De Anbragtes Vilkår: Behovet for hjælp forsvinder ikke, bare fordi man fylder 18

Når systemet påtager sig forældreansvaret for anbragte, så klinger det hult, at man brat stopper opgaven, når de fylder 18 år, skriver Fransiska Mannerup.

Med 'Børnene Først' blev der indgået et politisk forlig om at sikre bedre kvalitet i anbringelsen. Nu skal vi tage det næste skridt, skriver Fransiska Mannerup. — Med 'Børnene Først' blev der indgået et politisk forlig om at sikre bedre kvalitet i anbringelsen. Nu skal vi tage det næste skridt, skriver Fransiska Mannerup.Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix

Fransiska Mannerup

Forkvinde, De Anbragtes Vilkår

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt for mange anbragte børn og unge går rundt med en konstant bekymring for, at de bliver efterladt på perronen den dag, de fylder 18 år. Alt for mange anbragte mister fodfæste i overgangen til voksenlivet og risikerer hjemløshed. Det skal vi kunne gøre bedre!

Med 'Børnene Først' blev der indgået et ambitiøst politisk forlig om at sikre bedre kvalitet i anbringelsen. Nu er tiden kommet til at tage det næste og afgørende skridt for at sikre, at vi følger opgaven til dørs: At skabe en god overgang til voksenlivet for anbragte unge.

Indfør ungestøttebevis

Vi i De Anbragtes Vilkår mener, at ungestøtten skal være en rettighed for tidligere anbragte, fremfor en individuel vurdering foretaget af kommunen, som muligvis udløser ungestøtten.

Alt for mange skal forhandle sig til den nødvendige opbakning.
Fransiska Mannerup
Forkvinde for De Anbragtes Vilkår

Når loddet i livet rummer tid i statens varetægt, er der behov for, at tidligere anbragte får et ungestøttebevis, som gør støtten til en reel rettighed og dermed en reel tryghed i livet.

Alt for mange oplever at skulle forhandle sig til den nødvendige opbakning – for at modtage ungestøtte må de ikke klare sig for godt eller have det for dårligt.

Derfor må vi ændre succeskriterierne for en anbringelse. Vi skal ikke slippe anbragte unge, før de har en bolig, et stabilt netværk og er i job eller under uddannelse. Netop disse succeskriterier kalder på retssikkerhed gennem et ungestøttebevis.

Udenfor kommunale åbningstider

Når systemet påtager sig forældreansvaret over for anbragte, så klinger det hult, at man brat stopper opgaven efter 18 år.

Andre børn og unge trækker på deres forældres viden, hjælp og omsorg langt ind i voksenlivet. For eksempel ved hjælp til at flytte på kollegieværelse, få en indkøbspose mad til at supplere SU’en eller stå klar, hvis livskrisen rammer, eller kæresten har slået op.

Derfor er der brug for, at kommunerne spiller en koordinerende rolle i at sikre, at en tryg voksen altid er tilgængelig for tidligere anbragte, også når livet rammer udenfor kommunale åbningstider.

I De Anbragtes Vilkår er vi tilhængere af en behovsstyret og fleksibel ungestøttemodel. En model, der tager udgangspunkt i, hvad den anbragte unge har brug for, og hvor længe man har brug for det. Og lige så vigtigt en model, der giver tidligere anbragte mulighed for at kunne vende tilbage igen senere i livet, hvis behovet for hjælp og støtte opstår.

Læs også

Eksperter vil skrotte ret til hurtig udredning i børnepsykiatrien: Her er deres nye forslag til Løhde

Mange af vores medlemmer beretter om at have haft så mange kontaktpersoner og socialrådgivere, at navnene for længst er glemt. Ligeledes, hvor ekstremt hårdt det gang på gang er at skulle etablere nye relationer og have tillid til dem.

For at holde fast i og udvikle vigtige og varige relationer hos de unge er det helt centralt, at man selv kan vælge den person, man har tillid til. Vi mener derfor, at anbragte unge skal have mulighed for at vælge en støtteperson, de føler sig trygge ved, og som kan bistå overgangen til voksenlivet.

En hjælp ind i voksenlivet

Tidligere anbragte har, præcis ligesom alle andre unge, ønsker og drømme om gode liv med uddannelse, job og bolig. Men desværre er denne målgruppe overrepræsenteret i både hjemløsheds- og ledighedsstatistikker.

Som tidligere anbragt er man i en ekstra sårbar situation.
Fransiska Mannerup
Forkvinde for De Anbragtes Vilkår

Har man ikke et godt sted at bo og tryghed om, at man kan blive der, bliver det vanskeligt at lykkes med studie og job. Som tidligere anbragt er man, også når det gælder boligmarkedet, i en ekstra sårbar situation, både fordi man sjældent har et netværk at trække på, og fordi man sjældent har haft nogen, der har lavet en opskrivning til en bolig.

Derfor mener vi, at status som tidligere anbragt bør udløse støtte til at finde en god og stabil bolig, som matcher behov, økonomi og livssituation. For eksempel kunne kommunen hjælpe ved per default at skrive barnet op til en almen bolig, når barnet bliver 15 år.

På bar bund

De færreste ikke-anbragte 18-årige er fuldstændig økonomisk selvstændige. Mange får hjælp enten direkte i form af børneopsparing, tilskud eller gaver eller i form af hjælp til at få styr på økonomien af forældre eller netværk – sådan skal det være!

Læs også

Folkebevægelse og ordførere: Ensomhed skal ud af venteværelset og ind i forhandlingslokalet

Debat

Men det står i lysende kontrast til den manglende støtte for anbragte, hvor mange starter på helt bar bund ved deres 18-års fødselsdag. De skal klare sig selv med en kuffert og diverse personlige ejendele, men ikke med et flyttelæs med seng, skrivebord og reol, for de møbler ejer institutionen eller plejefamilien – ikke den unge.

Der er brug for, at kommunen forpligtes til at støtte tidligere anbragte i at få overblik over egen økonomi og ro om den – herunder at guide til relevante tilskud, rimelige lånemuligheder med mere.

For at lykkes med den gode overgang til voksenlivet, for at stoppe overrepræsentationen i de kedelige statistikker, for at skabe drømme og håb er tiden kommet til at investere i anbragte unges fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere