Debat

Instruktører bag krigsdokumentar til Rasmus Mariager: Din anmeldelse er misvisende

Rasmus Mariagers anmeldelse af vores dokumentarserie 'Velkommen til frontlinjen' bærer præg af unøjagtigheder og fejl, skriver seriens instruktører, Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre.

Der ligger et enormt og grundigt arbejde bag dokumentaren for at kunne præsentere et retvisende billede af begivenhederne omkring den danske krigsindsats, skriver Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre.<br> — Der ligger et enormt og grundigt arbejde bag dokumentaren for at kunne præsentere et retvisende billede af begivenhederne omkring den danske krigsindsats, skriver Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre.
Foto: Pressefoto/DR

Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre

Hhv. konceptuerende instruktør og co-instruktører på DR-dokumentarserien 'Velkommen til frontlinjen'

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er glade for, at Rasmus Mariager i sin anmeldelse af vores dokumentarserie 'Velkommen til frontlinjen' finder serien vigtig og bevægende. Men samtidig bærer hans omtale i Altinget desværre også præg af nogle unøjagtigheder og faktuelle fejl.

Vi bliver tillagt påstande, der ikke fremgår af serien, hvilket vi føler os nødsaget til at kommentere.

Vi vil her gennemgå et par af de væsentligste kritikpunkter.

Mariager påstår, at vi ikke tager højde for, at Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo skete uden FN-mandat. I episode to siger tidligere DR-journalist Steen Ramsgaard om udsendelsen af soldater til Kosovo:

"Da vi sendte tropper afsted, var det ikke i FN-regi, men i NATO-regi". (Episode 2, tidskode 27.02).

Både før og efter dette udsagn og i sammenhængen mener vi, at det fremgår tydeligt, at udsendelsen skete med et handlekraftigt Nato-mandat uden for FN-regi.

Vi bliver tillagt påstande, der ikke fremgår af serien, hvilket vi føler os nødsaget til at kommentere.
Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre
Hhv. konceptuerende instruktør og co-instruktører

Rasmus Mariager påstår også, at vi og Charlotte Aagaard fortæller, at Danmarks deltagelse i Irak-krigen var første gang, landet deltog i en militær mission uden FN-mandat, samt at Charlotte Aagaard fejlagtigt siger, at 2003 markerede starten på den aktivistiske udenrigspolitik.

Dette er ikke korrekt. Charlotte Aagaard siger ikke, at Irak-krigen var første gang Danmark deltog i en mission uden FN-mandat, og hun siger heller ikke, at den aktivistiske udenrigspolitik startede i 2003.

Derimod påpeger hun, at Irak-krigen var et afgørende politisk vendepunkt, hvor man uden et FN-mandat gik ind i en "uprovokeret angrebskrig", og at "den beslutning er et stort skift i dansk udenrigspolitik, og det er jo det, der bliver kendt som den aktivistiske udenrigspolitik". (Episode 3, tidskode 7.35).

Vi mener, der er bred opbakning til og dækning for denne udlægning om, at Irak-krigen markerede et afgørende skift, og at den aktivistiske linje for alvor blev styrket og "kendt" i den brede befolkning under Fogh.

Læs også

Historiker: DR's krigsdokumentar er rørende, men viderebringer for mange fejl og myter

Rasmus Mariager mener også, at serien efterlader et fejlagtigt indtryk af, at politikerne var vidende om, at Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvåben. Det er en misvisende kritik, da der i serien bliver brugt meget arkivplads og udtalelser på at forklare, at Bush-administrationen og Fogh-regeringen netop troede på efterretningerne.

Der vil altid være redaktionelle valg i et historisk dokument som dette. Der er tilvalg og fravalg. Men der ligger et enormt og grundigt arbejde bag dokumentaren for at kunne præsentere et retvisende billede af begivenhederne omkring den danske krigsindsats.

Vi har ønsket at vise, hvordan erfaringer fra én krig har påvirket de efterfølgende konflikter, og hvordan der ofte har været en uoverensstemmelse mellem den virkelighed, soldaterne oplevede i frontlinjen, og den virkelighed, der blev formidlet politisk.

Vi har ønsket at give ordet til de soldater og civile på begge sider af frontlinjen, som sjældent har fået taletid i samme grad som de politiske beslutningstagere.

Politik har aldrig været vigtigere