Holstein guider: Det skal du holde øje med ved EU-valget

Objektivt set burde der være et tilstrækkeligt stort vælgersegment, der deler Dansk Folkepartis EU-politik. Men den lave valgdeltagelse ved europaparlamentsvalgene er et særligt problem for partiet, fordi mange EU-skeptikere formodentlig helt vil holde sig hjemme.

Det gør situationen ekstra kritisk, at Dansk Folkeparti ikke har indgået et valgforbund med andre partier. Det betyder nemlig, at de skal skaffe alle stemmerne alene.

Lykkes det ikke at få Vistisen valgt, vil det både politisk og økonomisk slå Dansk Folkeparti tilbage til start.

Gør Konservative comeback?

Konservative er et andet parti, der må imødese resultatet af valget med dirrende spænding.

Partiet har altid haft en repræsentant i Europa-Parlamentet, og det er vitalt for partiets erhvervsbagland, at partiet stadig er i repræsenteret i forsamlingen.

Konservative er det eneste danske parti, der i øjeblikket har sæde i den magtfulde EPP-gruppe, der består af en række af Europas konservative og kristendemokratiske partier. Det er samme gruppe som kommissionsformand Ursula von der Leyen kommer fra.

Det vil være synd at sige, at den konservative spidskandidat Niels Flemming Hansen er braget igennem, men forunderligt nok er Konservative gået støt frem gennem valgkampen.

Partiet synes at profitere sig af Liberal Alliances nedgang de seneste par uger, og det konservative mandat ser nu til at være ret sikkert. De konservative vælgere plejer sjældent at blive liggende på sofaen på valgdagen.

Lykkes det for partiets nye politiske leder, Mona Juul, at hive mandatet hjem, vil det give hende ro til at starte på genopbygningen af det martrede parti.

Ryger Radikale ud?

Mere kritisk er situationen for Radikale. Partiets bagland fravalgte den rutinerede Rasmus Helveg Petersen som spidskandidat til fordel for den unge Sigrid Friis, der er tidligere formand for Radikal Ungdom.

Selvom hun har gjort en god figur i valgkampen, er det op ad bakke, når man i udgangspunktet er totalt ukendt. I en ny måling rangerer hun som den mest ukendte spidskandidat i feltet. 

Radikale begyndte for alvor at satse på Europa-Parlamentet i løbet af 1990'erne, hvor partiet definitivt parkerede den forbeholdne holdning til dele af det europæiske samarbejde, som i 1986 fik partiet til at anbefale et nej til "EU-pakken".

I dag er Radikale Folketingets mest EU-begejstrede parti, og sidste gang fik partiet valgt hele to medlemmer til Parlamentet. Det vil være et kæmpe bet, hvis partiet slet ikke er repræsenteret i Bruxelles efter valget på søndag.

Partiet kan håbe at blive reddet af valgforbundet med Venstre og Moderaterne, men lige nu svinger mandatet frem og tilbage mellem Radikale og Moderaterne.

Katastrofe eller moralsk sejr til Venstre?

I SVM-regeringen skal man først og fremmest holde øje med Venstre.

Venstre fik sidste gang fire mandater, men efter partiet er blevet spaltet i tre, vil to mandater nu blive set som en stor moralsk sejr.

Det antal har Venstre faktisk også været nede på før, og et resultat på omkring 11 procent af stemmerne vil være langt bedre end det, Venstre ligger til i de nationale meningsmålinger.

To mandater vil blive taget ned som de første tegn på en stabilisering og give en fornyet tro på, at partiet stadig kan mobilisere, når det først bliver alvor.

Omvendt vil det være helt katastrofalt, hvis Venstre ryger ned på ét enkelt mandat. Det vil lægge en sort, depressiv stemning over hele partiets sommer, og stille formand Troels Lund Poulsen med det dårligst mulige udgangspunkt i det endelige opgør med Inger Støjberg (DD) om CO2-afgiften.

Det vil ikke få Venstre til at forlade SVM-regeringen her og nu. Men det kan sætte gang i en systematisk udvikling af en exit-strategi, som kan udfoldes lige før eller efter næste års kommunalvalg.

Taber S ansigt?

For regeringspartnerne i Socialdemokratiet er valgresultatet mest af alt et spørgsmål om prestige.

Socialdemokraterne står til at få et nogenlunde acceptabelt valg, hvis man ser på antallet af mandater. Lige nu spås partiet mindst tre mandater, ligesom de fik sidst.

Får partiet ligefrem fire mandater, vil det være en sejr, men selv tre mandater er godkendt, partiets generelle vælgerflugt taget i betragtning.

Her er problemet mere symbolsk: Hvis S bliver overhalet af det fremstormende SF, vil socialdemokraterne se det som et enormt prestigetab og i strid med alle naturlove. Det er i den sammenhæng, man skal se partiets bemærkelsesværdige angreb på SF i disse dage.

Problemet for socialdemokraterne er dog, at deres angreb kommer fra en presset position, og det kan let få et desperat skær. 

Betaler Bosse regningen?

Hos det tredje og sidste regeringsparti, Moderaterne, er det ellers sikre mandat kommet i fare, efter spidskandidat Stines Bosses dilettantiske optræden.

Til gengæld er Løkke for alvor stemplet ind i valgkampen med fuld styrke. Moderaternes valgplakater hænger overalt, akkurat som i valgkampen til Folketinget, og det har fået andre partier til at spekulere over, hvilke rundhåndede sponsorer Moderaterne egentlig har i ryggen. Indtil videre er det ikke offentligt tilgængeligt.

Det er vigtigt for Moderaternes erhvervsbagland at få mandatet hjem, men mislykkes det, vil Løkke hurtigt børste støvet af sig og komme videre. Nederlaget vil i så fald blive skrevet på Bosses regning.

SF og LA: Hvem får den største valgfest?

Andre partier har mere positive overvejelser.

For Liberal Alliance og SF er det kun et spørgsmål om, hvor stor fremgangen bliver.

Liberal Alliance har alle chancer for at få Henrik Dahl valgt, og det er et gennembrud i sig selv, fordi partiet aldrig tidligere har fået sendt nogen til Europa-Parlamentet. LA har dog tabt luft i valgkampen, så partiet skal steppe op i de sidste dage for at være helt sikre på at hive mandatet hjem.

SF svinger mellem to og tre mandater i målingerne, og det giver sikre mandater til spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen og veteranen Villy Søvndal, der formelt er nummer tre på listen.

Hvis SF bliver større end socialdemokraterne, kan det forpeste forholdet mellem de to partier, ligesom man så det, da Dansk Folkeparti overhalede Venstre  ved folketingsvalget i 2015.

Derfor er det helt efter bogen, at socialdemokraterne nu har gang i en offensiv. Først angreb udlændingeminister Kaare Dybvad SF's udlændingepolitiske linje i Europa-Parlamentet, i tirsdagens partilederdebat kom statsminister Mette Frederiksen med et af sine meget sjældne udfald mod SF, og torsdag aften fulgte spidskandidat Christel Schaldemose trop.

Angrebspunktet er alt andet end tilfældigt. Mens SF i Folketinget fører en mainstream udlændingepolitik, har det været anderledes i Europa-Parlamentet. Her lød Margrete Auken som et ekko af SF i 80'erne, mens Kira Marie Peter-Hansen op til sidste EU-valg udtalte, at Sverige var hendes flygtningepolitiske forbillede. Den slags får SF-ledelsen på Borgen til at ryste hovedet af led.

Fløjfester hos Støjberg og socialisterne

På fløjene ser både Danmarksdemokraterne og Enhedslisten ud til at rede sig et mandat.

Danmarksdemokraternes spidskandidat Kristoffer Storm er der absolut ingen, der kender uden for Aalborg, hvor han sidder i byrådet. Men det forsøger partiets stærke leder Inger Støjberg at kompensere for ved at optræde ved siden af ham i alle tænkelige sammenhænge – og Støjbergs navn ser ud til at være nok.

Danmarksdemokraterne har overtaget Dansk Folkepartis gamle position som et EU-skeptisk parti, der nok vil rulle EU's indflydelse tilbage, men ikke melde Danmark ud af Unionen.

Det er en smule paradoksalt, fordi Danmarksdemokraternes Søren Espersen var med til at gøre Dansk Folkeparti til et rent modstanderparti.

På den anden fløj har Enhedslisten fornuftige chancer for at komme ind, selvom de denne gang ikke får hjælp af et valgforbund med Folkebevægelsen mod EU.

Folkebevægelsen er ikke længere opstillingsberettiget og blev reelt likvideret den dag, Enhedslisten besluttede selv at stille op til parlamentsvalget.

Enhedslistens spidskandidat, Per Clausen, var med i Venstresocialisterne tilbage i 1970'ernes glade dage. Men selvom der ikke just er tale om en fornyelse, har han efter mere end et årti i Folketinget og en periode i kommunalpolitik et godt greb om det politiske håndværk.

Per Clausen kan også nyde godt af den generelle fremgang, som Pelle Dragsteds lederskab har givet partiet. For det økonomisk trængte parti har det også stor materiel betydning, at det rent faktisk bevarer sin repræsentation i Bruxelles.

Kan vælgerne lokkes med hash?

Det kræver en usædvanlig veludviklet politisk fantasi, hvis man skal tro på, at Alternativets kandidat, Jan Kristoffersen, bliver valgt.

"Jannabis" har valgt at gøre legalisering af "stærk tobak" – altså cannabis – til sin mærkesag, og selvom segmentet af hashrygende vælgere nok er større end de nødvendige seks-syv procent, ligger "fri hash" næppe nummer ét på særlig mange vælgeres dagsorden.

Når "Jannabis" alligevel har en mikroskopisk chance, skyldes det valgforbundet med Socialdemokratiet og SF. Det bør give dog pengene mindst ti gange igen, hvis han bliver valgt.