Lars Løkke om EU’s skæbnevalg: "Alt i Europa går for langsomt"

Han fortæller om den kul- og stålunion, der voksede ud af asken efter to verdenskrige og blev til først EF, siden EU. Om enden på den kolde krig. Om et frit og globaliseret Europa, hvor de fleste blev rigere, og vi i nogle år troede, at det var slut med krig.

”Og nu står vi så et nyt sted. Med en Putin i Kreml, som ikke tog den fremstrakte hånd efter Murens fald, men som forsøger at sætte sig igennem med et eller andet gammelt-russisk narrativ om, at Rusland skal have en meget stor interessesfære, og at det faktisk nok var en fejl, at Baltikum kom til EU,” siger han.

Koldkrigsangst og smørstegte fiskefileter

Lars Løkke bevæger sig flydende fra den truende verden til den rene landsbyhygge. Som en fisk i vandet glider han ind på byens legendariske værtshus og smørrebrødsrestaurant A’Porta i Teglgade, drevet af parret Pia Adelsteen og Kim Christiansen, der begge har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti. I et lille overophedet køkken er Christiansen i gang med at stege paneret rødspætte i en sø af smeltet smør, som Lars Løkke udviser stor interesse for.  

”Det kan man da kalde smørstegte fiskefileter, det der,” udbryder han begejstret.

Løkke når bare ikke at smage nogen af dem. Der er for mange gæster ude i gårdhaven. Udenrigsministeren må stille sig tilfreds med en kølig fadøl, mens han beretter om, hvordan han netop har været på besøg i en gammel koldkrigsbunker.

”Det er ikke mange år siden, vi var der sidst, og nu nærmer vi os at være i den samme situation,” siger han med en mine, der pludselig bliver mere alvorlig:

”Jeg har ikke angst ved det. Jeg mener bestemt, at man kan handle på det. Men det sætter klart tanker i gang.”

Lars Løkke Rasmussen har tilbragt en del af formiddagen i koldkrigsmuseet REGAN Vest oppe ved Rold Skov nord for Mariager. Her ligger en betonbunker 60 meter under jorden, der i sin tid var tænkt som sidste tilflugtssted for regeringen, kongen og siden dronningen i tilfælde af en atomkrig med Sovjetunionen.

Dronningens gamle atombunker

”Det er jo et bunkeranlæg, der er bygget i 1960’erne på baggrund af nogle Nato-beslutninger i 1950’erne. Fordi der var en kold krig – og en reel risiko for, at den blev varm,” siger Løkke.

”Derfor var der beredskabsplaner: Altså, hvad gør vi, hvis russerne kommer? Hvor skal regeringen sidde? Hvordan beskytter vi vores regent? Hvad, hvis der kommer et kemisk angreb? Og så nedlagde vi det,” siger han:

”Det har vi gjort, mens jeg selv har været bestemmende politiker. Til dels fordi, at anlægget var umoderne, men jo mest fordi vi tænkte, der ikke var behov for det længere.”

Er der så behov for det igen nu?

”Det er i hvert fald tankevækkende, at vi engang var i en situation, hvor man følte et uomtvisteligt behov for sådan et anlæg. Og det er også tankevækkende, at vi har været i nogle år siden Murens fald, hvor vi lige så uomtvisteligt tænkte, at det der er der ikke behov for,” siger udenrigsministeren:

”Det var det, der gjorde, at man tog fredsdividenden hjem. Man omlagde dansk forsvar til ikke at være et territorialforsvar, fordi det jo ikke var territoriet, der var truet. Det var vores værdier, der var truet, og derfor skulle dansk forsvar stå ude i verdens brændpunkter og dæmme op for en terrortrussel i Afghanistan og sådan noget,” siger han.

"Vi skal op i gear"

”Det er selvfølgelig tilbageslag, at vi nu desværre igen befinder os et sted, hvor vi med rette føler, at vi har brug for et territorialforsvar. Det sætter tanker i gang,” siger Lars Løkke.

Hvilke tanker sætter det i gang?

”Jeg er fortrøstningsfuld, fordi vi kan handle på det. Det kræver rettidig omhu. Det kræver, at vi investerer i vores eget forsvar. Det har vi jo i den grad taget hånd om i Danmark. Men det gælder også i Europa.”

”Vi er nødt til at sætte gang i europæisk forsvarsindustri. Vi er nødt til at sætte gang i en oprustning, fordi hvis man vil freden, så skal man forberede sig til krig. Vi er også nødt til massivt at støtte Ukraine. Men gør vi det, så har vi en overlegenhed, som gør, at jeg ikke går angstfuld i seng om aftenen.”

Går det hurtigt nok med den omstilling og med at opfylde det behov for oprustning i Europa, som du taler om?

”Nej, det gør det ikke. Hvis man skal stramme det, så kan man sige: der intet i Europa, der går hurtigt nok. Alt i Europa går for langsomt! Jeg har en fornemmelse af, at vi har den rigtige analyse blandt lederne i Europa, og at der er stor befolkningsmæssig opbakning. Vi har også stukket den rigtige kurs ud. Men vi bevæger os ud af den i sneglefart. Vi skal op i gear,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Sneglefarten gælder både opbygningen af Europas evne til at forsvare sig selv og vores konkurrencedygtighed over for resten af kloden, understreger udenrigsministeren.

Et eksistentielt øjeblik for Europa

”Man skal altid passe på med at sige, at vi står ved en ny æra, og at verden aldrig bliver den samme igen og sådan noget. Jeg er grundlæggende et positivt og optimistisk menneske,” siger han.

”Men verden er i forandring. For 30 år siden fyldte den europæiske økonomi noget, der ligner 30 procent af den globale økonomi. Nu fylder den 16 procent af den globale økonomi. Om 30 år fylder den 12 procent af den globale økonomi. Så kan man jo regne ud, at vi bliver relativt mindre og mindre, og det rejser mange spørgsmål.”

”Der er spørgsmålet om vores velstand: Hvor rige bliver mine børnebørn, når de når min alder? Men der er også noget større på spil, fordi alle de værdier, der præger verden i dag, det er jo værdier, som blev institutionaliseret efter Anden Verdenskrig med FN, med OECD, med WHO, med WTO. Det skete fordi, vi havde kraften til at sætte de værdier igennem. Og når Vesten og Europa bliver mindre og mindre, så bliver vi også mindre kraftfulde,” siger Lars Løkke:

”Så der står noget eksistentielt på spil. Noget, som Europas lande hver især ikke kan løfte, men som skal løftes i flok: Vores egen sikkerhedssituation, den grønne omstilling, vores konkurrenceevne, bæredygtigheden af de europæiske samfund på den lange bane. Det kalder på mere EU. Derfor er det her valg så vigtigt.”