EU har fået grønne tømmermænd

Og med ambitiøse europæiske klimamål som bagkant er prisen stadig for høj på brint og grønt stål til, at mange industrilande kan klare sig i konkurrencen.

Derfor opleves problemerne i sværindustrien på nærmeste hold i form af tab af arbejdspladser og udflytning af produktion til USA og Asien. Derfor er tonen også en anden og langt mere frygtsom i landene omkring os, end hvad man fik indtryk af i den danske valgkamp.

Og derfor bliver der i den næste periode i Europa-Parlamentet et helt anderledes fokus på produktion, konkurrencedygtighed og økonomi.

Von der Leyens retningslinjer, for hvad vi kan forvente i de kommende fem år, indeholder en ny grøn industripagt, investeringer i transmissionsnet, infrastruktur for transport af CO2, CCS og meget mere. Og med et skarpt blik på at europæisk industri skal kunne konkurrere.

Historikere strides om, hvorvidt det var Napoleon selv eller hans udenrigsminister Talleyrand, der sagde, at en forfatning skulle være kort og uklar. 

Morten Helveg Petersen
Formand, Evida og tidl. medlem af Europa-Parlamentet (R)

Spændende om De Grønne tør og kan, når det så kommer til stykket. De bliver nødt til at tage ansvar ikke blot i en enkelt afstemning i plenaren, men gennem måneder af hårde forhandlinger og indgåelse af kompromisser i udvalgene for at holde højrefløjen væk.

Et eksempel: Von der Leyen beskriver i hendes retningslinjer at, for at nå klimaneutralitet inden 2050 vil det kræve en bred vifte af innovative teknologier inden for områder fra mobilitet til energi. Målet om klimaneutralitet for biler i 2035 skaber eksempelvis forudsigelighed for investorer og producenter.

At nå dertil vil kræve en teknologineutral tilgang, hvor e-brændstoffer spiller en rolle gennem en målrettet ændring af reguleringen, som en del af den forudsete gennemgang (frit oversat).

Oversat til politik på almindelig dansk: Det store slagsmål om udfasning af den fossile forbrændingsmotor var et kæmpe slagsmål med den tyske bilindustri. Tætte afstemninger i udvalgene og på plenaren med skarpt optrukne positioner mellem tilhængere og modstandere af udfasning.

Tilhængerne betragtede det som en kæmpe sejr at sætte en slutdato for forbrændingsmotoren. Kritikerne – de konservative – argumenterede for, at det var jubelnaivt at udfase den eneste teknologi, hvor europæerne måske kan konkurrere med kineserne i fremtiden.

Djævlen gemmer sig i detaljen. Og når von der Leyen lægger op til ”en målrettet ændring af reguleringen…” kan det tolkes som en indrømmelse til hendes egne konservative tyskere. Når hun siger, at målet om klimaneutralitet for biler i 2035 skaber forudsigelighed for investorer og producenter, er det et nik til De Grønne.

Alle kan lægge, hvad de vil, ind i formuleringen.

Historikere strides om, hvorvidt det var Napoleon selv eller hans udenrigsminister Talleyrand, der sagde, at en forfatning skulle være kort og uklar. Uanset ophavsmand lever Von der Leyens retningslinjer fuldt op til det kloge udsagn.

Der venter masser af spændende udfordringer for det kommende Europa-Parlament i at finde balancen. Det gælder ikke mindst for De Grønne - om de også tør tage ansvar, når det kommer til stykket.