Lars Løkke: Vi skal se på verden, som den er – ikke som vi ønsker, den skal være

Vi må godt synes, at vores værdier er mere rigtige og giver bedre liv end dem, man har andre steder. Men vi må ikke blive missionerende. Det kommer man ikke langt med som en lille nation med seks millioner indbyggere i en stor verden med snart otte milliarder mennesker. Det er den balance, vi skal ramme. Det er ikke nemt. Men det er det rigtige for Danmark.

Putins største håb
Vi står over for tre monumentale udenrigspolitiske opgaver. For det første har Rusland vendt den europæiske sikkerhedsorden ryggen. Den orden, vi i fællesskab byggede op i ruinerne på Anden Verdenskrig. Hvis Rusland opnår sine strategiske mål i Ukraine, bliver verden et farligere sted. Især for små lande som Danmark.

Folkerettens fælles regler og normer skal gælde, så den stærke ikke kan tryne den svage. Så magt ikke bliver ret. Det er derfor, vi har været der for ukrainerne fra dag ét. Med alt hvad vi har kunnet mobilisere af militær støtte, nødhjælp og sanktioner mod Rusland. Fordi den ukrainske kamp også er vores kamp. Fordi deres sikkerhed også er vores sikkerhed. Fordi deres frihed også er vores frihed.

Putins største håb er nu, at krigens metaltræthed melder sig. I Ukraine og i Vesten. Det kommer ikke til at ske. Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er et løfte til den ukrainske befolkning om, at vi bliver ved deres side, også efter krigen er slut.

Jeg har mødt flere udenrigsministre og ambassadører de sidste måneder. Mange af dem er trætte af Vesten. De mener, at vi har dobbelte standarder. 

Lars Løkke Rasmussen (M)
Udenrigsminister

Det bliver ikke gratis. Det er derfor, regeringen har besluttet, at vi skal op på de to procent af BNP til forsvaret allerede i 2030. Og derfor vi vil styrke vores diplomati, så det er rustet til at tage vare på danske interesser. Ligesom vi vil re-orientere vores militære tilstedeværelse i verden, så vi fokuserer vores bidrag i Baltikum.

Vi vil også arbejde for at videreudvikle Nato. Og styrke vores forhold til USA. USA orienterer sig i stigende grad mod Asien og forventer, at vi i Europa påtager os et større ansvar. Vi vil tage det sikkerhedspolitiske ansvar på os i Europa og bidrage til at styrke EU’s forsvarssamarbejde. Med Finlands optagelse i Nato – og Sverige på vej – er der også en historisk mulighed for et tættere nordisk samarbejde.

Vi vil arbejde for hårdest mulige sanktioner, som kan svække den russiske krigsmaskine. Og vi vil støtte demokratiske kræfter, civilsamfund og de uafhængige medier, der nu er i eksil. Vi vil styrke vores engagement i de østlige frontlinjestater. Vi hjalp de baltiske lande med at blive klar til EU-optagelse efter Murens Fald. Nu skal vi hjælpe Ukraine, Moldova og Georgien. Det bliver den mest definerende udenrigspolitiske opgave for vores generation.

Europa taber terræn
For det andet er verden større end Europa – og Europa taber terræn på den globale scene. Det gælder økonomisk, befolkningsmæssigt og teknologisk. Kinas globale ambitioner har vokseværk. Rusland gør alt, hvad de kan for at vinde hjerter i Afrika, Asien og Latinamerika. Regionale stormagter byder sig til.

Vi skal derfor gentænke, hvordan vi engagerer os i verden og opsøge nye alliancer. Jeg har mødt flere udenrigsministre og ambassadører de sidste måneder. Mange af dem er trætte af Vesten. De mener, at vi har dobbelte standarder. Og at vi udnytter universelle institutioner som Den Internationale Straffedomstol til at fremme vores egne interesser.

Jeg har aldrig været nogen dommedagsprofet og bliver det aldrig. De udfordringer, der står foran os, er ikke uoverstigelige.

Lars Løkke Rasmussen (M)
Udenrigsminister

Når Kina og Rusland så står i hver sin bod ved siden af og lokker med konkrete tilbud, så kan valget give sig selv. Der er selvfølgelig altid dilemmaer, og vi skal turde tage de ting op, som vi er uenige om. Men magtens tomrum findes ikke. Og hvis vi ikke vi byder os til, vil andre gøre det.

Vi skal sprede risikoen
For det tredje skal vi skabe et mere modstandsdygtigt samfund, som er gearet til en ny form for globalisering. Globalisering 2.0. Hvor det ikke er ligegyldigt, hvor ens varer bliver produceret eller samlet. Hvor det betyder noget, hvor ens energi kommer fra. Hvor man kan komme til at betale dyrt for at være afhængig af en enkelt leverandør eller et enkelt land.

Det betyder ikke, at vi skal lukke os om os selv. Den frie handel med verden omkring os har gjort Danmark til det velstående velfærdssamfund, vi er i dag. Men vi skal gå vores forsyningskæder efter i sømmene. Sprede risikoen.

Det gælder især energi fra Rusland. Og kritiske råstoffer og teknologi fra Kina. EU skal føre en mere robust og strategisk handels- og industripolitik. Vi skal i højere grad kunne stå på egne ben.

Ikke uoverstigelige udfordringer
Jeg gik rundt i Georgien for få dage siden – ude i grænseområdet til Rusland. Dér mødte jeg mennesker, som har været igennem en årelang konflikt. Med alt hvad det indebærer af frygt og utryghed. Alligevel gik de rundt med et brændende håb. En optimisme om en bedre fremtid. Forankret i det europæiske værdifællesskab – som allieret blandt venner. Det håb smittede.

Jeg har aldrig været nogen dommedagsprofet og bliver det aldrig. Jeg kan bedre lide at tale i dur end i mol. De udfordringer, der står foran os, er ikke uoverstigelige, men de skal tages alvorligt og håndteres klogt. Det præsenterer vi en vej for med den her strategi.

Og vi vil følge op med mere konkrete initiativer. Et forsvarsforlig, som forsvarsministeren vil indkalde til forhandlinger om meget snart. En europapolitisk aftale, som skal være på plads inden det danske EU-formandskab i 2025. En Afrika-plan og en globaliseringsstrategi. Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det vigtige første skridt.