Havnedirektør: De små erhvervshavne er (også) nøglen til grøn omstilling
Havnepartnerskabet opfordrer med sine anbefalinger regeringen til at prioritere nye energiformer. Dette er uden tvivl afgørende, men i debatten og politisk må vi ikke overse de små havnes unikke potentiale som katalysatorer for grøn omstilling, skriver Jimmi Jørgensen.
Jimmi Jørgensen
Havnedirektør, Korsør HavnHavnepartnerskabets seneste anbefalinger understreger ikke overraskende havnenes rolle i den grønne omstilling, og de opfordrer regeringen til at prioritere dansk havneinfrastruktur for at kunne håndtere nye energiformer som havvind og Power-to-X.
Dette er uden tvivl afgørende, men i debatten og politisk må vi ikke overse de små havnes unikke potentiale som katalysatorer for grøn omstilling.
Havnenes arealer ses desværre ofte som et kommunalt quick-fix til at tiltrække boliginvestorer og nye borgere til lokalområdet.
Jimmi Jørgensen
Havnedirektør, Korsør Havn
Små havne spiller blandt andet en central rolle, når det gælder optimering af den såkaldte last mile transport, da skibstransport er en af de mest miljøvenlige måder at transportere varer på.
Ved at minimere landtransport med tog og lastbiler, kan vi reducere den samlede CO2-udledning betydeligt, og små erhvervshavne fungerer som et nationalt netværk af effektive knudepunkter, hvor varer distribueres til lokalområderne.
Fokus på muligheder
Korsør Havn er enig med Kristian Thulesen Dahl fra Aalborg Havn, når han i Altingets debatserie om havnepartnerskabets anbefalinger skriver, at vi i forhold til anbefalinger ikke kun skal fokusere på barriererne for vækst, men også huske at udnytte de muligheder, vi allerede har.
Korsør Havn er for eksempel placeret i et unikt kryds mellem motorvej, jernbane og sejlrenden i Storebælt, og derfor er vi allerede godt i gang med at bidrage til den grønne omstilling ud fra last mile-logikken.
Derudover har vi de seneste år etableret landstrømsanlæg, der muliggør, at skibe kan slukke deres dieselgeneratorer, når de ligger til kaj.
Vi er en del af EU-projektet REDII Ports, som gennem batterilagring optimerer energiforbruget, og vi har investeret i solcelleanlæg samt eldrevne køretøjer og kraner.
Giver Havnepartnerskabets anbefalinger plads til den grønne omstilling?
30. september præsenterer Havnepartnerskabet sine anbefalinger til, hvordan man gør erhvervshavnene økonomisk bæredygtige og udvikler dem ved hjælp af kommercielle investeringer som led i den grønne omstilling.
Dem sætter Altinget fokus fokus på i en ny temadebat, hvor vi inviterer centrale aktører bag anbefalingerne til at give deres bud på, hvordan der både bliver plads til erhvervet og de grønne investeringer.
Om Altingets temadebatter
Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne.
Alle indlæg er udelukkende alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Har du lyst til at bidrage til debatten? Så er du velkommen til at skrive til Ella Hjalmsrud Jørgensen.
Initiativer der viser, at små havne i høj grad kan være med til at fremme den grønne omstilling lokalt og med de rette investeringer kan spille en endnu større rolle i Danmarks grønne fremtid.
Lokal grøn omstilling
I Korsør Havn er næste skridt at få dokumenteret vores grønne aktiviteter, hvorfor vi nu i gang med at få en ISO 14001-certificering og fra foråret 2025 vores første frivillige ESG-rapport.
Begge dele for at blive klar til den næste større opgave, som er at få alle havnens aktører med.
Hele økosystemet.
Det er vigtigt, da en stor del af aktiviteterne på en erhvervshavn er lastning og losning af skibe, og det er private virksomheder, der gør det.
Med certificeringen og ESG-rapporten klædes vi på til at indgå i vores kunders og samarbejdspartneres voksende behov for dokumentation af værdikæder og grønne bundlinjer.
Presset giver unødvendige spændinger mellem by og havn, når rammebetingelser for erhvervshavne ikke er klare.
Jimmi Jørgensen
Havnedirektør, Korsør Havn
For Korsør Havn ligger en stor del af mulighederne netop i at bruge vores styrkeposition som en mindre havn til at fremme grønne løsninger lokalt.
Og ved at gå forrest gør vi os også nogle erfaringer, så vi kan stille os til rådighed med hjælp og rådgivning på området.
Set i det nationale perspektiv udgør aktiviteterne i Korsør Havn måske ikke så meget, men ud fra en 'mange bække små'-betragtning gør små erhvervshavne en forskel.
Mange kan og gør allerede meget lokalt.
Ja tak til hurtig sagsbehandling
Tine Kirk fra Danske Havne har – ligeledes i Altinget – med rette påpeget, at de langsomme sagsbehandlingstider er en hæmsko for havnenes udvikling.
Dette gælder i særdeleshed for de små havne, hvor hurtige beslutninger kan være afgørende for succes, og langsomme beslutninger selvsagt kan have den modsatte effekt.
Det gælder især planlagte investeringer i grønne løsninger og infrastruktur.
Korsør Havn er også enig med Gitte Lillelund Bech, når hun i Altinget understreger vigtigheden af, at erhvervshavnen integreres som en del af en samlet dansk industripolitik, og at vi i den forbindelse ikke må glemme erhvervshavnenes udviklingsmuligheder, selv om der er pres på by- og rekreativ udvikling.
Husk de små erhvervshavne
Det by-udviklings-pres mærkes særligt i Korsør og i andre små erhvervshavne, hvor havnenes arealer desværre ofte ses som et kommunalt quick-fix til at tiltrække boliginvestorer og nye borgere til lokalområdet.
Der er både brug for og plads til store og små havne, når det handler om at reducere CO2-udledningen og sikre en bæredygtig fremtid for alle.
Jimmi Jørgensen
Havnedirektør, Korsør Havn
Et pres der giver unødvendige spændinger mellem by og havn, når rammebetingelser for erhvervshavne ikke er klare.
Det er vigtigt, at der heller ikke her mest tænkes på de største havne, men at de nødvendige rammebetingelser og investeringer også tilgodeser de mindre havne.
For små havne som Korsør Havn er det også afgørende, at vi har pladsen og infrastrukturen til at udvikle os og blive en del af fremtidens grønne løsninger.
Det vil også give mest mening, da der både er brug for og plads til store og små havne, når det handler om at reducere CO2-udledningen og sikre en bæredygtig fremtid for alle.