Borgmester: Landdistrikters løft af nationale socialproblemer er uholdbart

Af Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester, Lolland Kommune

Antallet af fattige børn i Danmark stiger og stiger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vedblivende dokumenterer.

I dag er der 64.500 børn under fattigdomsgrænsen, knap en tredjedel af disse er under fem år, og en uforholdsmæssig stor del af dem bor i Lolland Kommune.

Fattigdom kan defineres på mange forskellige måder, og det er et spørgsmål, der bruges megen politisk energi på.

Det giver tro på fremtiden endelig igen at se en politik, hvor vi i stedet for pisk løfter dem med det største behov. 

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester, Lolland Kommune

Jeg har ikke nogen indvendinger til erhvervsrådets opgørelse, og en fattigdomsgrænse er vigtig, for kun på den måde kan vi måle, hvor mange der løbende kobles af samfundet – og sætte ind over for det.

Og vi skal sætte ind med alt, hvad vi har, for fattigdom i barndommen kan trække dybe spor ind i voksenlivet.

VLAK-regering bærer stor del af skylden
Vi har i Lolland Kommune om nogen oplevet konsekvenserne af den tidligere regeringsfattigdomsydelser, som bærer en stor del af skylden for de seneste års stigning i antallet af fattige børn.

Det gælder i form af egne borgere, der er ramt, men det gælder især for de borgere, der kommer til os fra andre kommuner.

Udsatte, som bliver presset ud af de dyrere boliger i de store byer og herud i landdistriktskommunerne, hvor huslejen er billigere. Ja, nogle gange ligefrem aktivt hjulpet af kommunerne, som de kommer fra.

Det må kræve en helt særegen logik at nå frem til, at den bedste hjælp til i forvejen udsatte er at behandle dem endnu dårligere, hvad enten det er i form af lavere ydelser, eller det er ved som kommune ikke at tage ansvar for sine borgere.

Positivt med mindre pisk
Derfor er det også rigtig positivt, at Christiansborg har gennemført et midlertidigt tilskud til de børnefamilier, som er ramt af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

Det giver tro på fremtiden endelig igen at se en politik, hvor vi i stedet for pisk løfter dem med det største behov.

Det handler om kroner og ører, og derfor ser jeg frem til ydelseskommissionen, som skal se på niveauerne for integrationsydelse og kontanthjælp. Men penge gør det ikke alene.

Der skal også en bredspektret socialpolitisk indsats til. Fra sundhed, psykiatri og til investeringer i skole og dagtilbud, der hører til nogle af vores vigtigste værktøjer, når det kommer til at bryde den sociale arv.