Forsker: Virvar af udenrigspolitiske strategier udvander deres troværdighed

For lidt vejledning, når det brænder på
Kritikken her er ikke, at ’man ikke kan blæse og have mel i munden samtidig’. Det har Danmark kunnet i årevis i forhold til ikke mindst EU, uden at få mel udover tøjet.

Problemet er, at vage udenrigspolitiske strategier giver meget lidt vejledning i konkrete situationer. Og det er vel det, man har en strategi til. Står man i en konkret forhandlingssituation i det ’globale syd’ eller overfor Kina, får man intet ud af at bladre febrilsk i strategien og genlæse nogle ’både og’ formuleringer. Beslutningen må bero på de konkrete omstændigheder. Men hvorfor så alt besværet med at formulere strategien?

’Pragmatisk idealisme’ kan forstås enten som en 1) blanding af pragmatisme og idealisme på alle emner eller 2) som pragmatisme på nogle emner og idealisme (værdipolitik) på andre. Hvis det så var specificeret hvilke, ville det give noget vejledning for politikken.

Når man betænker, hvor mange departementale ressourcer der anvendes til at formulere de hyppigt tilbagevendende offentlige strategier, var det måske klogere helt at stille dem i bero. 

Hans Mouritzen

I Deadline-interviewet med udenrigsministeren 17. maj lød det som punkt 1), endog omfattende våbeneksport til Saudi-Arabien. Men det står hen i det uvisse. (Virkeligheden er måske, at der skrues op for pragmatismen på stort set alle fronter for så at ’spare’ al værdipolitikken til Ukraine?)

Hyppigheden svækker troværdigheden
Men hvorfor har virksomheder eller offentlige institutioner så strategier? Fordi de agerer i miljøer, der – relativt set – er mere stabile og forudsigelige, styret af lovgivning.

I internationale miljøer må aktørerne – især de mindre af dem – derimod agere reaktivt i forhold til pludselige hændelser. Hvis man alligevel forsøger at skrive strategier for dem, må de enten udstyres med den nævnte vaghed og/eller revideres igen og igen i lys af begivenhederne. Derved mister de i troværdighed: kommer der mon snart en ny strategi, der siger noget andet?

Men forhåbentlig har danske regeringer en ikke-offentlig ’operativ strategi’, som kan give vejledning og som kan fungere på tværs af skiftende regeringer. Formentlig er den internaliseret i politikernes og topembedsmændenes rygmarvsrefleks. Hvis jeg skal gætte, hvad der står i den, er den uhyre kortfattet og består af to punkter: 1) gør som USA siger og 2) begræns antallet af flygtninge/migranter, der kommer til Danmark.

Fra disse præmisser kan udledes de konkrete danske tiltag. Fra den første for eksempel at deltage i fjerne militære interventioner, som ikke har nogen indlysende relevans for Danmark. Fra den anden præmis kan afledes, hvilke lande Danmark skal forsyne med bistand (skrøbelige stater i Nordafrika og ved Afrikas Horn; der er for langt for migranter fra det sydlige Afrika til Danmark). Det vil sige præmissen kommer til at styre det bistandspolitiske aspekt af udenrigspolitikken.

Man kan mene om den operative strategi, hvad man vil. Men den er, som det ses, noget mere kortfattet end de skiftende floromvundne offentlige strategier. Og den er frem for alt operationel. Min påstand er, at den har været de facto adfærdsregulerende siden afslutningen af den Kolde Krig (præmis 2) dog primært i de senere år), uanset hvilken regering vi har haft. Selvsagt har der været nuancer i udførelsen af denne operative strategi, betinget af såvel eksterne som hjemlige dynamikker. Men netop kun nuancer.

Når man betænker, hvor mange departementale ressourcer der anvendes til at formulere de hyppigt tilbagevendende offentlige strategier, var det måske klogere helt at stille dem i bero. Og i stedet fokusere den hjemlige demokratiske debat på de to præmisser i den operative strategi.