Sognepræst: VM i Qatar har cementeret den fremmedgørelse, der møder os over alt

Du er blevet fremmedgjort allerede fra morgenstunden. Dit ristede brød er blevet sort, for du kan ikke gennemskue indstillingerne. Blenderen har du helt opgivet, for børnesikringen var aktiveret, og du kan ganske enkelt ikke finde ud af at fjerne den.

Pludselig er køkkenet, dit velkendte køkken, blevet et fremmed land, hvor alle de almindelige ting stirrer bebrejdende på dig, fordi du ikke kan betjene dem. Det eneste du frygter mere end en ny citruspresser er sommer- eller vintertid, hvor uret på ovnen skal genindstilles.

Det er fremmedgørelsen i dagligdagen. Men alle de institutioner, vi har været vant til gennem århundreder, har også ændret sig markant. De eksisterer stadig væk, ja, de hedder næsten det samme, men det er noget andet, der for eksempel gemmer sig bag en institution som familien.

I dag kan man være familie på rigtig mange måder. Det kan være udmærket. Men det fører også til en form for fremmedgørelse, at vi ikke længere ved, hvad en familie er, hvad den indeholder, og hvad vi kan regne med, der kendetegner den. For hvem er vi så selv i familie med? Hvem kan vi regne med, og hvem kan regne med os?

Det samme gælder venskabet som institution. Engang var en ven typisk en person, man kendte og så, delte livsanskuelse og livsbegivenheder med. I dag kan en ven være virtuel og befinde sig et helt andet sted på kloden og vedkommende kan være en totalt ukendt og blot følge med på de sociale medier. Men ved vi så overhovedet, hvad venskab er? Ja, har vi overhovedet nogen (rigtige) venner?

Ja, og så er der selvfølgelig de offentlige og private institutioner. Skat, kommunen, banken og ikke mindst borgerservice. De hedder stort set det samme, som de altid har heddet, men der er intet genkendeligt ved dem.

I kirken er grundbudskabet, at du er velkommen til at føle dig hjemme. I kirken er fremmedgørelsen faktisk ikke en mulighed

Pia Søltoft
Sognepræst

Banken har ingen penge, og de andre institutioner eksisterer næsten kun virtuelt for os borgere. Man kan stort set ikke gå ind på et offentligt kontor. Men man kan ringe til dem uden nogensinde at komme til at tale med et andet menneske: "Tast ét, hvis det drejer sig om din forskudsopgørelse. Tast to, hvis…".

Ofte er talrækken meget lang – ligesom ventetiden. Men hvis du har et problem, du gerne vil have hjælp til hurtigt, et problem, som nager dig og plager dig i hverdagen, som gør livet surt eller blot irriterer dig helt vanvittigt, er det som et slag i ansigtet, at du ikke kan komme igennem til de respektive institutioner. Som at blive slået hjem.

Men til hvilket hjem? Måske sidder du derhjemme og skumler og bliver mere og mere fremmedgjort, fordi du ikke længere kan komme i kontakt med de institutioner, der danner rammen om dit liv som borger.

Vi er ganske enkelt blevet fremmegjorte og længes efter igen at kunne føle os hjemme i den verden, vi kender så godt og egentlig mente, at vi var fortrolige med.

VM i Qatar cementerer blot denne fremmedgørelse og stiller os over for det grundspørgsmål, som jeg tror enhver stiller sig selv: Hvordan kommer jeg til igen at føle mig hjemme i verden?

Det er der naturligvis ingen enkle svar på. Men lad mig alligevel her til slut give et bud på en institution, hvis kerne ikke har forandret sig – og som du netop på denne tid af året måske alligevel har tænkt dig at frekventere en enkelt gang eller to?

I den kristne kirke, hvad end den er katolsk eller protestantisk, hvad end du er til højmesse eller spagettigudstjeneste, om du står op, når du synger eller sidder ned, om du går til alters eller pænt bliver siddende og tænker, at "det der er kun for de rigtig troende", så har intet i kirken i grunden ændret sig.

I kirken er grundbudskabet, at du er velkommen til at føle dig hjemme. Føle dig hjemme i verden, i livet, i dig selv. I kirken er fremmedgørelsen faktisk ikke en mulighed.

Selvom du ikke kender salmerne, ikke ved hvornår du skal rejse dig eller føler dig fremmed i forhold til det med at gå til alters, så er budskabet, det kristne grundbudskab, vedblivende det samme: Du er velkommen, du er elsket, du er tilgivet, du har ret til at føle dig hjemme i verden.