Lektor til Torsten Schack: Her er fem forslag til et stærkt beredskab

Borgerne kan gøre meget for at reducere deres egen sårbarhed, hvilket myndighederne også skriver i 'Forberedt på kriser', og som Beredskabsforbundet underviser i gennem BorgerBeredskabet.

Borgerne yder ofte den første livreddende førstehjælp ved ulykker, og det er borgere, der gennem blandt andet grundejerforeninger og digelag skal lave mange beredskabstiltag i forhold til klimahændelser.

Beredskabsfaglig rådgivning og vejledning af disse borgerbaserede beredskabstiltag har været meget begrænset siden Den Kolde Krigs civilforsvarsarbejde, og det er en lavthængende frugt, hvor vi vil få meget beredskab for pengene.

Civilsamfunds-organisationerne kan supplere myndighederne på flere områder.

Laurits Rauer Nielsen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Vores beredskab er først og fremmest drevet af personale, der bliver tilkaldt, når der er behov for deres indsats. Det er både ulønnede (frivillige) og dem, der får løn, når de møder ind, men i øvrigt har et andet hovederhverv. Rekrutteringen er udfordret både på grund af den demografiske udvikling og et ændret arbejdsmarked, hvor folk pendler længere.

Hvis vores beredskabsmodel også skal virke i fremtiden, skal vi lægge mere vægt på at involvere borgerne, så de er klar over, at et velfungerende beredskab er afhængigt af deres bidrag.

Både at hver gør sit, men også af at nogle må løbe fra familien midt i spisetiden eller tage en pause fra arbejdet midt på dagen – for ikke at tale om at få fri til uddannelse og øvelser.

Civilsamfundet skal spille en større rolle

Civilsamfundsorganisationer er helt centrale i velfærdssektoren i rigtig mange lande. I Danmark har vi en tradition for, at myndighederne udøver velfærdsopgaver selv, og det gælder også beredskabsområdet.

Men civilsamfundsorganisationerne kan supplere myndighederne på flere områder. Det har Beredskabsforbundet, Dansk Folkehjælp og Røde Kors traditionelt gjort i dansk beredskab.

Jeg vil foreslå, at man laver et dialogforum vedrørende civilsamfundsinvolvering sammen med de lokale beredskabsstabe (LBS) og tilsvarende i forbindelse med den Nationale Operative Stab (NOST).

Her kan myndigheder og civilsamfundsorganisationer matche behov og muligheder og etablere de procedurer, der skal til, for at øve og aktivere samarbejdet mellem myndigheder og civilsamfundsorganisationer.

Øvelse gør mester

Alle i dansk beredskab efterspørger flere øvelser, både inden for redningsberedskabet, mellem myndighederne i krisestyringssystemet, men også øvelser med civilsamfundet.

Gode øvelser er ikke bare rutinering, men også øjenåbnere, hvor nye aktører lærer deres rolle i beredskabet at kende og får indsigt i både muligheder og begrænsninger i vores samfundsberedskabs handlekraft.

Hvis ministeren starter med de fem punkter, jeg har nævnt her, kan vi hurtigt få et velfungerende ministerium.

Laurits Rauer Nielsen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Problemet er, at øvelser koster tid og penge. Selvom vi arbejder på at udvikle nye og mere effektive øvelsesformer (jeg er selv med i et EU-finansieret projekt med norske og svenske kolleger), er det stadig en udfordring, at alle aktører skal være enige i at investere i øvelser samtidig.

Derfor vil jeg foreslå en national øvelsesinstitution, der både har mandat og økonomi til at gennemføre øvelser mellem myndigheder og organisationer. En national øvelsesinstitution kan være drivkraften i udviklingen af dansk beredskab.

Struktur og organisering

Der bliver ikke flere brand- og redningsfolk af, at vi organiserer dem anderledes, men selvfølgelig skal vi overveje, hvordan de beredskabsfaglige ressourcer organiseres bedst. Både i Beredskabsstyrelsen, Kystredningstjenesten, havmiljøberedskabet og resten af ministerens resort. Men måske skal ministeren også tage en dialog med kommunerne om organiseringen af redningsberedskabet.

Som vi kender det, har vi et kommunalt og et statsligt redningsberedskab ("brandvæsener" og Beredskabsstyrelsen). Der er måske inspiration at hente i Sverige eller Holland, hvor de ikke har den samme niveaudeling. På den anden side er den organisatoriske opdeling større i Tyskland, og de er i hvert fald foran os, når det handler om at få befolkningen med som frivillige i beredskabet.

Hvis vi skal se på organiseringen af redningsberedskabet, vil jeg anbefale, at byråds- og folketingspolitikere først afstemmer, om de overhovedet har lyst til at lave noget om.

Flere borgmestre har sagt, at kommunerne ikke vil af med deres brandvæsen, og de seneste års kriser (flygtninge, krig, corona) har klart demonstreret fordelene ved, at staten har et operativt redningsberedskab.

Beredskabsstyrelsen løser også mange internationale opgaver. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan gøres bedre, men hvis der ikke er politisk vilje til at lave noget om, har den faglige debat kun teoretisk interesse, uanset at man på papiret kunne gøre det fagligt bedre på andre måder.

Vi skal ville noget, og gøre noget med vores beredskab. Nu har området fået en minister – og også beredskabsordførere i Folketinget – og dermed den nødvendige politiske opmærksomhed på vores samfundsberedskab.

Hvis ministeren starter med de fem punkter, jeg har nævnt her, kan vi hurtigt få et velfungerende ministerium og være godt rustet til den næste krise.