Præsidentvalget i USA står med klimaøjne mellem en brandstifter og en brandslukker

Donald Trump har allerede tidligere vist, at han ikke anerkender klimaforandringer som en alvorlig trussel. Han trådte i sin første embedsperiode ud af Paris-aftalen, hvilket markerede USA som en international klimaskeptiker. Han rullede over 100 klima- og miljøregler tilbage fra Obama-tiden, såsom The Clean Power Plan, og har kaldt den grønne dagsorden en "green new scam".

Trumps energipolitik er baseret på det, han kalder "amerikansk energidominans". Dette indebærer en massiv udvidelse af olie- og gasproduktionen samt eksporten af flydende naturgas. I valgkampen har han igen fremhævet olieboringer som en prioritet og lovet at udstede en national nøderklæring for at fjerne bureaukratiske benspænd, som hindrer nye fossile energiprojekter.

Trumps slogan "drill, baby, drill" understreger hans ambition om at sætte gang i nye boringer, rørledninger og kraftværker fra dag ét.

Dette fokus på at øge produktionen af olie og gas, og på at få eksporten af flydende naturgas (LNG) tilbage på sporet, vil uundgåeligt komme i konflikt med EU-reglerne. En nærliggende risiko er, at Trump vil reagere ved at trække USA ud af det globale metanløfte.

En sejr til Trump vil bremse den grønne omstilling både i USA og globalt og derved også skabe udfordringer for Europas grønne dagsorden.

Poya Pakzad

Ifølge Carbon Brief vil Trumps politikker potentielt medføre fire milliarder tons ekstra drivhusgasudledninger, svarende til 100 gange Danmarks udledninger. Det kan koste verden i omegnen af 900 milliarder dollars i skader som følge af klimaforandringer.

Det er klart, at en sejr til Trump vil bremse den grønne omstilling både i USA og globalt og derved også skabe udfordringer for Europas grønne dagsorden.

En sejr til Trump kan få vidtrækkende konsekvenser for den globale klimahandling, da USA vil trække sig yderligere fra det internationale samarbejde og lægge fokus på kortsigtede økonomiske gevinster fra fossile brændsler. Dette vil ikke kun sætte klimaindsatsen tilbage, men også true den globale stabilitet i energimarkederne, hvilket vil skabe usikkerhed for de europæiske lande, der har investeret tungt i grøn omstilling.

Modsat Trump har Kamala Harris omtalt klimaforandringerne som en "eksistentiel trussel" og har en plan for at fremme den grønne omstilling i USA.

Hvis hun bliver valgt, forventes hun at fortsætte Biden-regeringens klimapolitikker, der har fokus på reduktion af drivhusgasser og investeringer i grøn teknologi. Hendes plan omfatter fortsættelsen af The Inflation Reduction Act (IRA) og The Bipartisan Infrastructure Law, som hidtil indeholder omkring 369 milliarder dollars i klimainvesteringer og skatteincitamenter for vedvarende energi.

Denne lov har allerede sat skub i USA's grønne omstilling ved at fremme produktionen af sol- og vindenergi, elektrificering af transportsektoren og energieffektivisering.

Harris har også en fortid, der tyder på, at hun vil kæmpe for klima og miljø. Da hun var Attorney General i Californien, sagsøgte hun store olieselskaber som Chevron og BP for at bryde miljøreglerne.

Hun har arbejdet for skarpere klimaregler og har tidligere talt for en ti billioner dollars plan, der sigter mod at reducere USA's drivhusgasudledninger til netto-nul inden 2045. Denne plan forventes at skabe millioner af nye grønne jobs og vil understøtte udviklingen af et bæredygtigt energinet, såfremt hun lykkes med at indføre den.

En vigtig del af Harris' klimafokus er netop jobskabelse. Siden vedtagelsen af IRA'en er der blevet skabt 142.000 nye jobs i den grønne energisektor – en vækst, der har været dobbelt så hurtig som i andre sektorer.

Dog er det ikke alt ved Harris' klimapolitik, der er lige så progressivt, som man kunne ønske sig. Eksempelvis er det mildt sagt uklart, hvor Harris placerer sig i forhold til eksport af flydende naturgas (LNG) til for eksempel Kina, der står til at stige betydeligt.

Derudover har hun trukket sig fra sit tidligere forslag om et decideret fracking-forbud, sandsynligvis for at bevare støtte fra vælgere i svingstater som Pennsylvania, hvor fracking-industrien er en betydelig beskæftiger og økonomisk drivkraft.

Dette viser, at selv en kandidat som Harris, der generelt er at foretrække på klimadagsordenen, må foretage strategiske kompromiser.

Hvis Harris vinder valget, vil USA sandsynligvis fortsætte med at styrke sin grønne industripolitik, hvilket kan intensivere konkurrencen om grønne investeringer.

Poya Pakzad

Det er ikke kun Harris, der er udfordret af staternes modsatrettede interesser. Trump, der har lovet at "trække alle [IRA'ens] ubrugte midler tilbage" og afskaffe forbrugerfradrag på elbiler, vil få svært ved helt at tilbagerulle IRA'en, da det kræver kongressens godkendelse.

Selvom Trump kunne gøre skattefradragene sværere at opnå, vil han desuden støde på det politiske problem, at IRA'en gavner investeringer og jobskabelse i især republikanske stater, hvilket har fået flere republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus til at opfordre til, at IRA'en ikke afskaffes.

For Europa er USA's præsidentvalg ikke blot et spørgsmål om global klimahandling, men også en økonomisk udfordring.

IRA'en har skabt en betydelig konkurrencefordel for amerikanske virksomheder i den grønne sektor, hvilket har bekymret europæiske ledere. Med store skatteincitamenter til grøn energi og teknologi har IRA trukket investeringer fra Europa til USA, hvilket har sat spørgsmålstegn ved EU's evne til at bevare sin førerposition på det grønne område.

I denne sammenhæng bliver det tydeligt, at de amerikanske præsidentkandidater repræsenterer to markant forskellige retninger for fremtidens klima- og energipolitik. Harris og Trump er verdener fra hinanden, og de tilbyder to visioner, der er næsten lige så forskellige som nat og dag.

Hvis Harris vinder valget, vil USA sandsynligvis fortsætte med at styrke sin grønne industripolitik, hvilket kan intensivere konkurrencen om grønne investeringer. Samtidig vil der dog også være mulighed for tættere samarbejde mellem EU og USA, især inden for teknologiudvikling og grøn innovation.

For Europa vil det være afgørende at fastholde sin egen grønne dagsorden og samtidig finde måder at samarbejde med USA om fælles mål som klimaneutralitet, teknologioverførsel og energiomstilling.

En Trump-sejr vil dog kunne kaste skygger over disse udsigter. Hvis Trump svækker IRA'en og andre grønne initiativer, kan det føre til en svækkelse af den globale klimaindsats og øge usikkerheden om USA's fremtidige engagement i klimaaftaler som Paris-aftalen.

Europa kan i så fald stå over for en situation, hvor det skal bære en større del af den globale indsats for at reducere CO₂-udledningerne, hvilket vil stille endnu større krav til EU's egne klimamål og industripolitikker.

Som europæer er der god grund til at gå det amerikanske valg i møde med bange anelser. En verden er på spil. Men uanset udfaldet bør europæerne arbejde ihærdigt på at stå samlet, rustet til både at konfrontere den trumpske klimafornægtelse og til at udnytte mulighederne for samarbejde og innovation, hvis Harris vinder.

Europas egen klimapolitik og beslutsomhed vil i stigende grad være det afgørende element for at skabe en bæredygtig fremtid for alle.