Seniorforsker og landmand: Fem principper til at klimaregulere landbruget

Produktion af fødevarer involverer biologiske processer, der giver anledning til udledning af klimagasser.

Globalt er det selvsagt ikke nogen løsning, at stoppe med at producere fødevarer, og vi er derfor nød til at finde på løsninger på landbrugsområdet.

Den gode nyhed er, at vi på visse områder nogenlunde ved, hvad der skal til – for eksempel udtagelse af lavbundsjord, grøn ammoniak til gødning, og halm, der omdannes til biokul.

På andre områder ser det sværere ud – eksempelvis lattergas fra jord og metan fra køer. På disse områder forskes der på livet løs, men løsningerne er ikke lige i sigte.

Et delmål for 2030 er et middel til at tvinge os til at komme i gang nu, men bør ikke skabe forhindringer for, at vi når hovedmålet om netto nul i 2050

Jens-Martin Bramsen
Seniorforsker, IFRO Københavns Universitet og landmand

Hvis produktionen ikke blot skal nedlægges, kræves derfor en nuanceret regulering af landbruget.

I en dansk kontekst har politikerne indtil videre sat deres lid til, at ”Ekspertudvalget for en grøn skattereform” kommer med et bud på den fremtidige regulering på området i form af en CO2-afgift.

Mit indtryk fra valgkampen er dog, at vi kunne bruge ventetiden fornuftigt ved træde et skridt baglæns og overveje nærmere, hvad målet med en regulering skal være.

Dette indlæg er mit forsøg på at opridse nogle overordnede principper, vi i fællesskab – både landbrug og samfund – kunne bruge som udgangspunkt for en diskussion:

1. Globalt netto nul i 2050

Det helt overordnede mål må være en global netto udledning på nul i 2050. Kun på den måde undgår vi uoverskuelige konsekvenser af en for stor global opvarmning.

Et ”netto nul” er et udtryk for, at vi i nogle processer sandsynligvis ikke kan undgå en vis udledning af klimagasser. Derfor har vi brug for en eller anden form for opsamling og lagring af kulstof fra luften – noget landbruget også ser ud til at kunne bidrage med på sigt f.eks. med biokul.

Omvendt er der intet der tyder på, at opsamling og lagring af kulstof bliver nemt og billigt, og derfor bør vi gøre alt for at minimere udledningen.

Et delmål for 2030 er et middel til at tvinge os til at komme i gang nu, men bør ikke skabe forhindringer for, at vi når hovedmålet om netto nul i 2050. Dette leder frem mod andet princip.

 2. Maksimal fødevareproduktion med minimal klimaudledning

Verden har brug for løsninger, der kan brødeføde en voksende befolkning.

Vi kan i Danmark godt vælge at reducere for eksempel den animalske produktion. Dette ville isoleret set være gunstigt for den danske 2030 målsætning.

Hele pointen med den danske strategi er dog, at vi skal være et foregangsland med at udvikle løsninger til resten af verden. Og de løsninger, der skal bruges globalt, er maksimal produktion med minimalt klimaaftryk.

Derfor bør vi i Danmark nødvendigvis også fokusere på dette.

3. Regulering skal understøtte globale løsninger

Som økonom tiltaler en CO2-afgift også mig.

Potentielt kan en CO2-afgift få landmændene til at ændre adfærd og benytte nye klimaløsninger – men det kræver, at der er findes løsninger, man kan skifte over til.

En af de løsninger, der er blevet talt meget om, er et fodermiddel til køer, som ville kunne reducere metan-udledningen kraftigt.

Det er dog uomgængeligt, at landbruget både er en del af problemet og del af løsningen af klimaudfordringen. Fokus på landbruget i klimakampen er således helt berettiget

Jens-Martin Bramsen
Seniorforsker, IFRO Københavns Universitet og landmand

En CO2-afgift på metan ville i givet fald accelerere denne udvikling og gøre det attraktivt for danske mælkeproducenter at anvende dette stof – uanset om stoffet fra starten er relativt dyrt. Efterhånden som stoffet vil blive udbredt og udviklet til et stort dansk marked, vil det blive forbedret og billigere at fremstille.

Altså et mønstereksempel på Danmark som laboratorium for globale løsninger – ligesom for vindmøller.

Problemet er bare, at dette fodermiddel endnu ikke er udviklet, og en CO2-afgift på metan nu og her derfor ikke vil ændre mælkeproducenternes adfærd.

En CO2-afgift på metan vil blot blive en afgift på køer, hvilket vil reducere den danske mælkeproduktion, uden der bliver udviklet en løsning.

Tilmed vil en reduceret (og måske nødlidende) dansk mælkeproduktion gøre det sværere på længere sigt, at udvikle en løsning. Her vil en CO2-afgift således være imod mit princip nummer et og to – også selvom Danmark isoleret set (med færre køer) vil få lettere ved at overholde 2030 målsætningen.

4. Modgå "vent-og-se" incitamenter

På de områder, hvor landmændene har tilpasningsmuligheder, kan en CO2-afgift godt være den rigtige løftestang.

Et eksempel på det, er udtagning af lavbundsjorder, hvor det indtil videre er gået for langsomt. Der er mange årsager hertil, men vent-og-se incitamenter er en del af forklaringen.

I implementeringen af klimalavbundsordningen var der i første ansøgningsrunde en engangsbetaling på 56.000 kroner per hektar for udtagning af landbrugsjord i drift. I næste ansøgningsrunde var betalingen sat op til 82.500 kroner per hektar for at få flere med.

Dermed sender man et uheldigt signal om, at det betaler sig at vente og se.

I dette tilfælde vil selv en lav CO2-afgift skabe et stærkt incitament til at komme i gang med udtagning.

5. Investeringsstøtte skal reelt hjælpe med grønne løsninger

Det kan virke åbenlyst, men erfaringen viser, at man nemt forfalder til at understøtte grønne løsninger, som egentlig ikke behøver støtte for at blive gennemført.

Et godt eksempel er, at mange landmænd i de senere år har fået 40 procent i ”grønt” tilskud til maskiner, som anvender GPS-teknologi. Langt de fleste af disse maskiner ville dog være blevet købt alligevel, og på den måde har tilskudsordningens primære effekt været at hæve prisen på disse maskiner.

Dertil kommer naturligvis beskæftigelsen af de mennesker, der har udarbejdet støtteansøgninger, samt de mennesker, der har behandlet ansøgningerne. Det har dog næppe været et stadigt voksende bureaukrati, der har været intentionen med støtten. Derfor bør investeringsstøtte primært være målrettet forskning og udvikling.

På baggrund af ovennævnte principper, ser jeg umiddelbart følgende løsninger for mig:

• Indfør en CO2-afgift på de områder, hvor der er noget ”at skrue på” (det vil sige, der hvor man har solid viden om udledning, og landmanden har udsigt til tilpasningsmuligheder). En lang indfasningsperiode og et bundfradrag kan mindske konsekvenserne for landbruget uden incitamentet svækkes.
• Giv et troværdigt signal om, at CO2-afgifter bliver bredt udbredt, efterhånden som viden og tilpasningsmuligheder opstår.
• Giv støtte til forskning og udvikling af konkrette løsninger, men undlad et stort tilskudscirkus, hvor erhvervet mere bredt får støtte til klimaløsninger. Incitamentet til klimaløsninger skal primært komme fra en (kommende) CO2-afgift.
• Lav en jordfond med store muskler til opkøb af blandt andet lavbundsjord. Målsætningen bør ikke fokusere på 2030, men må gerne være et langt sejt træk, hvor vi langsomt får taget de mest klima- og miljøbelastende arealer ud af drift og får skabt nogle sammenhængende naturarealer til vores efterkommere.

Som landmand er jeg naturligvis bekymret for konsekvenserne for mit erhverv, og der vil helt sikkert være nogle af os landmænd, der bliver ramt hårdt.

Det er dog uomgængeligt, at landbruget både er en del af problemet og del af løsningen af klimaudfordringen. Fokus på landbruget i klimakampen er således helt berettiget.

Min opfordring er blot, at man i en kommende regulering bør holde fokus på det globale og på 2050 målsætningen.

Med det fokus mener jeg ikke, at man meningsfuldt kan argumentere for en afvikling af dansk landbrug – heller ikke den animalske produktion. Derimod er et stærkt dansk landbrug en forudsætning for skabelsen af nye globale løsninger.