffe for at bestille og udføre lejemord – sådan som unge svenske bandemedlemmer har været hyret til herhjemme.

På weekendens landsmøde hos Danmarksdemokraterne ventes partiformand Inger Støjberg også at gå til kamp mod de muslimske miljøer, som nægter at efterleve spillereglerne i det samfund, de lever i.

Så hvad viser alt dette? Ja, i modsætning til, hvad en del politiske kommentatorer og iagttagere ofte konkluderer, er udlændingepolitikken alt andet end død. Tværtimod, må man sige.

I USA handler en vigtig del af valgkampen frem mod valgdagen 5. november om indvandring. Rundt om i Europa er debatten om migration og integration rødglødende. Og herhjemme er udlændingepolitikken nu på vej mod et punkt, hvor et flertal af partierne ønsker at gå hårdere til de muslimske miljøer og organisationer, der opfattes som modspillere.

I nogle af de mere dogmatiske muslimske miljøer vil man blot vil stå endnu mere fast på sin muslimske identitet, hvis man bliver presset.

Thomas Larsen

Men én ting er hårde politiske markeringer i medierne, for når det kommer til stykket, vil det i flere tilfælde blive svært for politikerne at gribe ind overfor bestemte muslimske miljøer eller udvalgte islamiske regler uden at komme i karambolage med grundlov og internationale konventioner.

Derudover er det et godt gæt, at man i nogle af de mere dogmatiske muslimske miljøer og organisationer blot vil stå endnu mere fast på sin muslimske identitet, hvis man bliver presset.

Dertil kommer alle de muslimer, som ønsker at være en del af det danske samfund, men som kan føle sig mistænkeliggjort, når først debatten kører for fulde omdrejninger.

Ser vi på det aktuelle politiske opgør, er der stadig meget langt til den Muhammed-krise, som blev udløst, da Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005 offentliggjorde Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed og udløste en regulær sikkerhedspolitisk krise.

Men her i 2024, knap 20 år senere, bliver det igen understreget, at indvandring ikke kun fører til øget mangfoldighed og større mellemfolkelig forståelse.

Den fører i høj grad også til skarpe ideologiske og religiøse værdikampe. Og de kampe synes nu på vej ind i en ny og mere uforudsigelig fase.