Lisbeth Knudsen: Den psykiske mistrivsel bør tænde en lige så rød alarm som tidens øvrige politiske problemer

Den politiske debat og medierne er fyldt med store temaer.

Krig, sikkerhed, beredskab og tryghed. Klima, miljø og biodiversitet. Velfærdsøkonomi og råderum. Sundhed og ulighed. Befolkningsudviklingen og fødselsraterne. Uddannelsesdimensioneringer og fremtidens arbejdskraft. En kæmpe forsvarsaftale, der skal udmøntes i de kommende år, og en grøn trepart, som totalt vil forandre Danmark sådan bogstavelig talt.

Der er jo rigeligt at tage fat på til de næste ti år.

Vi taler om alle de politiske reformer, som er i støbeskeen lige nu. Sundhedsreform, værdighedsreform, ældrereform og frisætning, jobreform, indtil flere uddannelsesreformer fra folkeskoleaftalen over ungdomsuddannelserne til kandidatreformen, digital omstilling med kunstig intelligens på tapetet og måske en kommende pensionsreform.

Længere henne ad vejen formentlig en udligningsreform og måske en ny kommunalreform. Kæmpe store politiske initiativer, som trænger sig på, og som alene i implementering vil være gigantiske opgaver oven i de løbende mindre sager.

Det er alt sammen områder, som på forskellig måde kommer til at berøre alle danskere. Og det er områder, hvor nødvendigheden af forandringer trænger sig hårdt på.

Midt i arbejdet med at forstå og følge med i alle de her store forandringsprocesser i vores samfund kom jeg forleden under forberedelsen af en vigtig tale til at vende kikkertblikket på fremtiden på en anden måde, end jeg plejer. Ikke mod tal og statistikker, økonomi og forskellige scenarier for samfundsudviklingen.

Det alternative fremtidsperspektiv blev rettet mod det enkelte menneske, vores forestilling om det gode liv og vores evne til at kapere en hæsblæsende teknologisk udvikling, hvad er det for idealer, vi har for det, og hvordan er det, de er under forandring?

Tænk bare videre på forestillingen om, hvordan vi om måske bare to eller tre år arbejder tæt sammen med personlige, digitale assistenter og ikke længere bare skal opfatte teknologierne som et stykke teknik.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Tænk bare videre på forestillingen om, hvordan vi om måske bare to eller tre år arbejder tæt sammen med personlige, digitale assistenter og ikke længere bare skal opfatte teknologierne som et stykke teknik, men som et redskab til at løse nogle af vores personlige udfordringer, hvad enten det nu er ensomhed, hverdagsplanlægning, sundhed eller vores arbejdsopgaver.

Der er skrevet og sagt rigtig meget om trivselsproblemer blandt børn og unge. Det gik fra at være kæmpestort på grund af nogle fejltolkninger af en analyse til at være mindre og mere periodisk betinget. Og i høj grad betinget af de forestillinger, både vi voksne og de unge gør sig om livsidealer og den perfekte facade.

En anden vinkel på det, som vi ser tydeligt i nogle analyser, Tænketanken Mandag Morgen har gang i, er at de unge – og måske også os voksne - er tilvænnet et liv på speed, hvor alting skal foregå i høj hastighed, hvad enten det handler om at søge oplysninger eller foretage sig ting i hverdagen.

Hvor det at få opmærksomhed og blive set er en afgørende værdi. Der er en udbredt zapperkultur og meget lidt tålmodighed til stede i både børnenes og de voksnes liv. Der er ikke en rummelighed i de unges liv til refleksion og langsommelighed.

Det er jo chokerende nok i sig selv, at alt for mange unge trods et mere realistisk tal nu på 11 procent og ikke 44 procent, som det lød for godt et år siden, har udfordringer med mistrivsel. Også selv om problemerne måske ikke er langvarige.

De barske tal er, at omkring 73.220 børn og unge under 18 år lever med psykiatriske diagnoser, opgjort pr. 1. januar 2023. Det svarer til 63 ud af 1.000 0-17-årige.

Fra 2019 til 2022 steg antallet af enkeltpersoner, der er i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, fra 36.105 til 42.367 patienter. Andelen af unge, der kæmper med depression, angst og selvmordstanker er steget fra 4,2 procent i 2014 til 9,3 procent i 2022.