Sommerens OL bør minde danske ledere om, at diversitet skaber ægte forandring

Eksempelvis da den sorte franske verdensstjerne og popsangeren Aya Nakamura, der var iført en minidress af metalfjer i guld, optrådte med sine dansere i en vild koreografi hen over Seinen på broen Pont des Arts.

De var akkompagneret af et blæser-militærorkester, der var iført republikkens gendarmuniformer. 

Anledningen blev brugt til at placere budskabet om, at diversitet og inklusion er grundværdier i nationen, og at frihed, lighed og broderskab stadig er kompasset i dagens Frankrig – som det har været tilfældet siden Den Franske Revolution i 1789, hvor den privilegieblinde kongemagt fik hugget hovederne af i guillotinen. 

OL var også anledning til at give en indenrigspolitisk besked i en kaotisk og polariseret tid.

En tid, hvor Frankrigs nationalistiske højrefløj oplever stor tilslutning båret frem blandt andet af en xenofobisk forestilling om, at ikke mindst landets postkoloniale indvandring skulle være årsag til den store sociale ulighed, kriminalitet og en nutidig armod, som læsere af nyere fransk litteratur, der blandt andet omfatter den internationalt populære Édouard Louis, også vil være bekendte med. 

Der er eksklusion forbundet med inklusion.

Christine Buhl Andersen
Forperson, Ny Carlsbergfondet, medlem, DBU’s etiske udvalg

Inden åbningsshowet hævdede ekstremister fra højrefløjen blandt andet, at føromtalte Aya Nakamura, der ellers er vokset op i forstæderne til Paris og trods hendes internationale stjernestatus, med sin afrikanske baggrund fra Mali ikke kunne repræsentere Frankrig ved en officiel lejlighed som OL.

I det lys står en brun kvinde iført tørklæde på sejrsskamlen under afslutningsceremonien utroligt stærkt. 

Det var samtidig et tydeligt udenrigspolitisk budskab fra Frankrig til nationer som Kina, Qatar og Rusland, der efter manges opfattelse har benyttet sportens globale begivenheder som VM og OL ikke bare til nationbranding, men til decideret sportwashing hen over de udemokratiske og menneskehedsrettighedskrænkende forhold bag kulisserne af de mange fine nye sportsfaciliteter bygget til lejligheden.

Omvendt var der venstrefløjsintellektuelle franskmænd, der fandt hele kommunikationen klichéfyldt.

Vel blev der trykket på kendte forestillinger om Paris og Frankrig, da canadiske Céline Dion havde rejst sig fra langvarig sygdom og fra toppen af Eiffeltårnet blev live-transmitteret til hele verden med sin mageløse fremførelse af Édith Piafs legendariske kærlighedssang 'Hymne à l'amour'.

Men var det ikke spot on i en tid, der er præget af indviklede og tragiske konflikter og truende verdenskrig – og hvor John Lennon ikke længere er blandt os til at synge om fred og kærlighed – at lade en af verdens største fransktalende sangerinder formidle kærlighedsbudskabet fra en mørk og regnfyldt himmel over byernes by?

Og var det ikke spot on i en tid, hvor udemokratiske nationer bruger sporten som blændværk for undertrykkelse af egne minoritetsbefolkninger til at svare igen med kunst, kultur og inklusion? 

Men hvornår holder det at stille sig på diversitetsbudskabet, og hvornår bliver det mon diversitets-washing?

I bestyrelsessammensætning er det efterhånden slået fast, at diversitet i bestyrelseslokalet bidrager positivt til god selskabsledelse, fører til klogere beslutninger og dermed også til, at en bestyrelse kan leve op til sit ansvar for de såkaldte fire s'er: Strategi, styring, succession og selskabets interesse.

Diversitet som værdi vinder indpas mange steder, men ser man alene på tallene og statistikken for klassisk ligestilling mellem mænd og kvinder, er der stadig lang vej til balance i repræsentationen på de danske ledelsesgange. 

Det er tvivlsomt, om arbejdet med at sikre diversitet bliver noget, man kan og bør sætte flueben ved og stryge fra to do-listen.

Christine Buhl Andersen
Forperson, Ny Carlsbergfondet, medlem, DBU’s etiske udvalg

I Ny Carlsbergfondet har vi de senere år tænkt diversitetsagendaen ind på flere planer i vores arbejde.

For det første i ledelsesstrukturen, hvor vi med grundlæggende governance-forandringer har givet plads til flere stemmer.

Det har vi gjort ved at udvide bestyrelsen fra tre til fem medlemmer for at øge den kritiske masse og give plads til den sunde konstruktive uenighed, der bidrager til, at beslutningerne forhåbentlig i mindre grad træffes ud fra fordomme og sædvane.

Vi har samtidig splittet ledelsen i to med en bestyrelse og en direktion. Vi har også gennemført juridiske ændringer, der betyder større adskillelse af Ny Carlsberg Glyptoteks bestyrelse fra fondets. 

For det andet har vi i vores nye uddelingsstrategi formuleret, at vi ønsker at støtte kunstverdenen som et økosystem med en myriade af kunstneriske stemmer og udtryksformer og forskellige aktører med både små og store gallerier, kunsthaller og museer.

Det er nødvendigt og rettidigt i 2024, hvis vi skal leve op til vores stifters vision, der formulerede ønsket: Den levende kunst til det levende folk. 

For det tredje eksperimenterer vi med nye greb, eksempelvis open calls. Det var en lille revolution i det gamle fond, da vi i 2023 i samarbejde med Foreningen Realdania i forbindelse med kunst- og arkitekturprojektet 'Stedet Tæller X' gik den vej for første gang.

Endelig vil vi gerne i vores organisationskultur være et åbent, tillidsfuldt og diverst mikromiljø, hvor kunsten er i centrum. Et miljø, hvor der er plads til mange tilgange, generationer, genrer og udtryk, som kan berige verden, hvis de får plads. 

Alle disse tiltag er udtryk for ægte forandring, der har stor betydning for alle fondets interessenter – interne som eksterne. Alligevel er det tvivlsomt, om arbejdet med at sikre diversitet bliver noget, man kan og bør sætte flueben ved og stryge fra to do-listen. 

Dertil kommer, at forandringerne nok er nødvendige men også dilemmafyldte.

For når de kvindelige maratonløbene får plads i bedste sendetid, har de vippet de mandlige løbere af pinden. Der er eksklusion forbundet med inklusion.

Men som kvinde blev jeg på mit køns vegne både så glad og bevæget, at jeg i jubel tog fotos af tv-skærmen med de tre maratonkvinder, der første gang nogensinde havde fået plads på sejrsskamlerne ved den store afslutningsceremoni.